JURA: Hvornår forældes kravet på en social ydelse?
En borger kan få efterbetalt en social ydelse, når vedkommende opdager at være berettiget til den. I praksis efterbetales der normalt kun for op til tre år, uanset at man har haft ret til ydelsen i længere tid. Men det er dårligt foreneligt med retspraksis, for forældelsesfristen kan faktisk suspenderes, hvis der for eksempel er tale om manglende vejledning.
I en række sociale sager får borgerne krav på efterbetaling af sociale ydelser. Borgerne kan være blevet opmærksom på, at de har været berettiget til en ydelse, som de enten tidligere har fået afslag på, eller som har vist sig at være beregnet for lavt, eller som de slet ikke vidste, at de var i målgruppen for, fordi hverken borgerne eller kommunen/socialrådgiveren var opmærksomme på berettigelsen.
Retten til at modtage en lovbestemt social ydelse for fremtiden forældes ikke. Det interessante er, for hvilken periode borgeren bagudrettet har krav på ydelsen. De enkelte ydelser er omfattet af forældelseslovens korte forældelsesfrist på tre år.
Et centralt spørgsmål er dog, hvornår der er grundlag for suspension af forældelsesfristen, det vil sige mulighed for at gøre tilbagebetalingsperioden længere, fordi nogle perioder ikke skal tælles med i forældelsen. Ordlyden af forældelseslovens § 3, stk. 2 ”var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil” efterlader fortolkningstvivl. Højesteret har klart fastslået, at udgangspunktet er, at suspension kun kan ske i situationer med faktiske vildfarelser, mens retlige vildfarelser normalt ikke er suspensionsgrund. Dette betyder, at hvis der er tvivl om forståelsen og fortolkningen af reglerne, suspenderes forældelsen ikke.
Undtagelser til hovedreglen
En borger vil normalt have kendskab til de faktiske forhold, der giver ret til den sociale ydelse (for eksempel sin egen sygdom og konsekvenserne heraf) og er dermed ikke i en faktisk vildfarelse. Borgeren kender derimod ofte ikke de regler, der kunne give ret til en (højere) social ydelse. Borgeren er i en retlig vildfarelse, men dette suspenderer som udgangspunkt ikke forældelsesfristen, og en række efterbetalingskrav ud over tre år afvises derfor i praksis. Dette er ofte forkert, fordi der ikke er opmærksomhed på undtagelserne til hovedreglen.
I Vestre Landsretsdom U2019.519V flyttede borgeren i august 2008, og tilflytningskommunen fik fra fraflytningskommunen tilsendt afgørelse om førtidspension m.v., hvoraf det fremgik, at borgerens pension var gjort hvilende som følge af fleksjob. I efteråret 2013 blev borgeren af sin fagforening gjort bekendt med, at hun havde ret til at modtage invaliditetsydelse. Landsretten fandt, at kommunen havde haft pligt til at gøre borgeren opmærksom på retten til invaliditetsydelse. Landsretten lagde til grund, at kommunens manglende vejledning havde medført, at borgeren var i utilregnelig uvidenhed om sit krav på invaliditetsydelse frem til det tidspunkt, hvor hendes fagforbund rådgav hende, og ingen del af kravet var forældet.
I højesteretsdommen U1989.45H, havde en assistent i en kommune gennem en årrække fået udbetalt for lidt i løn som følge af, at hun alene fik tillagt anciennitet fra ansættelsen og ikke fra det tidligere tidspunkt, hun efter overenskomsten havde krav på. Da hun ”havde haft rimelig grund til at regne med, at kommunen beregnede hendes løn korrekt på grundlag af de oplysnin-ger, hun gav ved ansættelsen, og da hun derfor ikke havde haft nogen særlig anledning til at kontrollere, at beregningen var rigtig,” fandtes hun at have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Forældelsesfristen ansås for suspenderet, og hun fik sit fulde tilgodehavende efterbetalt.
Restriktiv praksis
Kommuner, Udbetaling Danmark og Ankestyrelsens praksis i forhold til suspension er meget restriktiv og er dårligt forenelig med retspraksis. Eksempelvis har Ankestyrelsen i forhold til manglende udbetaling af særlig støtte efter aktivlovens § 34 i principmeddelelse 13-19 og 166-12 lagt til grund, at ”I tilfælde hvor kommunen har tilsidesat sin vejledningspligt, og borgeren derfor skal stilles, som om han var vejledt korrekt, vil retten til efterbetaling derfor være begrænset af den 3-årige forældelsesfrist.”
Suspension af forældelsesfristen
Krav på efterbetaling af sociale ydelser forældes som udgangspunkt efter tre år. Retsvildfarelser suspenderer (forlænger) normalt ikke forældelsesfristen.
Skyldes borgerens manglende kendskab til kravet på en social ydelse mangelfuld vejledning fra kommunen eller Udbetaling Danmark, vil der ifølge retspraksis kunne være grundlag for suspension. Tilsvarende hvis der i det konkrete tilfælde er handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.
Hanne Hartoft og John Klausen har skrevet en mere omfattende artikel om forældelse i sociale sager som er publiceret i Juristen nr. 4, 2020.
John Klausen
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på forsørgelse og beskæftigelse