Et kønnet helhedssyn

Sociale problemer er ofte tilknyttet en kønnet dimension. Mænd er overrepræsenterede inden for eksempelvis hjemløshed, misbrug og kriminalitet, mens kvinder dominerer inden for prostitution, voldsofre, angst og depression. Det har blandt andre VIVE (tidligere SFI) dokumenteret gennem statistikker og undersøgelser.

Mange sociale tilbud og interventioner henvender sig til både mænd og kvinder, men tilgange, aktiviteter og metoder i sociale tilbud vil ofte være domineret af kønsmajoritetens behov. Det giver god mening at tilgodese kønsmajoritetens behov og derved tilfredsstille en nyttefilosofi om at hjælpe flest mulige på en gang, men da vi som socialarbejdere er forpligtede til at favne mangfoldighed og fremme ligestilling, ser vi et behov for et større fokus på køn i praksis, som også tilgodeser kønsminoriteten.

Kønsminoritetens behov

Forskningen inden for køn i socialt arbejde peger på en tendens til en binær opfattelse af køn med udgangspunkt i dét, der er enten maskulint eller feminint. Denne sondring er både naturlig og menneskelig og kan bruges som en fælles forståelsesramme, men det er samtidig vigtigt at være bevidst om, at der er mere at forstå end dikotomien alene.

For når køn “gøres” skævt inden for det sociale arbejde, eksempelvis når den hjemløse eller misbrugeren er en kvinde, eller når voldsofret er en mand, udfordrer det socialarbejderen og stiller krav til kreativiteten. Inden for rammerne skal man give plads til den kvindelige hjemløse eller den voldsramte mand.

Eksempelvis kan en kvinde på et herberg, som primært benyttes af mænd, være ekstra udsat for overgreb, og i de få tilbud for hjemløse kvinder, vil man ofte opdage en bred vifte af sociale udfordringer ud over hjemløshed. På herberger for kvinder vil man ofte tage imod stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse med flere. På grund af det manglende udvalg af specificerede herberger for kvinder er man nødt til at samle flere problemstillin ger under samme tag. De forskelligartede problemstillinger kan yderligere udsætte den – i forvejen – udsatte borger og overse kompleksiteten af den enkeltes behov.

Der ligger for socialarbejdere et kreativitetskrav i at gøre sig bevidst om sin egen forforståelse og nytænke metoder og tilgange for at imødekomme kønsminoritetens behov. Ved at acceptere køn som en del af helhedssynet, som er essentielt for socialt arbejde, vil vi bedre kunne imødekomme og anerkende det hele menneske.

Et kønnet fokus starter på uddannelsen

Det socialfaglige skøn, helhedssynet og borgeren i centrum er på socialrådgiveruddannelsen hugget i sten fra første studiedag, og til vi får vores nål efter tre et halvt år. Men hvordan kan vi som fagpersoner foretage et socialfagligt skøn, en helhedsorientering og sætte borgeren i centrum, hvis vi ikke ser kønnet og forstår, hvad kønsdimensionen potentielt rummer, når vi samtidig ved, at en lang række centrale sociale problematikker er tydeligt kønnede?

Ved at introducere kønsperspektivet på uddannelserne, herunder efter-videreuddannelser, er der mulighed for at undgå en uhensigtsmæssig reproduktion af kønsstereotyper og bryde med det binære fokus, som i vores øjne er i risiko for at påvirke de sociale indsatser.

Hvis man præsenteres for et kønnet fokus, som led i sin grundfaglighed, vil man genkende det i praksis, og det vil i højere grad være muligt at løsrive sig fra det binære fokus.

Et kønnet fokus på uddannelserne vil kunne klæde nyudklækkede socialrådgivere på til at have blik for nogle af de kønsproblematikker, som vi ser i den sociale indsats. Vi ser derfor gerne, at køn anerkendes som et grundlæggende socialfagligt fokus, så vi som kommende socialrådgivere har et mere fyldestgørende grundlag for at udøve kvalificeret socialt arbejde.

Freja Hvid Harvig og Anna Rasmussen er studerende ved International og Interkulturel socialrådgiveruddannelse på Professionshøjskolen Metropol, Frederiksberg.