REFLEKSION: “Hvorfor stopper vi med at tro på de unge?”
Refleksion af Rowena Lee Jensen. der er socialrådgiver i Den Korte Snor, Københavns Kommune – en indsats med familierådgivning og kontaktperson.
En meget kold septemberaften stod vi så der – midt ude i Øresund – på en båd, der gyngede. Det blæste og regnede, og fiskene holdt sig væk. Drengen, som jeg havde arbejdet med, var også med i gruppen af unge, der var inviteret på tur med fiskekutteren. Unge, som ofte drøftes ved vores SSP-møder – og som af mange – politikere og medier – dømmes ude som fortabte. Hvorfor stopper vi med at tro på de unge? Der er altid en eller flere grunde til, at de unge agerer, som de gør – men er de fortabte? Nej.
Sammen stod drengen og jeg og kiggede ind mod lysene og silhuetten, der udgør København, langt væk i horisonten. Jeg vidste, at han var startet i et almindeligt skoletilbud efter at have gået i skoledagbehandling – en indsats for unge med særligt krævende behov.
Jeg spurgte, hvordan det gik, hvordan det var at gå i “almindelig” skole igen? Han svarede: “Det er fedt. Jeg tror på det”. Vi sagde ikke meget mere, men kiggede ud i det mørke vand.
Jeg ved, at meget er sket siden. Hans vej til et liv, som vi andre vurderer som et risikofrit liv, er måske lang endnu. Hans fortælling er ikke afsluttet. Men lige der – ude på Øresund – til duften af saltvand og med vind i håret, da vi delte et øjeblik og hans ord: “Jeg tror på det”. Dér valgte jeg at tro på ham. Og det vil jeg blive ved med. Når jeg møder nye unge med en tung bagage, som trods deres korte liv har tilbagelagt en kringlet vej. Der vil jeg gøre det samme. Jeg tror på dem. De har brug for voksne, der tror, når andre – de selv, familie, fagpersoner – har mistet troen. Jeg tror på det. Jeg tror på dig.