Regeringen ”glemmer” fattigdom i sin sociale redegørelse
Redegørelsen springer hen over afgørende socialpolitiske ændringer som kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen, selvom det er indlysende, at den fattigdom, de skaber, vil få særdeles stor social betydning.
Der er ingen tvivl om, at regeringens socialpolitiske redegørelse vil blive en faktor i den socialpolitiske debat. Derfor føler vi socialrådgivere god grund til at knytte nogle bemærkninger til den.
Blandt andet fordi redegørelsen har nogle helt grundlæggende problemer, eksempelvis dens snævre fokus, hvor socialpolitik udelukkende er defineret som foranstaltninger efter serviceloven, for eksempel i forbindelse med anbringelse af et barn.
Dette er en alvorlig begrænsning, for netop i disse år sker et vigtigt brud med denne snævre definition, hvor kommuner i stedet satser på at arbejde tværsektorielt, tværfagligt, helhedsorienteret og rehabiliterende. Det er et enormt fremskridt, som kan føre os væk fra skarpt adskilte sektorer med et unødvendigt og stort bureaukrati og over i en sammenhængende indsats.
For eksempel over for udsatte familier, hvor socialforvaltning, skole, PPR, daginstitution, sundhedspleje osv. koordinerer deres indsats tæt sammen med familien i den såkaldte sverigesmodel. Vi ser det også i beskæftigelsesreformerne, der indførte tværsektorielle team, koordinerende sagsbehandlere med mere.
Alt sammen ud fra en forståelse af, at man skal sætte bredt ind over for borgernes samlede situation for at løse problemerne tidligt og mere grundlæggende – og med en forpligtende inddragelse af borgerne selv. Alt dette er fraværende i redegørelsen, hvilket er overraskende og ærgerligt, da redegørelsen derved virker ude af trit med udviklingen i kommunerne.
Effekten af hele indsatsen
Samtidig springer redegørelsen hen over afgørende socialpolitiske ændringer som kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen, selvom det er indlysende, at den fattigdom, de skaber, vil få særdeles stor social betydning. Ordet ”fattigdom” nævner redegørelsen i øvrigt ikke en eneste gang.
Tallet 45 mia. kr. – de samlede udgifter for de sociale indsatser – går derimod igen, og social- og indenrigsminister Karen Ellemann har på den baggrund udtalt i pressen, at vi ikke får nok effekt af alle indsatserne.
Selvfølgelig skal vi altid iagttage værdien og effekten af de indsatser, vi investerer i – som socialrådgivere ønsker vi netop, at vores arbejde gør en positiv forskel. Men redegørelsen definerer udelukkende effekt som ”progression” for borgerne i form af uddannelse og beskæftigelse.
Det er problematisk, for der er langt flere mål for det sociale arbejde. Et eksempel kunne være kompensering af menneskers handicap for at sikre medborgerskab, så de kan være med i samfundet. Alligevel er det helt centrale kompensationsprincip ikke nævnt i redegørelsen.
I redegørelsen har det heller ingen værdi at give en hjemløs en seng på et herberg i stedet for at lade ham sove på gaden eller for den sags skyld at sikre, at et udsat barn ikke lider overlast i en dårligt fungerende familie. Sådanne succeser passer ikke ind i redegørelsens definition af ”progression”, og netop derfor risikerer man at snuble til en konklusion om, at indsatser ikke virker.
Det politiske ansvar
Samtidig tager redegørelsen ikke højde for de manglende ressourcer til indsatserne, og man kan ikke bebrejde hverken socialarbejdere eller konkrete metoder for eventuelt manglende effekt, når der ikke afsættes den nødvendige finansiering – dette er et politisk ansvar.
Til gengæld har redegørelsen en vigtig pointe i, at vi mangler viden om, hvad der virker. Derfor bør vi styrke forskningen på socialområdet – det gælder også praksisforskningen.
Vi skal sikre en meningsfuld evaluering og effektmåling, gerne med reelle målinger af progression og borgertilfredshed. Disse forhold bruger vi desværre ikke meget tid på i dag.
Men Social- og Indenrigsministeriet bør også anerkende, at der er en kæmpe viden om det sociale arbejde ”ude i praksis”. Det er blandt andet den viden, der har skabt grundlaget for de tværsektorielle indsatser i reformerne og i kommunerne – og som skal skabe værdi af de 45 mia. kr., der bruges på området. Jeg håber derfor ikke, ministeren forestiller sig, at det socialpolitiske område kan vurderes alene på baggrund af redegørelsen – for det ville være et for snævert grundlag.