Fallit. Bureaukratiet har ødelagt det sociale system

Skal velfærdsamfundet overleve og udvikles, skal vi give det kærlighed.

Vi har rationaliseret samfundets indretning på velfærdsområderne ud i ekstremerne. I praksis betyder det, at selve vedligeholdelsen af de mange systemer, som tusindvis af fagprofessionelle dagligt virker i på det sociale område, overstiger det formål og den funktion, vi er sat i verden for. Omfanget af regler, kontrolprocedurer, mus-klik, advis´er, registreringer, indberetninger, etc. fylder så meget, at det sker på bekostning af relationerne og selve arbejdet med mennesket.

Især de seneste år er regeludviklingen sket med stor hast. Når vi har gjort alt det, vi skal ifølge systemet, så er der ikke mere tid. Mange undrer sig over, hvorfor borgerne ikke modtager bedre hjælp. Dette er en stor del af forklaringen. Hver handling skal registreres og indberettes. Modtager en socialrådgiver eksempelvis en underretning med en bekymring om et barn, skal socialrådgiveren bruge 45 minutter på administrativ behandling, før der kan tages faglig stilling til, hvad der skal ske. I 2015 modtog kommunerne omkring 70.000 underretninger om børn. Statistikken begyndte på landsplan først i 2015, men i alle kommuner har der været tale om en eksplosiv stigning, fx i Aarhus: 2004: 659, 2014: 4.100.

Når omfanget af bureaukratiet og antallet af bekymringer om børn, kommunerne modtager, stiger samtidig med, at ressourcerne falder, så lander vi i en penibel situation. Kommunerne kan ikke følge med – mange af de sager, der underrettes om, venter i halve og hele år på at blive undersøgt. Ud af denne dynamik vokser et blamegame – et spil om at placere ansvaret. Vi mærker ofte en nulfejlskultur og i forlængelse heraf en angst hos socialrådgivere for at ytre sig. Røde tal skaber frygt for at komme i pressen, ledere bliver opsagt og det presser det psykiske arbejdsmiljø helt unødigt.

Hvad sker der med al den dokumentation, vi leverer? Det er usynligt for os, hvor den forsvinder hen. Når vi efterspørger mindre dokumentation, spørger nogle bekymret: ”Hvad med retssikkerheden?” Men når overholdelse af loven er bundet op på flueben og proceskrav – på bekostning af indholdet i de sociale indsatser – så er der nærmere tale om falsk retssikkerhed. Det er en leg, vi leger – eller nærmere en løgn, vi vedligeholder.

Det hænder, at de mange flueben ikke bliver sat korrekt. Hvis der eksempelvis skal foretages en mere grundig undersøgelse af et barn, kræver det flueben i 36 forskellige felter – og når noget afkrydses forkert, udløser det fejllister til kommunerne fra Ankestyrelsen. En kommune, som ellers performer ganske ok i praksis, modtog på et kvartal 1.600 fejl, som skulle rettes manuelt. I den pågældende kommune tog det 18 medarbejdere tre dage at rette fejlene. Tid, som kunne være brugt på samtaler med børn.

Hvad er de 1.600 fejl udtryk for? Sandsynligvis ikke andet, end at andre kommuner ville have de samme tal – eller flere. Undersøgelser af en række kommuner har alle vist 60 procent fejl i sagerne eller derover. Det afslører, hvordan procesreguleringen og måden den måles på rammer helt ved siden af. Alle har mange forskellige typer af fejl. Alle jagter dem og det skaber et kronisk blamegame i alle kommuner.

Når man forsøger at identificere kilderne til mængden af bureaukrati for at arbejde sig ind i det – og ud af det – så åbner sig en Pandoras Æske. Dog ser vi et mønster: Politikerne på Christiansborg vedtager løbende lovgivning, som på flere måder er blevet så kompleks, at den er umulig at gennemskue. Løbende kommer der enkeltsager til. En række triste historier om børn har været i pressen, hvilket får politikere til at ”vise handling,” som fører til flere regler, retningslinjer, vinduer og afkrydsninger. Det er blevet til en kendt bureaukratiseringscirkel præget af mistillid til kommunerne og de fagprofessionelle: De må kontrolleres. Der er blevet sat lighedstegn mellem kontrol og selve kvaliteten i sagsbehandlingen. Men intet kunne være mere forkert. Spørger man Ankestyrelsen om, hvori bureaukratikilderne består, kan de ikke besvare spørgsmålet. Ingen har overblikket. Ingen kender de store konsekvenser af denne regulering i kommunerne.

Vi kunne lade tiden gå, hvilket desværre er det mest sandsynlige fremtidsscenarie. Vi kunne fortsætte legen. MEN med det faglige perspektiv, vi socialrådgivere har, og vores store ansvar for at løse opgaverne må vi sige stop. Vi skal være en forebyggelse i os selv og en faglig garant for det barn, som sidder lige foran os.

Dilemmaet er blevet for uhåndterbart. Vi skal hjælpe børn og forældre, som ønsker at møde et menneske, ikke en administrator, i øjenhøjde for at kunne begynde en forandring.

Betyder alt det, at vi skal vinke farvel til kontrol og dokumentation? Slet ikke. Dokumentation er en forudsætning for god sagsbehandling. Vi er også helt med på, at politikere skal føre kontrol. Det er et følsomt område og det kræver national transparens. De udskældte it-systemer, som skal understøtte sagsbehandlingsprocessen på området, er ikke det eneste problem. Det er lovgivningen og de mange forskellige ønsker om at generere data, som stiller så mange krav til systemet, at de er umulige at indfri. Ved at forenkle lovgivning og procedurer, så kan it-systemerne rent faktisk komme til at blive en faglig understøttelse af processen, som skal lede til den vigtige forandring.

Der skal ske en grundlæggende ændring af det styringsparadigme, som gennemsyrer børneområdet. Vi vil måles på to vigtige parametre, som der skal føres kontrol med for at sikre transparens og politisk tryghed. 1) Modtagelse og handling på underretning. 2) Udarbejdelse af handleplan, som tydeliggør handling. De øvrige sagsbehandlingsskridt vil vi også følge, men uden at afrapportere hele tiden. Vi vil en ny vej: Måle og styre indsatsen baseret på feedback fra borgerne. Udløbsdatoen for det eksisterende system er for længst overskredet.