Giv plads til omsorg i praksis

En socialarbejder har brugt rigtig, rigtig meget tid på at køre en mor til samvær med hendes anbragte børn i en anden landsdel, fordi de ellers ikke havde mulighed for at have kontakt. Men ingen roser socialarbejderen for på den måde at have mødt familiens behov.

Eksemplet stammer fra den virkelige verden og er med i bogen ’Plads til omsorg i socialt arbejde med børn og familier’, som sociolog, ph.d. og lektor Mie Engen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet har skrevet sammen med to kolleger. Bogen udspringer af et projekt, hvor trioen har fulgt socialarbejdere i deres daglige praksis.

– Vi havde en hypotese om, at omsorg i socialt arbejde bliver presset af, at der er fokus på effektivitet og produktivitet. Det gælder også i arbejdet med børn og familier, siger Mie Engen.

De tre forskere fra Aalborg Universitet fik bekræftet hypotesen.

– Når ressourcerne skal anvendes effektivt, bliver der let skabt en autoritær omsorgskultur, hvor der er knap så meget tålmodighed med familier i udsatte positioner. Men de har netop brug for tid, tålmodighed og støtte til at omsætte hjælpen til at skabe forandring.

Sammen med sine forskerkolleger har Mie Engen set konkrete eksempler på, at socialarbejdere bliver mere kontante overfor forældre. Der opstår også en kollektiv forståelse af, at man sætter kollegerne i et dårligt lys, hvis man ’overskrider’ serviceniveauet og tager telefonen, når forældre ringer uden for den aftalte tid. Man får derimod ikke talt om, hvad forældrene har behov for.

– Det er vigtigt at huske, at udsatte familier ofte har negative erfaringer med sig, og at de både kan være vrede og frustrerede og kalde socialrådgiveren for grimme ting. Det kræver meget at kunne rumme det følelsesmæssigt og samtidig møde forældrene på en forstående måde, siger Mie Engen.

Omsorgens infrastruktur

Omsorg har traditionelt været en stor værdi og praksis i arbejdet med børn og familier. Nu er det noget, man skal kæmpe for, vurderer Mie Engen. Derfor er der brug for at skabe et fagligt sprog og viden om, hvad omsorg i socialt arbejde egentlig er, og hvordan man udøver det i praksis.

I bogen bruger forskerne begrebet omsorgens infrastruktur. Det skal gøre det tydeligt, at omsorg ikke handler om en individuel relation mellem en socialarbejder og en borger, men at det er en institutionel og kollektiv praksis.

– En myndighedssocialrådgiver har vanskeligt ved at nå at besøge familien, så hun kan få indsigt i dens hverdagsliv, men det er vigtigt for hende at vide, hvad familien har behov for. Derfor skal hun finde den viden hos de fagpersoner, som yder støtte i hjemmet og i familiebehandlingen. Det skal begrebet omsorgens infrastruktur indfange, forklarer Mie Engen.

Et af forskernes grundlæggende fund er, at socialarbejdere udviser en højere grad af omsorg i en solidarisk kultur, hvor der er rum til at støtte børn og forældre ud fra en faglig viden om, at det er vigtigt at forstå og samarbejde med forældrene, for at de kan bruge støtten til at ændre den forældrepraksis, som ikke er god for barnet.

– I en solidarisk omsorgskultur ser man børn og forældre som dem, de er, og taler med dem om deres omstændigheder og behov. Det kræver rummelighed, og at man reflekterer over den måde, man møder forældrene på, både individuelt og kollegialt. En af pointerne i bogen er, at omsorg skal anerkendes som en central værdi i praksis med at skabe forandringer i børns liv, fordi det er afgørende, at udsatte mennesker bliver mødt med forståelse. Det bliver ikke en hurtig, autoritær indgriben, når man får tid til at arbejde med familien og opbygge tillid hos den, siger Mie Engen.

Mere end relationer

Omsorg rækker ud over relationsarbejdet, understreger Mie Engen. Det skyldes, at arbejdet med relationer ikke siger noget om kvaliteten af de relationer, man vil skabe. Det gør omsorg derimod.

