Fagformænd: 43.500 børn ofres på symbolpolitikkens alter
Regeringens kontanthjælpsloft har med et snuptag øget risikoen for, at en stor del af danske børn bliver en del af en underklasse, advarer Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, i et fælles debatindlæg med Danmarks Lærerforening og BUPL bragt i Politiken.
43.500. Så mange børn er der i de familier, som siden 1. oktober er blevet ramt af det moderne kontanthjælpsloft.
Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som også oplyser, at det primært er kvinder (69 procent) og indvandrere, der er ramt af loftet. Ifølge beskæftigelsesministeren vil loftet få flere i arbejde og betyde jobskabelse.
Men i de ramte familier kan det være svært at se, hvordan de færre penge til mad, medicin, husleje og andre fornødenheder kan få den ledige forælder, hvoraf mange er enlige forsørgere, i arbejde.
Beskæftigelsesministeriets beregninger viser, at en enlig med to børn vil have 2.981 kr. mindre om måneden på grund af kontanthjælpsloftet. Det er mange penge for en voksen på kontanthjælp.
Derfor vil det uundgåeligt også ramme børnene, og det er ikke ligegyldigt for barnet, om familien skal skære fodboldklubben fra, droppe sfo’en, springe grøntsagerne over, eller om der ikke bliver råd til nye vinterstøvler i år.
Det betyder alverden for et barn at være med i fællesskaberne og at være som de andre.
Men med kontanthjælpsloftet har regeringen med et snuptag øget risikoen for, at en stor del af de danske børn bliver en del af en underklasse med ringere fremtidsudsigter.
Socialrådgivere, pædagoger og folkeskolelærere kæmper i forvejen hårdt for at hjælpe børn i udsatte positioner og kompensere for de afsavn, børnene har.
De kan nu se frem til en endnu sværere opgave med for de 43.500 børn, der bliver ramt. Og hvordan hjælper det den enlige mor med at få et arbejde, hvis hendes børn får det sværere, og hun må vende hver øre?
De 43.500 børn bliver ofret på symbolpolitikkens alter, og det kommer til at koste dyrt fremover. Forskning viser tydeligt, at en tidlig indsats i daginstitutionen og skolen er meget vigtigt for børns muligheder fremover, og at symptombehandling aldrig er så effektivt som forebyggelse.
Vi ved også, at fattigdom påvirker børn socialt, og at en barndom i fattigdom forringer éns mulighed for at gennemføre en uddannelse og som voksen få tilknytning til arbejdsmarkedet.
Fattigdom kommer sjældent alene, men ledsages ofte af personlige og helbredsmæssige problemer, som eskalerer, når fattigdommen øges.
Det er med andre ord en ond cirkel, som nu er sat i gang, og det er den helt forkerte vej at gå.
Vi burde som velfærdssamfund se det som vores fornemste opgave at give alle børn lige muligheder for at få et godt liv.