Faggruppeformand: Revalidering er en investering i borgernes arbejdsevne

Det vil være en katastrofe, hvis det lykkes regeringen at afskaffe revalideringen. Vi risikerer, at vi får en gruppe af borgere, som gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet, men som ikke kan klare omskoling på uddannelseshjælp eller SU. Uden revalideringen kan vi ikke hjælpe dem ordentligt, og så ender de på offentlige ydelser i stedet for på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra socialrådgiver Hanne Poulsen, som har arbejdet med revalidering siden 1989 og har stået i spidsen for Dansk Socialrådgiverforenings revalideringsfaggruppe i de seneste snart ti år.

I dag arbejder hun som selvstændig socialrådgiver, hvor hun blandt andet rådgiver kommuner i at bruge revalideringsordningen – og hun er meget utilfreds med, at regeringen som en del af sin 2025-plan gerne vil afskaffe den.

– Revalideringen blev indført i 1960 med den tanke, at man skulle få folk tilbage i arbejde på en værdig måde, hvis de eksempelvis var blevet ramt af arbejdsskader. Mange af revalidenderne har nået en vis alder, hvor en omskoling på SU eller kontanthjælp kan betyde, at de må gå fra hus og hjem, og det er en social deroute, som i sidste ende koster alle dyrt, siger hun og fortsætter:

– Man kan sige, at vi med revalidering investerer i borgernes arbejdsevne, så de kan blive selvforsørgende. Og når vi kan se, at der ikke er noget, som giver en lige så varig og vellykket effekt som revalidering, er det en helt forkert prioritering at afskaffe det.

En dyr – men varig – løsning

Hanne Poulsen ved godt, at revalidering er en dyr løsning sammenlignet med andre tilbud. Men det er også en varig løsning, og det er ressourceforløb og andet fra loven om en aktiv beskæftigelsesindsats, LAB, ikke i tilnærmelsesvis i lige så høj grad, fortæller hun. Det kan for eksempel være en tømrer, som har fået en alvorlig arbejdsskade og derfor ikke kan fortsætte sit arbejde i faget.

– Han er vant til at arbejde og vil gerne tilbage til arbejdsmarkedet igen, men som ufaglært risikerer vi, at han ender i en spiral, hvor han ryger tilbage på kontanthjælp igen og igen. Så hvis han har motivationen til at læse til bygningstekniker eller andet, kan vi med revalideringen sørge for, at det kan lade sig gøre, så han er varigt ude af systemet, siger hun og tilføjer:

– Borgerne skal hjælpes til den korteste vej til arbejdsmarkedet – det kan måske være at få et job bag kassen i Netto. Men selvom det er den korteste vej, er risikoen for tilbagefald til sociale ydelser stor. Derfor kan den korteste vej godt være revalidering, fordi det giver en varig plads på arbejdsmarkedet.

Da revalideringen blev glemt

Et af regeringens argumenter for planerne om afskaffelse er, at revalideringen ikke er særligt brugt i dag. Kommunerne har i stor stil skåret ned på brugen af ordningen: Ser man på 2015, var der kun en tredjedel borgere i revalidering sammenlignet med ti år tidligere. Men udviklingen skyldes noget helt andet end revalideringens resultater, mener Hanne Poulsen.

– Da loven om en aktiv beskæftigelsesindsats, LAB, trådte i kraft i 1998, kom der en tendens til at sige, at der er de samme værktøjer i LAB som i revalidering – men jeg er på ingen måde enig i udsagnet. Det gjorde revalideringen lidt overset og glemt, siger hun.

Også et manglende fokus på revalidering i jobcentrene er med til at skubbe ordningen ud af billedet, mener Hanne Poulsen, som også opfordrer socialrådgiveruddannelserne til at have større fokus på revalidering.

– Det er meget ærgerligt, at det ikke bliver brugt så meget, for det ender med at blive en overset ordning mange steder. Når man ikke er vant til at bruge revalidering, kan det være svært at gennemskue, hvem der skal have tilbuddet fremfor de andre muligheder. Samtidig giver mange udtryk for, at de mener, at det er besværligt med en opfølgning hver tredje måned, men det er en misforståelse, for det må gerne klares over telefon eller mail.