Kom ud og se virkelighedens velfærd, Ove Kaj Pedersen
Majbrit Berlau m.fl. svarer på professor Ove Kaj Pedersens kritik: Sandheden er, at der naturligt er en række sammenfald mellem de offentligt ansattes og det brede fællesskabs interesser - i hvert fald hvis man er tilhænger af en velfærdsstat, hvor vi i fællesskab tager os af børnene, de syge og de ældre
Vi vil gerne invitere professor Ove Kaj Pedersen (OKP) ud i virkelighedens Velfærdsdanmark. Sådan en udflugt virker tiltrængt for professoren, der i Politiken 30. april kaldte offentligt ansatte »forkælede« og fremførte, at fagprofessionelle i det offentlige ikke kan skelne mellem egne interesser og fællesskabets: at vi, de faglige organisationers argumentation ikke handler om progressiv udvikling af velfærden, men om vores egne snævre interesser.
OKP må have haft for travlt til at have fulgt med, mens vi offentligt ansatte konsekvent har kæmpet mod regeringens nye fattigdomsskabende ydelser. For travlt til at have fulgt vores intensive arbejde med at sikre forsvarlige forhold for både brugere og ansatte på opholdssteder og botilbud, så vi kan undgå flere drab og få en hverdag uden frygt og sammenbrud. For travlt til at have fulgt med, da vi advarede mod, at folkeskolens inklusionsopgave endte som en kommunal spareøvelse til skade for både elevers trivsel og læring samt for undervisernes arbejdsmiljø. OKP’s udsagn tyder på en mangel på viden om, hvad der motiverer offentligt ansatte. Tallene på lønsedlen er langtfra det eneste, der driver os. Velfærdsmedarbejdernes drivkraft er i høj grad noget så simpelt, som at vores arbejde giver mening.
Det, at vi kan gøre en forskel for de borgere, som har brug for os, er grunden til, at vi stiller vækkeuret. Og når vi fagprofessionelle kaster os ind i kampen for bedre arbejdsforhold, sker det netop, fordi vores faglighed byder os at gøre det. Fordi vi kan se, at der allerede er skåret så dybt i velfærden, at det skader både de borgere, som har brug for hjælp fra fællesskabet, og de velfærdsmedarbejdere, som insisterer på at levere en indsats, de kan være bekendt, under stadig dårligere rammer.
Sandheden er, at der naturligt er en række sammenfald mellem de offentligt ansattes og det brede fællesskabs interesser – i hvert fald hvis man er tilhænger af en velfærdsstat, hvor vi i fællesskab tager os af børnene, de syge og de ældre.
Når vi advarer om, at velfærdsmedarbejdernes rammer bliver så snævre, at opgaven ikke længere kan løses forsvarligt, gør vi det langtfra kun på vegne af de tusindvis af offentligt ansatte, som rammes af stress og magtesløshed som følge af et elendigt arbejdsmiljø. Vi advarer i mindst lige så høj grad på vegne af de børn, syge og ældre, som rammes hårdest, når velfærden forringes.
Er det ikke i fællesskabets interesse, at også forældre, som ikke har råd til at sætte deres børn i private børnehaver, kan få passet deres børn i en institution, hvor der er overskud og tid til det enkelte barn? Er det ikke i fællesskabets interesse, at vores forældre og bedsteforældre kan få den fornødne hjælp til et værdigt liv? Vi offentligt ansatte kender til forholdene i velfærdsstatens maskinrum, og hvis ikke vi må råbe vagt i gevær, når vi ser alarmerende konsekvenser af de enorme nedskæringer i det offentlige, hvem skal så gøre det? Det er vores pligt som offentligt ansatte at kritisere eksempelvis arbejdsmiljøet – og dermed rammerne for velfærdsstatens frontarbejdere – når disse rammer presses så meget, at det saboterer fællesskabets mulighed for at løfte velfærdsopgaven. Og vores advarsler er ikke kun funderet i faglige vurdering. De bygger, i modsætning til hvad OKP fremfører, også på en økonomisk ansvarlighed.
Allerede nu ser vi eksempler på kortsigtede nedskæringer, som viser sig at blive dyre på sigt. Tag bare de fattigdomsskabende ydelser, som har sendt tusindvis af unge ud i hjemløshed med ekstra udgifter for kommunerne som resultat. Vi ser gang på gang, hvordan besparelser, som ser fine ud i én forvaltnings Excel-ark, pludselig bliver til uforudsete ekstraudgifter i en anden forvaltnings regneark, hvor man undrer sig over, hvad der mon kan være sket.
Regeringens omprioriteringsbidrag ser kun ud til at forværre denne tendens. Det kan blive dyrt – både for de borgere, som har brug for en hånd fra fællesskabet, for de offentligt ansatte velfærdsarbejderes arbejdsmiljø og sundhed samt for de politikere og embedsfolk, som skal lægge de statslige, regionale og nationale budgetter i de kommende år.