JURA: Den socialretlige omsorgspligt
Det kan i praksis give anledning til tvivl, hvornår socialrådgiveren skal træffe afgørelse om hjælp til borgere, der ikke kan varetage deres egne interesser.
Der findes en såkaldt omsorgspligt, hvorefter det offentlige skal træde til, hvis en person har brug for hjælp, og ikke kan varetage sine egne interesser på grund af betydelig nedsat psykisk funktionsevne.
Det fremgår eksempelvis af forarbejderne til lov om forsorgen for åndsvage fra 1958, at ”alle, der har en naturlig forpligtelse til at tage sig af den åndssvage, såsom ham nært stående personer, børneværnsudvalg, sociale udvalg og anklagemyndigheder […] må kunne tage initiativ til, at der ydes pågældende hjælp”. Det er nu lovfæstet i servicelovens paragraf 82.
Det offentlige skal således hjælpe dem, der ikke kan give et gyldigt samtykke til, at sagen behandles – også på uskreven grundlag. Det vil sige, at omsorgspligten ville gælde, uanset om servicelovens paragraf 82 var blevet vedtaget, og at den gælder ud over servicelovens område.
Uden retlig handleevne
Førend der meningsfuldt kan tales om en omsorgsforpligtelse, skal der være mulighed for at træffe afgørelse om hjælpen, så det sikres, at hjælpen ydes på et fagligt forsvarligt grundlag.
Det betyder konkret, at socialrådgiveren skal træffe afgørelser om hjælp til personer, der ikke kan varetage deres egne interesser (den socialretlige omsorgspligt), selv om de ikke selv kan søge om en ydelse, og selv om de ikke har den retlige handleevne i behold. Spørgsmålet om den socialretlige omsorgspligt blev særlig interessant med Ankestyrelsens principmeddelelse 60-17, som henviser til, at kommunen skal anmode Familieretshuset om at beskikke en værge, hvis en person ikke kan varetage sine egne interesser.
Der må det antages, at Ankestyrelsen kan og skal træffe afgørelser efter den socialretlige omsorgspligt.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at Ankestyrelsen typisk i disse sager hjemviser sagen »med henblik på, at kommunen beder [Familieretshuset] om at beskikke en værge og derefter træffer en ny afgørelse.
Efter min vurderinger burde Ankestyrelsen i stedet have behandlet sagen efter den socialretlige omsorgspligt, og konkret vurderet om der var tilstrækkeligt med oplysninger i sagen til at træffe afgørelse. Det kunne have ført til stadfæstelse, ændring eller hjemvisning.
Det kan efter en konkret vurdering betyde, at der ikke er behov for en værge, hvis der træffes afgørelse efter den socialretlige omsorgspligt, og at det ikke altid er relevant at anmode Familieretshuset om en værge, hvis en person ikke kan varetage sine egne interesser på grund af betydelig nedsat psykisk funktionsevne.
Det skal konkret vurderes i hvert enkelt tilfælde, om der kan træffes afgørelse på et forsvarligt grundlag efter den socialretlige omsorgspligt og officialprincippet, herunder ved inddragelse af pårørende og andre sociale myndigheder.
Hovedkonklusioner
Kommunerne og andre offentlige myndigheder (herunder Ankestyrelsen) kan og skal træffe afgørelse om hjælp til en person, der ikke kan varetage sine egne interesser på grund af betydelig nedsat psykisk funktionsevne (den socialretlige omsorgspligt).
Det kan konkret betyde, at borgerens interesser i tilstrækkeligt omfang er varetaget, og der derfor ikke er et behov for beskikkelse af en værge.
Den socialretlige omsorgspligt gælder for de helt grundlæggende hjælpeforanstaltninger, herunder pengeydelser, så det kan sikres, at de svageste, der ikke kan tage vare på sig selv, får de ydelser, som de er berettiget til.
Den socialretlige omsorgspligt er beskrevet nærmere i Juristen nr. 5/2019 s. 202-209, som kan findes via www.bibliotek.dk.
Principmeddelelse 60-17 kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk
Søren Blæsbjerg
Studielektor i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet