Vejen fra et trygt liv til en social deroute er blevet meget kort

Som socialrådgiver er man ikke i tvivl om, at der findes mennesker ramt af fattigdom i Danmark.

Vi møder dem i vores arbejde i kommunerne, på skoler, herberger og på gaden rundt omkring i landet. Vi modtager deres ansøgninger om enkeltydelser, når der ikke er råd til flyverdragten eller barnevognen. Vi er med, når fogeden banker på døren, og familien sættes ud, fordi der ikke længere er råd til huslejen.

Vi laver regnestykket, der viser, at den enlige mor med to børn er nødt til at flytte væk fra hjem, skole, venner og netværk til den anden ende af landet, hvor huslejen er billigere. Vi ser, hvordan et simpelt uheld kan få uoverskuelige, varige konsekvenser, fordi forsikring er en by i Rusland. Vi møder voksne, der må undlade at købe nødvendig, dyr medicin eller få ordnet resterne af det tandsæt, som stjæler opmærksomheden til jobsamtalen og i enhver anden social sammenhæng. Vi møder børnene, der ikke inviterer kammerater med hjem, fordi de skammer sig og ikke vil vise andre, hvordan børneværelset, køleskabet og økonomien ser ud derhjemme.

Så jeg er ikke i tvivl. Der findes mennesker ramt af fattigdom i Danmark, det vi også kalder relativ fattigdom. Mennesker, hvis økonomi spænder ben for det liv, som langt størstedelen af befolkningen i Danmark har mulighed for at leve.

I statistikkerne såvel som i den virkelige verden kan vi se, at det først og fremmest er mennesker, der er ramt af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen, som lever i fattigdom. 33.127 mennesker er pt. ramt af kontanthjælpsloftet, mens 25.081 mennesker er ramt af integrationsydelsen (tallene for 225-timersreglen er først tilgængelige i midten af november). Disse mennesker har inden for det seneste år fået reduceret deres rådighedsbeløb i forskellig grad – mange så kraftigt, at hverdagene, som Joakim B. Olsen rigtigt skriver, er blevet en kamp for at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

Urimeligt sammenligningsgrundlag

Inden vi diskuterer konsekvenserne, fornuften og rimeligheden i at gøre hverdagen til en kamp for disse mennesker, så lad os lige få de faktuelle forhold omkring de tal, der hvirvler rundt i debatten, på plads:

Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder et centralt argument. Men i de regneeksempler, der skal illustrere den økonomiske forskel på at være i beskæftigelse og kontanthjælp, er beløbet for en kontanthjælpsmodtager beregnet inklusiv de universelle velfærdsydelser, som alle i Danmark får. Det bliver ofte sammenlignet med indtægten for folk i beskæftigelse eksklusiv universelle ydelser. Det er ikke et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Når det er på plads, står diskussionen om størrelsen på ydelserne stadig tilbage. F.eks. beløb som 17.600 kr. i samlede ydelser til en enlig mor med to børn. Er det meget eller lidt? Rimeligt eller urimeligt?

I den diskussion savner jeg, at vi forholder os til, hvad det koster at leve i Danmark – på hvilket niveau. Derfor ser jeg frem til, at Rockwoolfonden i den kommende uge offentliggør såkaldte minimumsbudgetter for, hvad det koster at leve et absolut »nødvendigt, beskedent liv«. Det kan kvalificere debatten. Og lur mig, om ikke minimumsbudgetterne vil bekræfte mine erfaringer fra virkeligheden: Nemlig, at livet på de lave ydelser kræver, at man kæmper for at få enderne til at mødes, at der ikke er plads til ret store uforudsete udgifter eller bare mindre armbevægelser. At der måske snarere er tale om at overleve end at leve.

Det er her, politikerne må gøre op med sig selv: Ønsker vi et samfund, hvor mennesker skal kunne leve eller blot overleve, hvis de bliver ramt af arbejdsløshed? Fra et socialfagligt perspektiv ønsker jeg klart det første – af flere årsager.

Rent menneskeligt synes jeg kun, at det er rimeligt, at man ikke lander for hårdt, når man bliver ramt af sygdom, svingende konjunkturer eller uheld. At der er et fintmasket sikkerhedsnet, der griber en og bidrager effektivt til, at man kan rejse sig igen som et helt menneske. Men samfundsmæssigt er det også klogt, at vi indretter os sådan. For det er dyrt at gøre folk fattige. Dyrt, når den enlige mor bliver sat ud af lejligheden, og vi må placere hende på et herberg og eller anbringe børnene i en periode. Dyrt, at børn og unge får en markant dårligere uddannelse, fordi de er vokset op på økonomisk lavblus, som SFI har dokumenteret.

Vejen til social deroute er blevet kort

De menneskelige og økonomiske omkostninger af at skrue så meget ned for økonomien hos dem, der i forvejen har mindst, er altså enorme – og som fagfolk oplever vi, at det både skaber og forstærker øvrige sociale problemer. Netop derfor vurderer vi, at det giver mening at tale om materiel fattigdom i Danmark.

Vi socialrådgivere arbejder målrettet for at hjælpe folk i ledighed ind på arbejdsmarkedet. Det er en kerneopgave og et mål, vi til fulde deler med regeringen og Joakim B. Olsen. Men vi ved, at det pt. primære middel i beskæftigelsesindsatsen – at skære i ydelserne for at øge incitamentet til at arbejde – simpelthen ikke virker på langt størsteparten af de ledige. For en stor del af målgruppen er syge eller nedslidte med store helbredsudfordringer, der ingen eller meget ringe mulighed har for at agere på de økonomiske incitamenter. Tværtimod bliver deres udfordringer større og mulighederne for at flytte sig ringere. Regeringen ved det godt og vurderede allerede fra starten, at blot 700 fuldtidspersoner vil komme i arbejde som følge af de lave ydelser.

Naturligvis kan man indvende, at kontanthjælpen er tænkt som en midlertidig ydelse, som man kun skal klare sig for i en kortere periode. Men virkeligheden er den, at mange borgere lever af kontanthjælp i lange perioder, især dem med andre problemer end ledighed. Efter de seneste års reformer, er de simpelthen ikke berettiget til andre ydelser.

Lige nu oplever vi, at vejen fra et trygt liv til en social deroute er blevet meget kort. Behøver det være sådan? Nej. For vi kunne vælge et understøttelsesgrundlag, hvor alle kunne sikres de basale behov, uden at der er tale om luksus. Ville alle sociale problemer så forsvinde? Nej. Men vi ved, at økonomisk fattigdom aldrig har gjort noget godt – hverken for den enkelte eller samfundet.