– Omsorg handler om at skabe tillidsbaserede relationer, hvor man forsøger at gøre det så godt som muligt for den anden. For eksempel er der tendens til at glemme forældrene, når et barn anbringes uden for hjemmet, men hvis man drager omsorg, støtter man også dem praktisk og følelsesmæssigt.

Det har hæmmet omsorg i socialt arbejde, at begrebet sjældent bruges i myndigheds- og rådgivningsarbejdet, mener Mie Engen.

– I vores fortællinger fra praksis bliver det til et spørgsmål om den enkelte socialarbejders menneskelighed: ’Du vil altid gå så langt for de familier.’ Vi har mange fortællinger om, hvordan socialarbejdere skaber relationer og tillid, og at de behandler mennesker i udsatte positioner med respekt, men de taler ikke om det som omsorg. Vi vil løfte begrebet, så det står tydeligere.

Det har haft konsekvenser for, hvordan man italesætter eller ikke-italesætter omsorg på myndighedsområdet, at socialrådgivere tidligere er blevet beskyldt for at være blødsødne og omklamrende overfor borgerne.

– Det er en kritik, som har bidraget til, at man forstår omsorg som følelser. Det kan netop virke omklamrende, når socialt arbejde styres af, at socialrådgiveren er ekspert i, hvad borgerne har behov for fremfor at inddrage deres oplevelser og erfaringer og give dem mulighed for indflydelse. Beskyldningen om blødsødenhed går på, at man skal undgå omsorg, men omsorg handler om at kunne navigere i en kompleks sammenhæng, hvor man også har autoritet til at gribe ind i familien for at beskytte barnet, men med forståelse og empati, siger Mie Engen.

Vedholdenhed skabte resultater

Knaphed og prioritering af ressourcer sætter grænser for omsorg, fordi socialarbejderne skal kæmpe for at kunne yde den, skriver forfatterne.

– Vi har hørt en fortælling om, at den faglige vurdering af, om en familie fortsat har brug for støtte, skal fremlægges på et visitationsmøde. Her er der fokus på ressourcer, så hvis én familie fortsat får støtte, kan en anden ikke få. Derfor skal der argumenteres for kerneopgaven, og for at afgørelsen har betydning for familien og barnet, siger Mie Engen.

Hun uddyber med et eksempel fra sit feltarbejde, som har gjort stort indtryk. Her var hun med til det afsluttende møde med en mor, som havde været alene med tre børn i mistrivsel. Selv kæmpede moren med psykiske lidelser og dårlig økonomi.

Inden mødet fortalte socialrådgiveren, at det havde været svært at give omsorg til moren, og at hun flere gange havde været i tvivl, om børnene skulle anbringes.

– Det var en kompleks sag, og til at begynde med havde socialrådgiveren svært ved at se, hvordan moren skulle kunne beholde sine børn, men hun gik med interesse ind i at yde støtte i hjemmet og havde mange samtaler med moren, hvor hun var konkret på, hvad moren kunne ændre, så børnene fik det bedre.

Indsatsen varede i 12 år, og til det afsluttende møde var moren meget berørt over den hjælp, hun havde fået.

– Hendes yngste barn fylder snart 18 år, og alle tre trives og har fundet veje i livet. At en indsats varer 12 år viser, at de problemer, børn og familier kæmper med, ikke nødvendigvis kan fikses på tre eller seks måneder, siger Mie Engen.

Hårdt sprog er en advarsel

Omsorg kræver tid og rum. Derfor er det vigtigt, at ledelsen prioriterer det, pointerer Mie Engen.

– Det hæmmer omsorgen, hvis ledelsen kræver hurtige afslutninger på sagerne, fordi det giver en fortravlet praksis, hvor der ikke er tid til at lytte, se og inddrage barnet og familien. Hvis socialrådgivere mangler tid, kan det også føre til lang ventetid og en oplevelse af, at de ikke er tilgængelige. Det kan eskalere en konflikt.

Omvendt fremmer det omsorg, når emnet bliver sat på dagsordenen i organisationen.

