Sygdom skubber tusinder ud af arbejdsmarkedet
Politikerne har intet øje for, hvem modtagerne af de sociale ydelser rent faktisk er, og hvorfor de er endt uden for arbejdsmarkedet. Debatindlæg på politiken.dk af Majbrit Berlau, formand i Dansk Socialrådgiverforening
Politiken har i den seneste tid bragt en række portrætter af danskere, som lider afsavn, føler sig usikre og i det hele taget er udenfor på grund af fattigdom. Portrætterne giver et meget nuanceret og differentieret billede af den sociale virkelighed, mennesker og familier, som lever af kontanthjælp eller førtidspension, oplever. De fortæller historier om mennesker, der er eller har været ramt af fysisk eller psykisk sygdom, som har betydet, at de har måttet forlade arbejdsmarkedet.
Billederne er velkendte for os socialrådgivere. Kigger man på gruppen af kontanthjælpsmodtagere, er der tusindvis af historier som dem, Politiken har fortalt. I de mange beretninger er der især to træk, som går igen: borgernes helbredssituation og sociale forhold. Dårligt helbred samt sociale problemer er for mange kontanthjælpsmodtagere grunden til, at de er på kontanthjælp, og samtidig er det de barrierer, der holder dem fra at komme i arbejde.
Netop derfor er det paradoksalt, at den ellers allestedsnærværende politiske debat om kontanthjælpsmodtagere i meget ringe grad tager højde for årsagerne til, at mennesker ender i velfærdsstatens laveste sikkerhedsnet. Mens vi konstant hører om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at modtagere af sociale ydelser skal motiveres til at tage et arbejde, har politikerne i forsvindende grad øje for, hvem modtagerne er, samt hvorfor de er endt uden for arbejdsmarkedet.
Det er problematisk af flere årsager. For det første fordi det mangeårige fokus på motivation er blevet gjort til grundlaget for sociale indsatser for de pågældende borgere. Men netop det grundlag er for en stor del af kontanthjælpsmodtagerne skudt fuldstændig forbi målet.
Problemet med det ensidige, incitamentsrettede fokus er, at de mange kontanthjælpsmodtagere, som har sociale udfordringer eller helbredsproblemer, ikke tænker på de økonomiske forskelle på løn kontra kontanthjælp.
De fokuserer i langt højere grad på at blive raske og genvinde et helbred, så de kan magte hverdagen samt et eventuelt arbejde og blive selvforsøgende.
De har i forvejen et stærkt ønske om, at deres situation bliver afklaret, så de kan komme fri af kontanthjælpen. Det forhold tager den politiske debat – og i forlængelse heraf de værktøjer, socialrådgiverne har til rådighed i indsatserne – ikke tilstrækkeligt højde for. Det betyder, at borgere, som i forvejen kæmper med en mængde komplicerede problemer, skal trækkes igennem en række arbejdsprøvninger, som for de flestes vedkommende synes udsigtsløse, da deres vej til job netop er hæmmet af eksempelvis dårligt helbred eller misbrug. Eller begge dele.
En anden konsekvens er, at kontanthjælpsmodtagerne på grund af de lave ydelser kommer til at lide en række afsavn, der i mange tilfælde er en direkte hindring for, at de kan fokusere på at overkomme deres helbredsmæssige og sociale udfordringer, der spænder ben for, at de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det gælder både udfordringer i forbindelse med indkøb af tøj og dagligvarer samt muligheden for at deltage i fritidsaktiviteter, ferier og andet, som forbindes med et normalt liv.
Når vi fra Dansk Socialrådgiverforenings side løbende opfordrer politikerne til at tage højde for kontanthjælpsmodtagernes livssituation og arbejde for en helhedsorienteret indsats for den enkelte, er det udtryk for en faglig vurdering af den nødvendige indsats for den gruppe af mennesker, vi har med at gøre.
De nye reformer på kontanthjælps-og førtidspensionsområdet rummer en række elementer, der styrker muligheden for en helhedsorienteret indsats, som tager hånd om borgernes samlede livssituation. Samtidig åbner de for nye socialfaglige tilgange til unge og nogle af de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Det gælder blandt andet fokus på uddannelse.
Det er værktøjer, som – hvis de bruges rigtigt – kan skabe fremgang for kontanthjælpsmodtagere i samme situation som dem, der beskrives i Politikens portrætserie. Problemet er bare, at disse tiltag overtrumfes af de nye lave ydelser, sanktioner og fokus på økonomiske incitamenter. Hvis målet med beskæftigelsesindsatsen er, at færre skal være på offentlig forsørgelse, er vi nødt til at bruge arbejdsredskaber og indsatser, som rent faktisk tager højde for målgruppens udfordringer. Forsøger man at bruge en hammer til at skrue en skrue ind i en væg, bliver resultatet derefter. I stedet for at argumentere for, at vi bare skal slå hårdere på skruen, er det på tide, at vi finder skruetrækkeren frem.