Det kræver mere end skåltaler at skabe livsbetingelser, vi ikke bliver stressede af
Det er dybt frustrerende at se Christiansborgs manglende handlekraft over for den stressepidemi, som rammer mange mennesker hvert år, skriver Majbrit Berlau i kronik dagbladet Information.
Forestil dig, at en virus rammer Danmark. Den rammer både mennesker i arbejde, de arbejdsløse og vores unge mennesker under uddannelse.
De fleste bliver raske igen, men det tager flere uger – i nogle tilfælde år. Andre bliver kun mere syge. For denne virus gør dig sårbar over for andre sygdomme. Enkelte dør ligefrem.
Mit bedste bud er, at hvis vi blev ramt af en sådan virus, så ville politikerne på Christiansborg stå på nakken af hinanden og kræve vacciner, behandlingsplaner og beskyttelsesplaner. Ja, jeg ville faktisk tro, at næste folketingsvalg ville blive afgjort af, hvem der udviste størst lederansvar og beskyttede befolkningen bedst.
Forestillingen her opsummerer min frustration over Christiansborgs manglende handlekraft over for den stressbelastning, som mange mennesker i store dele af vores samfund er udsat for i disse år.
Politikerne svigter
Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil viser, at cirka 40 procent af de unge kvinder i alderen 16-24 år har et højt stressniveau. Ifølge FTF-undersøgelser melder 17.000 mennesker sig syge hver dag på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Nogle faggrupper i samfundet er mere belastede end andre. Offentligt ansatte er desværre tungt repræsenteret i stressstatistikken. Min egen faggruppe, socialrådgiverne, ligger ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i top tre over de mest stressede faggrupper i Danmark.
Tallene og udviklingen burde få alle alarmklokker til at ringe og alle mand m/k til pumperne.
Som fagforeningsformand, socialrådgiver, mor – men også som en, der selv har været sygemeldt med stress – har jeg derfor i lang tid været frustreret over politikernes tilsyneladende mangel på målrettet indsats mod den store stressudfordring, der viser sit ansigt i alt for mange dele af samfundet.
Ganske vist bliver stress indimellem nævnt som en udfordring i taler, debatindlæg og på samråd. Og beskæftigelsesministeren har da også arbejdet for at ligestille fysisk og psykisk arbejdsmiljø, i hvert fald på papiret.
Men det er dybt frustrerende at opleve politikernes manglende anerkendelse af, at stress udgør et omfattende samfundsproblem, som kræver, at vi tager et samfundsmæssigt ansvar for at komme det til livs.
Tilfældig behandling
Stress er naturligvis først og fremmest et problem for mennesker, der lider under det i så lang tid, at det ender med en sygemelding – og måske så voldsomt, at det udvikler sig til depression, angst, fysisk sygdom og ofte afskedigelse fra deres arbejde på grund af sygefravær. Men det er også alvorligt for dem, der oplever kolleger eller familiemedlemmer, som bevæger sig på kanten eller er på vej ud over den.
Hvad betyder det for vores grundlæggende tryghed som mennesker og som samfund? Jeg er bekymret for, at konsekvenserne af stress kommer til at påvirke noget meget fundamentalt i os som mennesker og dermed også vores evne til at skabe et samfund, der hænger sammen.
Dertil kommer, at stress og følgesygdomme koster samfundet dyrt i sygedagpenge, førtidspensioner, behandlinger og tabt produktivitet.
Og mens vi fortsat mangler en plan, der kan bevæge os i en mere sund og bæredygtig retning som samfund, så kæmper den enkelte stressramte hver dag. Kæmper for at komme ud af den sump af smerte, tankekaos, handlingslammelse, rystelser og psykisk ustabilitet, man befinder sig i.
Kæmper, som jeg selv gjorde, med overhovedet at erkende, at stress kan ramme ’sådan en som mig’ og med at forstå årsagerne til, at man er havnet der. Og kæmper, ikke mindst, for at finde hoved og hale i den behandling man – måske – tilbydes, som ikke altid virker gennemtænkt eller logisk.
