Guiden: Sådan tager du hul på samtalen om ensomhed

Ensomhed kan være en kompleks problemstilling, som kan være svær for borgeren at tale om. Guiden giver dig konkrete redskaber til at tage hul på samtalen, så du kan støtte borgeren i at finde veje ud af ensomheden.

1. Start en åben samtale

Ensomhed er tabuiseret, og mange vil derfor undgå at fortælle andre om følelsen. Derfor kan det være lettere at starte en åben og generel samtale om, hvordan borgeren har det.

Du kan spørge:

  • “Hvordan har du det?”
  • “Hvad fylder mest i dit liv lige nu?”
  • “Jeg fornemmer, at du virker [trist, nedtrykt eller tilbagetrukket]. Er der noget galt? Har du lyst til at snakke om det?”
  • “Hvordan har du det efter [flytningen, det nye job, sygdomsperiode, skilsmissen eller anden livsændring]?”
  • For at afhjælpe den skam, som ensomheden ofte er forbundet med, kan det være en god idé at dele erfaringer, som borgeren kan spejle sig i.

Du kan spørge:

  • “Jeg har selv haft en periode, hvor jeg følte mig ret ensom. Er det noget, du også har oplevet?”
  • “Jeg kender andre i samme situation, som også føler sig ensomme. Er det noget, du kan relatere til?”

2. Spørg indirekte til ensomhedsfølelsen

Hvis borgeren er åben over for at tale om sin ensomhed, kan det være en god idé at spørge ind til forskellige følelser, som indirekte kan være relateret til følelsen af ensomhed, da mange ikke nødvendigvis identificerer sig som en, der oplever ensomhed.

Du kan for eksempel spørge:

  • ”Savner du nogen at være sammen med?”
  • ”Føler du, at du har nogen, du kan tale med?”
  • ”Føler du, at du har meget til fælles med dem, du er sammen med?”
  • ”Føler du dig ofte udenfor?”
  • ”Føler du ofte, at ingen kender dig godt?”

3. Skab håb

Når en borger har åbnet op for at tale om sin følelse af ensomhed, er det vigtigt at lægge vægt på, at ensomhed og mistrivsel kan vendes til trivsel. Men anerkend samtidig, at det kan være en svær proces.

Du kan sige:

  • ”Det er virkeligt modigt af dig, at du åbner op. Det mod skal du tage med dig videre.”
  • ”Du har lige taget første skridt til at komme ud af din følelse af ensomhed ved at åbne op over for mig. Du er allerede på vej mod et bedre sted.”
  • ”Jeg kender andre, som har følt sig ensomme, og som er kommet ud af ensomheden. Jeg tror på, at det også kan lykkes for dig.”

Mange har brug for støtte til at finde en retning ud af ensomheden. Undgå dog at præsentere hurtige løsninger. I stedet kan du stille åbne og nysgerrige spørgsmål, som kan hjælpe med at afdække borgerens egne ønsker og behov til hjælp og støtte.

4. Hjælp med at skabe relationer

Aftal næste skridt sammen ud fra, hvad borgeren ønsker og kan overskue.

Det kan handle om, at I sammen:

  • formulerer en sms, der skal sendes til en brudt relation eller en bekendt, borgeren gerne vil lære bedre at kende.
  • tager kontakt til en forening, en aktivitet eller et fællesskab, som borgeren ønsker at deltage i, og arrangerer det første møde.
  • følges til en ny aktivitet første gang borgeren skal af sted.

Det er ofte relevant, at du følger op for at høre, hvordan det er gået.


Foreninger med fokus på ensomhed

Der findes en række foreninger og frivillige organisationer, der har særligt fokus på ensomhed i deres arbejde, eksempelvis: Ventilen, HusRum, Sind Ungdom, Headspace, MaryFonden, Røde Kors og Ældresagen.


Styrk tilknytning til arbejds- og uddannelsesfællesskaber

I nogle tilfælde kan det være relevant at tale om, hvad der kan være af muligheder for at styrke tilknytning til fællesskaber på uddannelsesinstitutioner eller arbejdspladser. Det kan handle om at:

  • blive en større del af det faglige fællesskab, eksempelvis gennem faglig støtte fra studie­vejledere, studiestøtte og mentorer.
  • blive tilknyttet arbejdsmarkedet, eksempelvis gennem socialt frikort eller andre småjobs.
  • have et socialt fællesskab med kollegaer og medstuderende ved at starte samtaler.
  • tage initiativ til aktiviteter på eller uden for arbejdspladsen eller studiet.

Kilde: Vær en, som rækker ud-kampagnen, Social- og Boligstyrelsen


Frivilligcentre og fællesskab

Mange kommuner har enten et frivilligcenter eller kommunale frivillighedskonsulenter, der kan hjælpe med overblik over hvilke aktiviteter, fællesskaber og muligheder for at være frivillig, der er i de enkelte kommuner. Få overblik på frise.dk.


Telefon- og chatrådgivning

Der findes forskellige telefon- og chatrådgivninger, hvor man anonymt kan tale
eller chatte med nogen. Søg for eksempel via RådgivningsDanmarks hjemmeside: raadgivningsdanmark.dk.


Kilde til guiden: Vær en, som rækker ud-kampagnen, Social- og Boligstyrelsen.
» Læs mere og find flere redskaber på sbst.dk/vaer-en-som-raekker-ud.