JURA: Revalidering – Kommuner mangler respekt for retsgrundlaget
Der er god effekt af revalidering, men kommunerne anvender ordningen meget forskelligt og i åbenlys strid med intentionerne i lovgivningen.
Revalidering er for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når øvrige beskæftigelsesrettede indsatser ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv. Revalidering skal sikre, at personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet og forbedre personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Betingelserne fremgår nu af beskæftigelsesindsatsloven, men er en videreførelse af tidligere regler i aktivloven med sproglige justeringer. De grundlæggende betingelser for revalidering er uændrede fra 1970’ernes socialreform (bistandsloven). Berettigelsen til revalidering beror på en socialfaglig helhedsvurdering af behovet for hjælp til revalidering for personer med begrænsninger i arbejdsevnen.
Meget tyder på, at revalidering bringer ganske mange tilbage til arbejdsmarkedet. Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere. Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb. For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).
Brugen af revalidering er faldet drastisk igennem en længere årrække. Støttemulighederne i den almindelig lovgivning er blevet forbedret, herunder også mulighederne i den almindelige beskæftigelsesindsats. Dette kan dog kun forklare et mindre fald, og det kan ikke forklare, at brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).
I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig. Når borgeren klager over et afslag på revalidering, skal kommunen som i alle andre klagesager revurdere sagen (remonstration). Kun hvis kommunen fastholder afgørelsen, bliver den videresendt til Ankestyrelsen. Det giver grund til frygte, at fejlprocenten i de sager, der ikke er påklaget, er lige så høj.
En omgørelsesprocent på 35 procent er i sig selv et stort retssikkerhedsproblem, men det er formentlig kun toppen af isbjerget.
Udviklingen og variationen mellem kommuner tyder på, at mange borgere mangler kendskab til mulighederne for revalidering eller har opgivet at søge. Dette burde også være unødvendigt. Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle muligheder, der findes, for at give hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5. Det fremgår også eksplicit af blandt andet sygedagpengeloven, at allerede ved første opfølgningssamtale skal kommunen vurdere, om den sygemeldte har behov for revalidering.
De kommunale variationer
De kommunale variationer er ekstreme, og det er umuligt at finde relevante årsager, der forklarer forskellene. Eksempelvis var der i 2019 halvtreds gange flere revalidender pr. indbygger i Sønderborg Kommune end i Randers Kommune (jobindsats.dk).
Der er ingen klare sammenhænge mellem kommuners anvendelse af revalideringsordningen og kommunens baggrundsvilkår, så som indbyggertal, økonomiske rammevilkår og erhvervsmæssige strukturer. Der er heller ingen klare sammenhænge mellem anvendelse af revalideringsordningen og kommunens almindelige beskæftigelsesindsats, forstået på den måde, at de kommuner, der stort set ikke anvender revalidering, i stedet skulle anvende tilbudsmulighederne i den almindelige beskæftigelsesindsats i tilsvarende højere grad.
For den enkelte borger beror det på tilfældighed, om man tilkendes revalidering eller ej, blandt andet afhængigt af ens bopælskommune. Det er et betydeligt retssikkerhedsproblem. Den store variation i, om kommunerne anvender revalidering, synes i høj grad at afspejle en manglende forståelse eller respekt for retsgrundlaget.
De grundlæggende betingelser for revalidering har været de samme i 45 år, og netop evnen til at foretage en kvalificeret socialfaglig helhedsvurdering af behovet for hjælp til revalidering burde være en kernekompetence for en velkvalificeret socialrådgiver.
En række kommunerne har tilsyneladende den opfattelse, at der med revalideringsbestemmelsen er overladt kommunen et frit skøn på grundlag af faglige og økonomiske hensyn til at vurdere, om en person er revalideringsberettiget, og kommunen har mulighed for at styre revalideringsindsatsen og blandt andet fastsætte et højere eller lavere serviceniveau på linje med eksempelvis hjemmehjælp. Dette er i åbenbar strid med intentionerne i lovgivningen.
Hovedkonklusion: Retskrav på revalidering
Revalidering er et retskrav, hvis man opfylder betingelserne. Det har gentagne gange fremgået af forarbejderne til reglerne. Eksempelvis fremgik det af bemærkningerne til lovforslaget til aktivloven (L230 1996-97), at ”kommunen har som hidtil en pligt til at tilbyde revalidering, hvis tildelingsbetingelserne er opfyldt.”
John Klausen
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på forsørgelse og beskæftigelse