Fuld fart frem: Hvad med de skæve, de skøre og de syge?

Nu kan vi alle vist både se, høre og mærke, at ”fuld fart frem på virksomhedsstrategien – og nærmest ikke se sig tilbage” – er blevet en cementeret realitet i de fleste kommuner og massivt styrende for indsats og praksis i ethvert jobcenter landet over. Som frontmedarbejdere er vi stort set alle transformeret fra sagsbehandler til konsulent med ’job’ eller ’virksomhed’ foran – og det virksomhedsrettede samarbejde og de virksomhedsvendte indsatser har indiskutabelt vundet hævd som styrende rationale, når borgere skal hjælpes fra ledighed til arbejde.

Mindsettet, retorikken og kernedriften er på plads. Vi tænker, taler og arbejder med et skarpt jobfokus – som der står i jobannoncerne. Det er også det, vi primært bliver målt på – og resultaterne har selvfølgelig størst statslig bevågenhed og sammenlignes kommunerne imellem. Og lad os da også gerne finde syvtommersøm frem, når vi slår fast, at der er en stærk evidens for, at virksomhedsrettet indsats (privat løntilskud og virksomhedpraktik) virker og er effektivt – i særdeleshed for de arbejdsmarkedsparate borgere.

Men hvad så med alle de andre? De, som ikke står først i køen, de aktivitetsparate. De skæve, de skøre, de syge, de borgere, som står længst fra arbejdsmarkedet og ofte med en kombination af svære, sammensatte problemstillinger med stor kompleksitet. De grupper, som stadig er tilbage i systemet trods økonomisk opsving og højkonjunktur på arbejdsmarkedet. Virker det dér? For nogle borgere, ja – og for andre, nej!

Der må vi som fagpersoner tage et helt andet udgangspunkt. Og det er lige præcis der i det faglige skøn og i behovet for den individuelle tilgang til den enkelte borger, at det kan blive svært. Når og hvis strategien fastholder forvaltningen og fagmedarbejderen ensidigt disciplineret og fokuseret på én bestemt opgave, en bestemt vej – også selv om det måske er fornuftsstridigt over for borgeren og i værste fald kontraproduktivt i forhold til de problemer, som skal løses, eller den afklaring, som skal ske.

Vi ved, at sammensatte problemer kalder på sammensatte løsninger – og at den virksomhedsrettede indsats sjældent kan stå alene. For at det kan lykkes, forudsætter det et grundlæggende tillids- og motivationsarbejde, tilrettelæggelse af særlig støtte og parallel-indsatser af social og sundhedsmæssig karakter – plus at borgerne anerkendes og medinddrages. Og ikke mindst helhedsorientering, indsatskoordinering, og at der er investeret nok og nødvendigt i socialfaglige kompetencer i medarbejderrekrutteringen. Helt overordnet handler det om retssikkerheden for den enkelte borger og jobcentrenes grundlæggende legitimitet.