DEBAT: Ingen ”vælger” at gå amok på jobcentret
"Noget får bægeret til at flyde over af magtesløshed, når en sådan ulykkelig hændelse finder sted."
Ofte er det forældre eller bedsteforældre, der kontakter mig og beretter om hjerteskærende, årelange historier, hvor de har deltaget og stået på sidelinjen i livsforløb – og sagsforløb i kommunen – for deres allerkæreste. Livsforløb der, når de sidder i Bedre Psykiatri, er fyldt med magtesløshed, skyld og skam, rådvildhed og sorg.
I min lokale avis læste jeg en overskrift: ”Den dag en borger valgte at gå amok i Birkebjergparken,” stod der. Birkebjergparken er en del af jobcenteret her. Men ingen vælger eller drømmer om at gå amok i deres jobcenter. Noget får bægeret til at flyde over af magtesløshed, når en sådan ulykkelig hændelse finder sted. Ulykkeligt for medarbejderne og borgere i lokalet – men glem ikke: Også ulykkeligt for ”manden, der valgte at gå amok.”
Heldigvis lever vi i et samfund, hvor der er debriefing, defusing og psykisk førstehjælp til medarbejdere og borgere samt et hurtigt tilkaldt politi, der kan tage sig af voldsmanden. Med politianmeldelsen sættes der straks en masse i sving med fokus på paragraffer om straf og sanktioner i flere myndigheder. Vi aktiverer flere myndigheder, når voldsmanden presses frem i et magtesløst menneske.
Kunne de gode menneskelige og økonomiske kræfter være anvendt via en mere nuanceret indsats for blandt andre psykisk sårbare, inden vi får registreret endnu en voldsmand?
Kunne man for eksempel etablere en JOB-mobil, der kunne tilbyde samtaler i eget hjem eller i bilen, fremfor at møde op i et stort lokale, som fremkalder ubehag og direkte angst hos mange? Kunne vi uddanne frontmedarbejdere til at håndtere psykisk sårbare mennesker? Eller sætte større fokus på individuelle, særligt tilrettelagte sagsbehandlingsforløb? Kunne vi ansætte en socialrådgiver, der tværfagligt – uden egne sager – kunne modtage henvendelser med bekymringer fra pårørende og rådgive og vejlede eller direkte indkalde til rundbordssamtale eller andet, der kunne opfange magtesløsheden. Så kunne vi få kommunens gode, tværfaglige og helhedsorienterede beredskab aktiveret, så både pårørende og borgere kan opleve sig hørt og forhåbentlig også forstået.
Karin Kambskard er socialrådgiver, Bedre Psykiatri
Du kan maile til redaktionen@socialraadgiverne.dk