Opråb fra socialrådgivere: Frygter bølge af boligudsættelser
Folk, der åbenlyst ikke er klar til at varetage et job, bliver erklæret jobparate på grund af politikernes stramninger. Det skriver socialrådgiverne i dette indlæg med hjælp fra en socialrådgiver fra en vestsjællandsk kommune.
Debatten om regeringens fattigdomsskabende ydelser har kørt i månedsvis, og jeg har som formand for Dansk Socialrådgiverforening gentagne gange præsenteret de socialfaglige argumenter for, hvorfor politikernes insisteren på økonomiske incitamenter ikke er det rette middel til at få udsatte ledige i job.
I sidste uge blev vi kontaktet af en socialrådgiver ansat i en vestsjællandsk kommune. Hun beskrev meget præcist konsekvenserne af at sætte ydelserne markant ned. Både for borgerne og for de socialarbejdere, der skal hjælpe borgerne videre. Jeg har fået tilladelse til at viderefortælle hendes historie – så længe, hun kan være anonym. Her vælger jeg at overlade ordet til min kollega fra Vestsjælland:
Meget lavt rådighedsbeløb
”Tror politikerne, man kan leve for 44 øre om måneden? Jeg kender via mit arbejde til en mand på den nye integrationsydelse, som – fordi han ved siden af faste udgifter til skat og husleje også skal betale børnebidrag til sin ekskone – har et rådighedsbeløb på 44 øre om måneden.
Til efteråret vil udrulningen af kontanthjælpsloft og 225-timersreglen ramme endnu flere udsatte ledige på deres livsgrundlag, og jeg frygter, at vi til januar vil se en bølge af udsættelser til følge.
Allerede nu lever familier på kontanthjælp på et eksistensminimum hele året. Når det bliver jul, siger mange: ”Nu kan det være nok.” Mor køber julegaver, for det skal børnene have – ligesom deres klassekammerater. De skal i det hele taget have lov til at føle sig helt almindelige.
Jeg har hørt historien adskillige gange. Julen bliver et valg mellem højtid og husleje, og når ønsket om at få en ”helt almindelig jul” vinder, rykker boligudsættelsen nærmere. Det er derfor, jeg frygter den kommende januar, hvor familiernes rådighedsbeløb vil være endnu lavere.
Hvis de ikke har råd her – hvor så?
”Familierne må flytte i billigere boliger,” siger politikerne.
For det første er det svært ikke at se det som en opfordring til social eksport kommunerne imellem. For det andet arbejder jeg i en vestsjællandsk kommune, hvor vi i årevis har været tilflytterkommune for mennesker på overførselsindkomst, og vi har allerede nu familier, vi ikke kan finde bolig til, simpelthen fordi der ikke er nok billige lejemål i kommunen. Og sagt lidt groft: Hvis familier ikke har råd til huslejen her, hvor har de så?
Samtidig er en stor del af borgerne i farezonen så langt væk fra arbejdsmarkedet på grund af eksempelvis misbrug, helbredsproblemer eller bare manglende kompetencer, at de ingen reel mulighed har for at komme i job på normale, ustøttede vilkår.
Eksempelvis har jeg kontakt til en borger med hjemmeboende børn, som er erklæret jobparat og dermed har udsigt til at blive ramt af 225-timersreglen, selvom han er så dybt alkoholiseret, at det er klart for enhver, at han ikke kan varetage et ordinært, ustøttet job.
Men fordi den nødvendige dokumentation for mandens situation – blandt andet grundet hans manglende samarbejdsvilje som følge af misbruget – ikke var til stede ved afgørelsestidspunktet, var hans myndighedssagsbehandler lovmæssigt tvunget til at erklære ham klar til job.
Det er bare ét billede på konsekvenserne af, at politikerne strammer den økonomiske skrue for udsatte ledige og samtidig sparer på ressourcerne til udredning af deres helbredssituation og på de redskaber og metoder, vi socialrådgivere har til rådighed i beskæftigelsesindsatsen.
De mange reformer fra Christiansborg, som har sendt en række syge og nedslidte borgere på kontanthjælp, lægger ellers op til forskellige metoder til at få dem i job, som ofte er særdeles fornuftige og har evidens for effekten. Men for at det skal virke i praksis, kræver det altså, at der afsættes de nødvendige ressourcer, og at kommunerne forpligtes til at implementere metoderne ordentligt.
De ressourcer og den forpligtelse er bare aldrig fulgt med reformerne – til frustration for både de udsatte ledige, som ingen reel mulighed har for at reagere på de lave ydelser, og for os socialrådgivere, som ikke får mulighed for at levere den sociale og beskæftigelsesrettede indsats, som vi ved, virker.”