Signaler er ikke nok

V-regeringen har inviteret en række fagfolk og interesseorganisationer til en dialog om indholdet af 2020-målene. Men der skal også handling bag de gode intentioner. Debatindlæg på Altinget.dk af Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening

En af de første handlinger, Karen Ellemann (V) foretog sig som ny socialminister, var at skrinlægge den forrige regerings fattigdomsgrænse. En beslutning, som mødte kritik fra en række fagfolk, heriblandt Dansk Socialrådgiverforening.

Vi socialrådgivere mener, fattigdomsgrænsen var værdifuld, fordi den meget tydeligt satte tal på en udvikling, der er afgørende at holde øje med: antallet af økonomisk fattige i Danmark.

Argumentet fra socialminister Karen Ellemann for afskaffelsen var, at fattigdomsgrænsen ikke reelt gav et billede af, hvor mange borgere som havde brug for hjælp.

Det argument er jeg kun delvist enig i, da den vedtagne fattigdomsgrænse var meget restriktiv. Lå familier under fattigdomsgrænsen, var det altså ”ikke for sjov”. Til gengæld skal socialministeren have ros for rent faktisk at følge op på sit løfte om at ville kortlægge, hvor mange socialt udsatte i Danmark der har behov for hjælp – og om den hjælp, der gives fra fællesskabet, reelt virker.

Regeringen har således meldt ud, at man vil opstille nye mål for socialpolitikken, og Karen Ellemann har inviteret en række fagfolk og interesseorganisationer til dialog om, hvad de nye sociale mål bør indeholde.

Lave ydelser kræver styrket social indsats

Denne invitation er et vigtigt signal, mener jeg. For der er masser af værdifuld viden om socialt og økonomisk udsatte familier i Danmark, som regeringen i den grad bør inddrage. Skulle invitationen til gengæld vise sig kun at være et signal, kan det blive endnu hårdere tider for Danmarks udsatte, for socialarbejderne – og for socialministeren selv.

Regeringens nedsatte ydelser vil som bekendt medføre flere fattige og dermed flere familier med risiko for social deroute. Den risiko er vi nødt til at tage alvorligt.

Regeringen argumenterer ofte for de lave ydelser med, at socialt udsatte i stedet for at modtage ydelser skal ind på arbejdsmarkedet. Men hvis det skal ske, er vi nødt til at investere i både den sociale indsats, som skal hjælpe socialt udsatte i job og i det socialøkonomiske arbejdsmarked, så der bliver plads til de medarbejdere, som af forskellige grunde ikke kan levere 100 procent i 37 – eller flere – timer om ugen.

Derfor glæder det mig, at netop den slags investeringer i stigende grad ses om netop investeringer frem for udgifter. Det gælder blandt andet i kommunerne, hvor vi ser flere eksempler på investeringsdagsordener på især børneområdet, men også i forhold til indsatsen for at hjælpe udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet.

Adskillige undersøgelser – både danske og udenlandske – viser positive økonomiske sidegevinster på både kort og lang sigt, når sociale indsatser forbedrer udsatte borgeres livsvilkår, og det er smittet af på politikernes evt. forståelse?/erkendelse af, at det er nødvendigt at investere i det sociale arbejde.

Signaler er ikke nok

Den nye sociale satspuljeaftale afsætter midler til videreudvikling af samfundsøkonomiske modeller som Skandia-modellen, der kan beregne de menneskelige gevinster og de økonomiske effekter af tidlige, forebyggende sociale indsatser.

Det er endnu et vigtigt signal. Men signaler er ikke nok. Som socialrådgiver påbyder min faglighed mig at gøre opmærksom på, at eksempelvis de høje sagstal, mange socialrådgivere sidder med ude i kommunerne, i den grad er en hindring for at skabe fremdrift for udsatte familier og for ledige med sociale problemer, som gør deres vej ind på arbejdsmarkedet længere end gennemsnitsdanskerens.

Der er behov for en tæt relation mellem socialrådgiver og borger, og for en helhedsorienteret indsats, hvor borgeren ikke bliver kastebold i systemet. Hvis man investerer i denne form for indsats, ser vi rent faktisk ”betaler sig selv hjem” i løbet af nogle år.

De nye sociale mål – og indsatsen for at nå dem – er regeringens chance for at vise, at de nye, fattigdomsskabende sociale ydelser til Danmarks mest udsatte ikke kommer til at stå alene.