JURA: Inddragelse af personer med demenssygdom i sagsbehandlingen
Der er særlige overvejelser og viden, der er nødvendige for at følge reglerne, når socialrådgivere arbejder med mennesker, der er ramt af en demenssygdom. Men udgangspunktet er, at disse borgere kan træffe gyldige juridiske beslutninger uden begrænsninger.
For det første skal det helt klart slås fast, at mennesker med en demenssygdom er samfundsborgere, der som udgangspunkt indgår på lige fod og med samme rettigheder som alle andre. Det juridiske udgangspunkt er således, at personer med en demenssygdom kan træffe gyldige juridiske beslutninger uden begrænsninger.
Derfor skal socialrådgivere, som møder en person med en demenssygdom, i videst mulige omfang inddrage pågældende. Der må ikke handles hen over hovedet på personen. Samtidig er sagsbehandleren forpligtet til løbende at vurdere, om personen på grund af en betydelig nedsat psykisk funktionsevne har behov for en værge. Det fremgår af servicelovens § 82, stk. 2. Det er særligt relevant for personer med en demenssygdom, da det er en fremadskridende lidelse, som endog meget hurtigt kan ændre situationen for den enkelte borger.
Det stiller selvfølgelig krav til socialrådgiveren, når en person med en demenssygdom skal inddrages. Det følger af den sociale retssikkerhedslov § 4 (dialogprincippet), at sagsbehandlingen skal tilrettelægges, så borgeren reelt bliver inddraget.
Det betyder, at hvis sagsbehandleren er bekendt med, at personen har en demenssygdom, så skal sagsbehandleren i tilrettelæggelsen af mødet med borgeren selvfølgelig gøre sig klart, hvilken demenssygdom pågældende har, hvordan det konkret påvirker personen, om der skal sættes ekstra tid af til samtalen m.v. Det kan også være relevant at overveje, om der særligt skal vejledes om muligheden for at tage en bisidder med til mødet, da personer med en demenssygdom kan have et særligt behov for støtte i samtalen.
Samtykke afhænger af kompleksitet
Det er forkert at antage, at personer med en demenssygdom ikke er i stand til at træffe gyldige juridiske beslutninger, uanset hvor langt personen er i demensforløbet, da der i forhold til hver enkelt vurdering af den retlige handleevne helt konkret skal vurderes, i hvilket omfang borgeren i den konkrete situation kan give et gyldigt samtykke. Det kan personen, når pågældende forstår, hvad der samtykkes til, konsekvenserne af samtykket og konsekvensen af, at alternative løsninger fravælges.
Der er forskel på situationer – derfor kan det eksempelvis godt være, at en person er i stand til at give et gyldigt samtykke til partsrepræsentation, men omvendt ikke kan give et gyldigt samtykke til en flytning til en plejebolig, da en flytning til en plejebolig er en meget mere kompleks vurdering. Vurdering og samtale kræver tid og kendskab til personen, sagsbehandleren sidder overfor.
Jeg har selv i en konkret sag, da jeg var kommunal sagsbehandler, vurderet, at en person gyldigt kunne give et samtykke til, at pågældendes datter skulle involveres i en klagesag, selv om pågældende ikke kunne huske det efterfølgende. Jeg besøgte personen tre gange – både med og uden datteren – og i alle tilfælde var der ikke tvivl. Borgeren kunne forstå, hvad beslutningen omhandlede, kunne forstå konsekvensen og kunne forstå konsekvensen af, at alternative løsninger blev fravalgt.
Inddragelse kræver forberedelse
Ovenstående gælder naturligvis uanset, hvilken psykisk funktionsnedsættelse eller sygdom personen har. Det gælder selvfølgelig også, hvis borgeren eksempelvis har ADHD, angst eller andre lidelser. Det er afgørende for at sikre et godt forløb, at socialrådgiveren har kendskab til den konkrete funktionsnedsættelse eller lidelse, som borgeren har. Hvis socialrådgiveren ikke har det, så kan der ikke ydes en tilstrækkelig inddragende sagsbehandling.
Derfor: Inden et møde med en person som har en demenssygdom – eller andre psykiske funktionsnedsættelser eller sindslidelser – skal socialrådgiveren altid sikre sig et tilstrækkeligt kendskab til de særlige opmærksomhedspunkter i forhold til borgeren og borgerens sygdom, så socialrådgiveren på den måde kan leve op til retssikkerhedslovens § 4 og sikre en ordentlig og tilstrækkelig inddragelse af borgerne.
Reel inddragelse
Hvis socialrådgiveren skal leve op til reglerne om dialogprincippet i retssikkerhedslovens § 4, er det afgørende, at socialrådgiverne har en konkret forståelse af borgerens eventuelle psykiske funktionsnedsættelse og/eller sindslidelser, hvis der skal sikres en reel inddragelse af borgeren.
Hvis socialrådgiveren arbejder med personer med en demenssygdom, er det vigtigt at være opmærksom på, at det er en fremadskridende sygdom, som indebærer et meget forskelligt sygdomsbillede for den enkelte. Det er forkert at antage, at alene fordi borgeren har en demenssygdom eller måske ”svær demens”, så er borgeren ikke i stand til at træffe gyldige juridiske beslutninger.
Søren Blæsbjerg
Studielektor i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet