JURA: Kan kommuner undlade at tilbyde hjælp på baggrund af en ”kan-bestemmelse”?

I den sociale lovgivning er ”kan-bestemmelser” helt almindelige, men de giver ikke i sig selv kommunerne adgang til at beslutte generelt, at de ikke at vil anvende bestemmelsen. Der skal som udgangspunkt altid foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder og borgernes individuelle situation.

På baggrund af to klager fra borgere, der begge havde fået afslag på at få bevilget behandling efter servicelovens § 102, som indeholder en ”kan-bestemmelse”, behandlede ombudsmanden i FOU 2024-19 (Folketingets Ombudsmands Udtalelse) spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kunne træffe beslutning om, at den generelt ikke ville tilbyde hjælp efter bestemmelsen.

Han udtalte sig samtidig mere generelt om anvendelsen af ”kan-bestemmelser” i den sociale lovgivning og om pligten til at foretage et konkret skøn.

Uenighed om retsopfattelse

Ankestyrelsen og det daværende Social-, Bolig- og Ældreministerie havde i deres udtalelser i sagen argumenteret for en overordnet forståelsesramme af serviceloven, som Ombudsmanden var uenig i. Han afviste således både styrelsens og ministeriets retsopfattelse om, at serviceloven bygger på ”en formodning” om, at en bemyndigelsesbestemmelse, der indeholder ordet, ”kan”, giver kommunerne mulighed for at beslutte generelt ikke at anvende bestemmelsen. Og med den konsekvens, at borgerne meddeles afslag på en ansøgning om hjælp, uden at der foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder og borgernes individuelle situation.

Ifølge ombudsmanden måtte spørgsmålet om, hvilke forpligtelser servicelovens bestemmelser indebærer for kommunerne, i stedet afgøres på grundlag af en ”konkret fortolkning af den enkelte bestemmelses ordlyd, forarbejder, den hidtidige praksis på området og eventuelle andre retskilder”.

Enkelte af servicelovens bestemmelser må dog forstås således, at en kommune kan vælge generelt ikke at yde hjælp efter bestemmelsen. Ombudsmanden præciserer imidlertid i FOU 2024-19, at en sådan forståelse hverken følger af brugen af ordet ”kan”, af en generel forståelsesramme for serviceloven eller af det forhold, at den pågældende bestemmelse blev indsat for at give kommunen hjemmel til at give den konkrete hjælp, men derimod hænger sammen med, om der er holdepunkter i bestemmelsens forarbejder og forhistorie for, at den tilsigter at give kommunen mulighed for at træffe et sådant generelt valg.

Et eksempel er servicelovens § 79, som reelt alene er en hjemmelsbestemmelse og uden klageadgang. Stort set alle af servicelovens regler bygger imidlertid på udgangspunktet om pligten til at foretage en konkret og individuel vurdering – uanset om ordet ”kan” måtte indgå i ordlyden.

Ulovlig afskæring af skøn

De konkrete klagesager omhandlede servicelovens § 102, hvor kommunen ”kan” give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde og er formuleret således, at hjælpen er subsidiær i forhold til behandlingstilbud tilbudt efter anden lovgivning.

Ombudsmanden var enig i, at en borger ikke har et egentligt retskrav på at få bevilget hjælp efter § 102, men omvendt mente han ikke, at der var grundlag for at antage, at en kommune kunne beslutte generelt ikke at anvende bestemmelsen. Det vil sige at vedtage en intern afskæringsregel, der helt afskærer det konkrete og individuelle skøn i de konkrete sager (skøn under regel).

Han udtalte, at vurderingstemaet for skønnet efter ordlyden var den pågældende borgers særlige behov.

For det andet indeholdt forarbejderne ingen holdepunkter for at fravige udgangspunktet om en konkret vurdering. Endelig havde både ministeriet og Ankestyrelsen indtil for nylig haft den forståelse, at bestemmelsen kræver en konkret vurdering.

» Se også Ankestyrelsens principmeddelelse 4-23 (nu ophævet på baggrund af FOU 2024-19), som afløste Ankestyrelsens principmeddelelse 5-13.

» Læs mereombudsmanden.dk


Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i social­forvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet