Høje sagstal skader både indsatserne for borgerne og socialrådgivernes arbejdsmiljø

Formand for DS Region Øst, Rasmus Balslev, var 7. august blandt talerne ved en demonstration på Københavns Rådhusplads arrangeret af Næstehjælperne og Jobcentrenes Ofre. Her kritiserede han blandt andet de høje sagstal på Københavns omstridte Jobcenter Lærkevej, der skader både indsatserne for borgerne og socialrådgivernes arbejdsmiljø.

Først og fremmest vil jeg gerne rose Næstehjælperne og Jobcentrenes Ofre for at have fået skabt så stor opmærksomhed på forholdene for syge og udsatte medborgere og givet dem en stemme. Det er en kæmpe opgave og et kæmpe ansvar, I har taget på jer – og vi er mange, der skal tage ansvar for denne vigtige dagsorden.

I Dansk Socialrådgiverforening forstår vi godt de frustrationer, der ligger til grund for demonstrationerne over beskæftigelsessystemet. Frustrationerne er ikke nye for os, og vi deler dem langt hen ad vejen. At syge og udsatte medborgere stagnerer i 5, 10 og 20 år på en stadig ringere kontanthjælp er ikke værdigt, hverken for dem, der rammes, eller for det højt besungne danske velfærdssystem.

I Socialrådgiverforeningen har vi kæmpet i årevis for at sikre landets syge og udsatte borgere ordentlige vilkår. Vi har fra dag 1 været imod kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og de skærpede betingelser for at blive bevilget førtidspension og fleksjob – simpelthen fordi der ikke er det fjerneste faglige belæg for at sige, at den form for incitamentstyring styrker ledige borgeres helbred eller tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi vil derhen hvor det er den faglige helhedsvurdering af en borgers ressourcer og problemstillinger, der er styrende for hvilken afgørelse, der træffes. Vi ved, hvor stor menneskelig betydning, kommunernes afgørelser har – alt for stor betydning til, at de bør detailstyres af refusionsregler og samtalefrister, der blokerer for forløb tilpasset den enkelte borger. Strammere lovgivning og strammere økonomistyring af kommunerne har desværre gjort det faglige råderum mere og mere snævert. Og mange kommuner har samtidig organiseret sig på en måde, der primært tilgodeser forvaltningernes regneark frem for borgernes livssituation.

Men vi giver ikke op!

Vi har for nylig sendt beskæftigelsesministeriet en lang række konkrete forslag til en bedre beskæftigelseslovgivning – forslag, der skal afvikle overflødigt bureaukrati, sikre hurtigere afklaring af syge og udsatte borgeres ressourcer og problematikker, sikre sammenhæng mellem indsatser på tværs af forvaltninger, styrke beslutningskompetencen hos de fagfolk, der møder borgerne, og meget mere. Og vi forventer at kunne se vores aftryk, når Troels Lund Poulsen til efteråret præsenterer sine forslag til forenkling af beskæftigelsesloven. Og over hele landet kører vi en kampagne over for alle kommunalvalgskandidater omkring prioritering og investering i beskæftigelsesindsatsen.

Over for Københavns Kommune har vi hele tiden stillet os undrende over for det lave antal tildelinger af førtidspension, uagtet Ankestyrelsens blåstempling. Det må aldrig være et mål i sig selv, at færrest muligt tildeles førtidspension, og den mistanke er desværre nærliggende, når man kigger i statistikken.

