Lad os sadle om i de kommunale børnesager, hvad venter vi på?

Rigsrevisionen har rejst en sønderlemmende kritik af den måde, vi behandler de mest udsatte børn. Skiftende regeringer har ikke fulgt op på reformer; lovgivningen overholdes ikke; der er meget sparsom viden om og fokus på, hvad der faktisk kommer ud af indsatsen for børnene og familierne. Problemer, som både Børns Vilkår og Dansk Socialrådgiverforening har påpeget mange gange gennem årene.

Bag Rigsrevisionens beretning lurer et samfundssvigt over for de børn, der har mest brug for hjælp og beskyttelse. Mangelfulde handleplaner og mangel på inddragelse af barnet i en børnesag har stor betydning for de meget udsatte børn og unge, vi har med at gøre; et barn, der svigtes af sine nærmeste, er afhængig af myndighedernes evne til at gribe ind, så svigtet har færrest mulige konsekvenser for barnet nu og her og på sigt.

Lovgivningen yder langt hen ad vejen en god beskyttelse af børnene, men det nytter jo ikke, når den ikke bliver overholdt eller virker i praksis. Derfor skal vi sadle om i den sociale indsats. Vi skal gøre det, vi véd, der virker. Vi skal give socialrådgiverne langt bedre mulighed for at løfte deres arbejde. Barnets stemme skal høres tydeligere. Vi véd, at vejen til bedre anbringelser går gennem barnet i form af inddragelse, der styrker såvel barnets oplevelse af at have indflydelse på sit eget liv og den handleplan, som der skal udarbejdes. Vi ved, at børnene ofte oplever, at der er problemer netop i dialogen med de voksne. De kan føle, at de ikke er blevet hørt og forstået, eller at de ikke kan få kontakt med socialrådgiveren.

At give barnet, der skal til møde med en kommunal socialrådgiver, en professionel og tryghedsskabende støtte i form af en bisidder er også med til at løfte barnets stemme. Børnene har allerede ret til bisidder, men det bruges ikke generelt og der er behov for at opbygge en kultur, hvor det er naturligt at indtænke en bisidder for at barnet bedre kan se sig selv i sagsbehandlingen.

Vi skal have et fagligt og ledelsesmæssigt løft, der skal skabe en god kultur for børneinddragelse – og for en tillidsbaseret relation mellem barn og socialrådgiver, som vil gøre, at børnene tør betro sig, sådan så vi kan gribe tidligt ind med den bedst mulige støtte. Socialrådgiverne kan og vil gerne tale med børnene! Men det kræver opbakning fra ledelsen og træning. Og at socialrådgivernes tid bruges på den rigtige måde og på de rigtige sager inden for den økonomiske ramme, der er givet.
Et par undersøgelser, som DS har udført, viser, at kun 14-16 % af sagsbehandlernes tid går med at møde eller være i direkte kontakt med børnene og forældrene. Det meste af tiden går med bureaukrati. En afgørende forudsætning for at ændre de mangler, Rigsrevisionen peger på, er derfor at reducere unødvendigt bureaukrati, så socialrådgiverne faktisk kan løfte de opgaver, de skal over for børnene og familierne.

Rigsrevisionen kritiserer som nævnt også, at der ikke fokuseres på effekten af indsatsen. Vi er helt enige – og det er nok den alvorligste kritik af arbejdet med børnesagerne. Men manglen afspejler, at Folketingets lovgivning og ministeriets faktiske fokus ikke har været på effekten af indsatsen. Fokus har i stedet været på procedurer og proces, og ikke mod, hvad indsatsen faktisk betyder for børnene og deres familier.