Ja til velfærd – nej til fattigdom

Det skal kunne betale sig at arbejde! Det er årsagen til, at vi står her i dag. For det er det mantra, blå blok lirer af sig, hver gang de blive bedt om at forholde sig til de forringelser, de har indført i kontanthjælpssystemet.

Og lad mig slå fast med det samme; økonomiske incitamenter virker (pause) – for ledige, der har mulighed for at reagere på dem. Altså dem, som er raske, dem som ikke har sociale problemer, og dem, der matcher kravene på arbejdsmarkedet.

For alle andre har forringelserne kun én effekt; øget fattigdom.

Og det ved de politikere, der har indført loven, udmærket.

33.000 voksne og 11.000 børn vil blive ramt af de nye regler, mens kun 700 vil komme i arbejde som en konsekvens af kontanthjælpsloftet. Det viser Beskæftigelsesministeriets egne beregninger.

Altså er den primære effekt af de nye regler ikke at skabe et incitament til at arbejde – nej, den primære effekt er fattigdom!

Derudover så kan det allerede betale sig at arbejde. Det er dokumenteret gang på gang.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet sig frem til, at gevinsten for en enlig forsørger ved at gå fra kontanthjælp til et lavtlønsjob er 2000 kroner om måneden efter skat. Det er mange penge i et stramt budget – selv om vores statsminister på et tidspunkt mente, at det kun rakte til et par sko.

Jeg tror, at der er mange, der lige som mig, forventer, at diverse regnestykker og viden, burde danne grundlag for politikernes beslutninger– men desværre må vi gang på gang konstatere, at på trods af, at politikerne præsenteres for disse fakta, så fastholder de en ensidig argumentation – og med kynisme indfører de en lovgivning, som sender tusindvis af voksne og børn ud i fattigdom.

Når politikerne hårdt pressede bliver tvunget til at forholde sig til, at det er de færreste, der pludselig bliver raske som en effekt af den førte politik og på magisk vis springer ud på arbejdsmarkedet, så lyder svaret, at der skal ryddes op i kontanthjælpssystemet, for syge borgere hører ikke til i kontanthjælpssystemet.

Og det bakker vi i Dansk Socialrådgiverforening op om, for vi ved, at langt hovedparten af borgerne i kontanthjælpssystemet er syge.

Dansk Socialrådgiverforening lavede en undersøgelse i foråret, der viste, at blandt 1000 kontanthjælpsmodtagere har 90 % helbredsproblemer, og i 75 % af tilfældene er helbredsforholdene en væsentlig barriere for, at borgeren kan komme i arbejde. Desværre er en oprydning i kontanthjælpssystemet fortsat på idé-stadiet hos ministeren, hvilket betyder, at syge mennesker i lørdags alligevel fik deres økonomiske situation forværret markant.

Det andet argument, politikerne smider på bordet, er, at der slet ikke findes fattigdom i Danmark. Og det kan man jo også nemmere bilde sig selv ind, når de selvsamme politikere har afskaffet fattigdomsgrænsen. Men lad mig slå fast: Fattigdom forsvinder ikke af, at man stopper med at måle den.

Og de afsavn, som borgere, der bliver ramt af 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet – eller er på integrationsydelse – skal leve med, er så store – så man må sige: Jo, der er fattigdom i Danmark.

Og en SFI-rapport viste for nylig, at 16 procent af de, der er økonomisk fattige, i perioder ikke har råd til tre måltider om dagen. 15 procent køber ikke lægeordineret medicin, fordi de mangler penge. 42 procent kommer ikke til tandlægen, fordi det er for dyrt.

Derudover så ved vi, at alt for mange må opleve at flytte bolig – og de, der ikke kan finde en billigere bolig, risikerer at blive sat ud af deres bolig.

Fattigdom betyder, at nogle børn oplever at gå i seng uden at være mætte hver aften. Og der er børn i Danmark, som bekymrer sig for, om der er penge nok til mad hele måneden. De har oftere mavepine, hovedpine og mobbes mere end andre børn. Og bare et års fattigdom påvirker børns uddannelsesmuligheder negativt.

Det er i min verden fattigt! Og ikke kun for den enkelte, men også for hele Danmark. For hver gang en af os bliver fattig, så bliver hele vores samfund fattigere.

Men sådan behøver det ikke at være. Både menneskeligt og økonomisk ville det være en langt bedre investering for Danmark, hvis vi i stedet for at svinge den økonomiske pisk over for udsatte borgere, vælger at investere i dem, med eksempelvis gode revalideringsforløb, ressourceforløb, der reelt giver mening for den enkelte, og ikke mindst billige boliger.

I stedet for at spare på hjælpen til vores udsatte medborgere på kontanthjælp, bør vi investere i dem. Det er vejen frem, hvis vi fortsat vil have et velfærdssamfund, hvor folk bliver grebet, når livet er svært, og ulykke og sygdom rammer.

Som socialrådgivere går vi på arbejde hver dag for at skabe den virkelighed, og derfor vil vi også bruge vores kollektive kræfter via Dansk Socialrådgiverforening til at vedblive med at dokumentere konsekvenserne af den førte politik og lægge pres på politikerne for at ændre loven, så den bygger på faglighed og ikke mavefornemmelser hos politikerne.

At sikre at ingen skal leve fattigt i et rigt land som Danmark, burde være en folkesag. Vi starter i dag- tak for ordet.