– Man skal skabe rum til at drøfte omsorg, så medarbejderne bliver bevidste om begrebet og sammen forholder sig til omsorgskulturen i organisationen. Det håber vi, at bogen kan bidrage til, ved at læserne kan spejle sig i de praksiseksempler, vi giver. De faglige refleksioner kan både give et sprog for kerneopgaven og skabe modbilleder, som viser, at man risikerer at gøre det værre for børn og familier, når omsorgen er under pres.

Det kan være svært for den enkelte socialarbejder at få sat omsorg på den politiske dagsorden. Derfor opfordrer Mie Engen professionen og velfærdsinstitutionerne til at stå sammen og italesætte betydningen af omsorg.

– Det er en vigtig diskussion i forhold til velfærdsstaten, hvordan myndigheder bruger deres autoritet, og hvordan omsorg bliver tilgængelig for alle, og ikke kun de borgere, man synes, fortjener det. Omsorg skal også være til dem, der kan fremstå med en uhensigtsmæssig adfærd og ikke vil samarbejde. Her skal man bruge omsorgen og den faglige refleksion og viden til at se bag deres reaktioner.

Mie Engen har et par råd til, hvordan man finder ud af, om omsorgen er klemt på ens arbejdsplads.

– Begynd med at lytte til det sprog, I bruger om børn og familier. Hvis I omtaler dem overvejende negativt, kan det være udtryk for en autoritær tilgang. I kan også se på, om børn og forældres reaktioner peger i retning af, at de ikke føler sig mødt og anerkendt. Det kræver et vist overskud at løfte blikket, og det kan være svært, når man er presset, men det giver faglig mening, for alle er gået ind i faget for at forbedre livet for de mennesker, de arbejder med. Det er fagligt givende at styrke omsorgskulturen.

---

Pejlemærker for faglig omsorg

Som kolleger og fagfæller kan I udvikle sproget for den faglige omsorg ved at drøfte, om og hvordan jeres faglige praksis er karakteriseret af nedenstående pejlemærker for kvalitet.

• Opmærksomhed på børns og familiers behov, oplevelser og hverdagsliv: En vigtig kvalitet er sensitivitet overfor forskellighed, kritisk refleksion over udbredte normer for familieliv og viden om barnet i familien – det vil sige om barnets relationer til familien som helhed.
• Tilstedeværelse og tilgængelighed: Fysisk og følelsesmæssig tilstedeværelse og tilgængelighed i børns og familiers hverdagsliv (f.eks. hjemmet) er vigtig for at kunne skabe ’resonante rum’ og for timing af respons på børns og familiers grundlæggende behov.
• Tydelighed. Pålidelighed og sympati: De tre kvaliteter hænger tæt sammen og er en forudsætning for opbygning af tillid, hvor børn og familier kan stole på, at du handler på baggrund af viden, sympati og forståelse – også i tilfælde af uenighed og konflikt.
• Børns og familiers muligheder for indflydelse og samarbejde: Et centralt pejlemærke er, at du i praksis tager ansvar for, at børn og familier får muligheder for at samarbejde og påvirke forhold, der er centrale i deres liv.
• Et støttende kulturelt, socialt og organisatorisk miljø er afgørende for menneskers muligheder for personlig vækst og udvikling. Børn og familier skal støttes omsorgsfuldt af socialarbejdere, som også har brug for støttende organisatoriske forhold for at kunne løfte opgaven.
• Tid – forstået som ressource og timing – og rum er grundlæggende dimensioner, der har indflydelse på den faglige omsorg. Derfor er refleksioner over betydningen og brugen af tid og rum centrale for omsorgens kvalitet.

Kilde: ”Plads til omsorg – i socialt arbejde med børn og familier”, af Mie Engen, Andreas Møller Jørgensen og Maria Appel Nissen. Akademisk Forlag.

---

Bag om historien
– Hvilke former for omsorg er mulige i socialt arbejde i hverdagens travle praksis, hvor der er øget fokus på omskiftningseffektivitet og resultater?
– Det har Mie Engen og hendes forskerkolleger undersøgt i projektet ”Er omsorg muligt i socialt arbejde? – en undersøgelse af de relationelle, følelsesmæssige
og kropslige praksisser i socialt arbejde med udsatte børn og deres familier.”
– Bogen ’Plads til omsorg i socialt arbejde med børn og familier’ er skrevet på baggrund af forskningsprojektet.