Men der er en anden statistik, der er mindst lige så alvorlig – det er den omkring jobcentrenes sagstal – altså hvor mange borgerforløb, hver enkelt sagsbehandler er ansvarlig for. Her topper København ganske suverænt. Intet andet sted i landet har en sagsbehandler 220 borgerforløb, som tilfældet er på Lærkevej. Det er himmelråbende uambitiøst, at kommunen på intet tidspunkt siden jobcenterets dannelse i 2007 har taget ansvar for, at medarbejderne har rimelige rammer for deres arbejde. Intet menneske – uanset faglig baggrund – kan have det fulde overblik over 220 komplekse sager og udføre et optimalt stykke fagligt arbejde i dem alle. Der er ikke tid til at holde samtaler på mere end 20 minutter eller indgå i et reelt samarbejde med borgerens læge, netværk eller sågar andre kommunale forvaltninger – alt det, der kendetegner den individuelle, helhedsorienterede indsats. Det ved de godt, medarbejderne på Lærkevej – og de mange andre steder, hvor sagstallene er højere end fagligheden tillader. De kæmper en daglig kamp for at gøre det bedst muligt, men drømmer om meget mere end det! Derfor har vi fra Socialrådgiverforeningen også tydeligt tilkendegivet over for Københavns Kommune, at investeringer på beskæftigelsesområdet er en nødvendighed – især på Lærkevej. Det betaler sig, både menneskeligt og økonomisk, at ledige borgere afklares og hjælpes på rette hylde hurtigt frem for at de havner i en endeløs række af praktikforløb og opslidende hverdage på kontanthjælp. Det har flere kommuner i landet efterhånden indset. Men den eneste kommentar, jeg har hørt fra Anna Mee Allerslev, har været: ”det vil være for dyrt at sænke sagstallet væsentligt”. Vores modsvar er: ”det er for dyrt at lade være!”.

Al det lobbyarbejde og alle de politiske udmeldinger, vi kommer med i Socialrådgiverforeningen, er ikke noget, vi sidder og finder på i en lukket klub af formænd. Vi er en forening af 16.000 medlemmer – en stor del i jobcentrene – som ad alle mulige kanaler former foreningens holdninger. Både lokalt og nationalt bruger vi vores faglighed til at argumentere for bedre vilkår for vores arbejde og for borgerne. De to ting hænger nemlig snævert sammen. Og hvis først landets beslutningstagere ser, at 16.000 socialrådgivere og et stort antal borgeres markerer fælles dagsordener på forskellige platforme, er der håb forude. Men det kræver også, at vi får åbnet øjnene hos Hr. og Fru Danmark – at vi får det store flertal af vores medborgere, der ikke bekymrer sig om at blive en del af det sociale system, til at forstå, at social- og beskæftigelsespolitik handler om ligeværdige mennesker af kød og blod, der fortjener at blive behandlet ordentligt – og at de selv kan risikere at blive ramt af sygdom og arbejdsløshed. Vi skal have flere vælgere til at stille krav om et godt socialt sikkerhedsnet uden huller og nedværdigende behandling, og jeg ser forventningsfuldt frem til at følge Næstehjælpernes og Jobcentrenes Ofres indsats frem mod kommunalvalget i november.

Særligt på facebook er der rejst voldsom kritik af jobcentrenes medarbejdere. Lad mig lige slå fast: Hvis der er nogen, socialrådgiverne er soliariske med, er det landets syge og udsatte borgere! Andet giver ikke mening. Historien om den psykopatiske socialrådgiver, der kun har sit arbejde for magtens skyld, er et falsum. Lige så vel som historien om den luddovne arbejdsløse samfundsnasser, der lyver sig syg, er et falsum. De eksisterer i hvert fald ikke i et omfang, der på nogen måde berettiger hele grupper til at blive lynchet i den offentlige debat, og sådan en forestilling om andre mennesker skaber ingen fremdrift mod fælles mål.

Ja, gu finder der dårlig sagsbehandling sted, og der er situationer hvor det slet ikke lykkes at få samarbejdet op at køre og hvor borgeren føler sig trådt på, talt ned til og ikke respekteret. Det er ikke noget vi siger eller gør med stolthed – men psykopater eller fangevogtere, det er vi altså ikke.

Det eneste, der kan ødelægge vores fælles kamp for bedre behandling af syge og udsatte borgere er, at vi skaber fjendebilleder af hinanden og pr. automatik sender vrede smileyer eller tilsvininger af sted hver gang nogen giver et perspektiv fra den anden side af bordet. Når krybben er tom, bides hestene – der har været alt for lidt politisk velvilje til at prioritere indsatsen over for syge og udsatte borgere, og det går ud over os alle – men lad os nu én gang for alle blive enige om, at der er mere, der samler udsatte borgere og socialrådgivere, end der skiller. Beskæftigelsespolitikken har været på afveje i mange år, bureaukratiet har taget fuldstændig overhånd og den nødvendige finansiering har mange steder slet ikke været til stede. Lad os bruge vores respektive perspektiver og energi på at rette kritikken og ikke mindst de konstruktive løsninger derhen hvor beslutningerne træffes. Københavns Kommunes beskæftigelsesudvalg er et rigtig godt sted at starte.
Fortsat god kampgejst!