Fire socialrådgivere om udfordringer under flygtningekrisen
Hvad er status på situationen, og hvad oplever du som den største udfordring i arbejdet med at tage imod de ukrainske flygtninge? Det har vi spurgt fire socialrådgivere om.
Det har været en kaotisk start
Chiarra Petreni, socialrådgiver, Gentofte Kommune, Erhverv, Beskæftigelse & Integration. Formand for DS’ Faggruppen Integration
– Det har været en kaotisk start, hvor vi var usikre på retningslinjerne. Skal de kvindelige ukrainske flygtninge regnes for enlige forsørgere, når deres mænd er blevet i Ukraine? Er man berettiget til børnetilskud efter særloven? Og skal smykkeloven også gælde ukrainere? Smykkeloven fandt politikerne hurtigt ud af ikke skulle omfatte ukrainere – og pt. regnes de gifte kvinder ikke for enlige forsørgere, men det er der nu et politisk ønske om at lave om på.
– Nogle af mine kolleger kommer oprindeligt fra lande udenfor EU, og er påvirket af forskelsbehandlingen. Og fra mine kolleger i Ungecenteret hører jeg, at nogle af de unge flygtninge er sure over det samme.
– Vi er nogle af de heldige, som ikke har oplevet, at vores kolleger er blevet afskedigede i takt med, at der ikke kom så mange flygtninge. Inden den nuværende flygtningekrise blev mange integrationsafdelinger lukket og slukket – eller lagt sammen med andre afdelinger – og de skal nu ud at finde nye medarbejdere. Det er noget af en udfordring at få helt nye ind, måske uden erfaring fra integrationsområdet.
– Vi er ved at forny indsatsen for de langtidsledige på kontanthjælp, og det er ærgerligt, at mediernes og samfundets opmærksomhed i høj grad rettes mod de ukrainske flygtninge og væk fra vores egne udsatte borgere. Det er en målgruppe, som er svær at arbejde med, hvilket også gør det svært at rekruttere gode medarbejdere til den opgave.
– Generelt er arbejdspresset til at få øje på, og vi er også blevet tilbudt at få udbetalt overarbejde, hvis vi vil. Selv foretrækker jeg at ”flekse” og holde fri på et andet tidspunkt. Vi er også i gang med at opnormere.
Voldsomt ramt af krigen
Trine Lysholm, socialrådgiver, arbejder med ydelser i Center for Job og Social Service, Greve Kommune. Bestyrelsessuppleant i DS’ Faggruppen Integration
Voldsomt ramt
af krigen
Trine Lysholm
Socialrådgiver, arbejder med ydelser i Center for Job og Social Service, Greve Kommune. Bestyrelsessuppleant i DS’ Faggruppen Integration
– De ukrainske flygtninge, som kommer nu, har det dårligere end dem, der kom som nogle af de første. De er voldsomt ramt af krigen og deres oplevelser under flugten. Jeg havde en ældre kvinde til modtagelsessamtale. Hun fortalte, at hun måtte kaste sig ned på køkkengulvet under et voldsomt bombardement af familiens hus. Hun så, at naboerne ikke nåede at redde sig ud. Selv fik hun en varig høreskade, og har nu efterladt sin 18-årige søn og sin mand i Ukraine.
– Vi har været samlet til møde på tværs af forvaltningerne for at koordinere vores indsats. Eksempelvis i forhold til ukrainske børn med adfærdsvanskeligheder/ADHD, gangbesværede og flygtninge, som har brug for hjælpemidler. Vi har hver især brug for at vide, hvor de skal hen i systemet, så de hurtigt kan få den nødvendige hjælp. Og jeg har lavet underretninger på flere af børnene, fordi de har brug for støtte.
– Der er meget lidt tid til mit normale arbejde, hvilket betyder, at jeg og mine kollegaer er maksimalt presset og hele tiden er bagud med opgaver. Jeg har nogle rigtig lange dage. Dels er det dem, der har fået ophold, som kommer til modtagelsessamtale, hvor de også får tid til samtale i jobcenteret, på sprogskolen og i pladsanvisningen. Dels er det værterne for de cirka 50 privatindkvarterede. De skal også have ’’ydelser”. Derudover har vi på skift vagttelefonen – en akutlinje for ukrainere – om lørdagen mellem klokken 10 og 12, og der er pt. forhandlinger om, hvorvidt vi kan få et rådighedstillæg for det.
Alle burde være lige for loven
Ann Schneider, socialrådgiver, ydelsescenteret, Aalborg Kommune
– Jeg oplever det som frustrerende at være i et integrationsteam under en særlov. Vi har ’eliteflygtninge’, som skal behandles rigtig godt, og som på fire dage kan få ophold og bolig. Samfundet står i kø for at hjælpe de ukrainske flygtninge med alt fra fribilletter til DSB til gratis tandlæge og fri adgang til legeland. Derudover fritages ukrainere for at stå til rådighed de første tre måneder. Og så har vi de almindelige flygtninge, hvor nogle af dem har opholdt sig i årevis i et asylcenter.
– Det virker som om, at regeringen har lavet en særlov for ukrainere, fordi flygtningepolitikken generelt er for stram. På den ene side, er det dejligt at særloven tilgodeser ukrainerne, men på den anden side er det svært at være i, når alle burde være lige for loven. Det kan ikke være rigtigt, at man på grund af religion, hudfarve eller land bliver sat bagerst i køen.
– Generelt er det en udfordrende tid. Vi har ret travlt. Når vi åbner klokken 10, kan vi nemt tælle 40 ukrainere, som skal have ydelser og hjælp til at få skattekort. Heldigvis ansætter vi løbende nye folk. .
Jeg screener børn med anden ledsager
Mette Just Pedersen, social koordinator, Center Sjælsmark, tillidsrepræsentant for socialrådgivere på Røde Kors’ asylcentre
– Udrejsecenter Sjælsmark er lavet om til et midlertidigt modtagecenter for ukrainere. Vi er et slags transitcenter. Ukrainerne er her kun i få dage, hvorefter de bliver sendt ud på andre asylcentre, og jeg har fået markant mere travlt. Min primære opgave er at screene børn, som kommer med anden ledsager – altså uden deres forældre. Det kan være sammen med bedsteforældre, ældre søskende, eller en mor, som har taget sin datters veninde med på flugt.
– Da de ukrainske flygtninge højst er i asylsystemet en måneds tid, skal jeg meget hurtigt nå at få kontakt med børn med anden ledsager. Jeg rejser rundt på asylcentre i hele landet, og har samtaler med både børnene og anden ledsager.
– Jeg italesætter adskillelsen fra forældrene og siger for eksempel: ”Jeg ved fra mange af de børn, jeg snakker med i samme situation som dig, at de er bekymrede for deres forældre – og også kan være bange for at være alt for glade. For kan man det, når man savner sine forældre? Og samtidigt er de bange for at være alt for kede af det, for de vil heller ikke gøre deres ledsager ked af det. Hvad tænker du om det, jeg fortæller?” Under samtalen kan ledsager se, hvordan børnene reagerer, og jeg kan se, hvordan ledsager reagerer. Det er et vigtigt signal, at vi må tale om det, der er svært. De har alle en smerte med sig.
– Derudover har jeg fokus på, hvordan kontakten til forældrene er, og jeg vurderer også, om ledsager er i krise. Og hvis andre af ukrainerne udviser tegn på mistrivsel eller har særlige behov, kan de blive indstillet til en tværfaglig samtale – hvorefter vi sammen finder de indsatser, der er behov for, eller inddrager kommunen via en underretning. Jeg formidler oplysningerne videre til deres kommende asylcenter eller kommune.