DEBAT: Tør vi lære af vores fejl?
af Anna Götz Mader Mikkelsen og Anne-Dorte Ploumann Simonsen, nyuddannede socialrådgivere
Da vi begyndte på socialrådgiveruddannelsen, blev vi hurtigt opmærksomme på en markant forskel mellem sundhedsvæsenet og det sociale område. I sundhedsvæsenet findes et fælles sprog og en praksis, der gør det legitimt at lære af utilsigtede hændelser. I socialt arbejde oplevede vi derimod, at fejl sjældent blev drøftet åbent. Men fejl er uundgåelige i komplekse velfærdsprofessioner – derfor er det afgørende, hvordan vi forstår og håndterer dem.
I vores bachelorprojekt undersøgte vi, hvordan fejl forstås og italesættes blandt socialrådgivere og i den offentlige debat. Via spørgeskema, interviews og dokumentanalyse fandt vi, at fejl ofte vurderes ud fra en juridisk-bureaukratisk logik: Er loven overholdt – eller ej? Det gør fejl til et individuelt ansvar og forbinder dem med skyld frem for læring. Frygt for sanktioner og manglende psykologisk tryghed bidrager til tavshedskultur.
I sundhedsvæsenet skabte sproget forandring: Man begyndte at tale om utilsigtede hændelser i stedet for om fejl. Den sproglige re-branding adskilte fejl fra skyld og åbnede for faglig udvikling. Noget tilsvarende kunne have effekt i socialt arbejde.
Det handler dog ikke kun om sprog, men også om rammer. Når medier og politikere fremstiller fejl som ’lovbrud’ eller ’ligegyldighed’, placeres ansvaret ofte hos den enkelte socialrådgiver – og der er fokus på skyld og konsekvens – selv når årsagen ligger i komplekse rammer og ressourcer. Dermed bliver det svært at udvikle en kultur, hvor fejl kan diskuteres åbent og bruges konstruktivt.
Professionsetikken minder os om, at vi både har ansvar for borgernes retssikkerhed og for fagets udvikling. En nytænkning af fejlbegrebet er derfor ikke blot sproglig, men en faglig nødvendighed. Debatten må løftes til politisk niveau – men vi må også starte hos os selv. Vi kan tage ejerskab over sproget og insistere på at tale om fejl, ikke for at bagatellisere dem, men for at lære af dem. Spørgsmålet er: Vil vi være en profession, der tier om fejl – eller en profession, der tør lære af dem?