Endnu et opråb fra socialrådgiverne på børnehandicapområdet

Først advarede en lang række socialrådgivere i et indlæg i Politiken om, at tidspres og økonomi ofte står i vejen for, at kommuner kan give børn med handicap den hjælp, de skal have. Nu er det socialrådgiverne i afdelingen Myndighed for Børn og Unge Handicap i Randers Kommune, der siger fra overfor et urimeligt sagspres.

Medarbejderne i afdelingen Myndighed for Børn og Unge Handicap i Randers Kommune har sendt et høringssvar til politikerne i forbindelse med budgetforhandlingerne, hvor de siger fra overfor et urimeligt sagspres, der betyder, at de ikke kan give borgerne den hjælp, de har brug for og ret til.

Tillidsrepræsentant Jonas Weng siger blandt andet til Randers Amtsavis:

– Det, vi laver, er brandslukning. Vi tager os af de akutte sager, og der er slet ikke tid til det forebyggende arbejde.

Hvis socialrådgiverne skal kunne følge med, kræver det otte nye kolleger. Men politikerne i Randers vil ikke love, at der bliver afsat flere penge til området i budgettet for 2021.

Det er Trine Quist, formand for Dansk Socialrådgiverforenings Region Nord, meget uforstående overfor.

– Hvordan kan byrådspolitikerne i Randers sidde dette overhørigt? Det går ud over borgerne i kommunen, og det skaber et meget presset arbejdsmiljø for medarbejderne. Er det virkelig den politiske linje i Randers?