For der er uendelig stor forskel på, hvordan stress mødes og håndteres af arbejdsgivere og sundhedssystemet. Nogle gange får man tilbudt psykologbehandling og tilpasning af arbejdsvilkår, når man vender tilbage. Andre steder er det et mantra, at man ikke må sumpe i sofaen og i stedet skal hurtigst muligt tilbage til arbejdet.
Det er helt forskelligt, om man som borger tilbydes regulær behandling eller bare får besked på at tage den med ro eller løbe en tur.
Stress påvirker den enkelte forskelligt og skal derfor også behandles med udgangspunkt i den enkeltes symptomer. Men som det er nu, virker både arbejdsgiveres og sundhedssystemets tilbud – eller mangel på samme – helt vilkårlig.
Utilstrækkeligt stresspanel
Det forbandede ved det hele er, at selv om stress føles enormt personligt – nærmest ensomt – mens man er i det, så kan det kun håndteres og forebygges ved kollektiv hjælp.
Det kræver, at vi som samfund har et vidensgrundlag og indretter lovgivningen og økonomien på en måde, så det bliver muligt for arbejdspladser, ledere og medarbejdere reelt at arbejde forebyggende samt sikre, at de stresssyge får en ordentlig behandling i sundhedssystemet.
Så hvor bliver den samlede handleplan af? I et døgns tid i slutningen af juni var jeg moderat optimistisk. Regeringen meddelte, at den dagen efter ville præsentere et stresspanel, der skal give sit bud på løsninger på stressproblematikken. Men min optimisme blev kortvarig, selv om der er dygtige folk i panelet.
Først og fremmest lader det til, at panelet ikke skal se på strukturelle forhold som arbejdsmarkedets og uddannelsessystemets indretning og styringen af den offentlige sektor samt kulturelle tvangsmekanismer som krav om ubegrænset fleksibilitet, udvikling og konstant selvoptimering.
Derimod fokuserer man i præsentationen af panelet meget på individet – panelet skal engagere danskerne, så »den enkelte borger kan tage medansvar for at stoppe udviklingen«. De forhold, vi kun kan ændre på sammen som samfund, træder i baggrunden til fordel for individets ansvar.
Samtidig er hverken forskere i stress og arbejdsmiljø – dem, der ved mest om emnet – eller arbejdsmarkedets parter – som skal håndtere det i hverdagen – inviteret til at deltage i panelet.
Sidst, men ikke mindst, skal panelet afholde fire temamøder, som hver skal munde ud i tre løsningsforslag. Jeg er sikker på, at alle forslagene vil blive leveret med indsigt og kløgt. Det er dygtige folk. Men jeg sidder tilbage med en bekymring for, om panelet overhovedet vil være i stand til at komme med de løsningsforslag, som kan få skovlen under stresskurven.
Man kan frygte, at resultatet vil blive endnu en omgang ’10 gode råd om stress’. For så ender vi endnu engang med, at stress er den enkeltes ansvar.
Interessemodsætninger på spil
Hvorfor, kan man spørge sig selv, er det så svært at finde de fælles løsninger?
Jeg mener, at der i løsningen af stressproblemet er indbyggede interessemodsætninger, og det er en stor del af svaret. Konkurrencestat og præstationssamfund er jo ikke opstået af ingenting – de har en årsag.
Det er ikke en naturlov, at vi skal jagte øget velstand gennem øget produktion og konstant effektivisering af hele samfundet, selv om globaliseringen stiller os over for store udfordringer. Det er valg, som både den enkelte borger, erhvervslivet og ikke mindst politikerne har ansvar for.
Kunsten er at finde balancen.
Derfor vil jeg opfordre til, at det engagement, som panelet forhåbentlig lykkes med at indgyde, munder ud i krav om en konkret handleplan med fælles løsninger, som også tager fat på de samfundsskabte årsager til stress, balancerer interessemodsætningerne og på den baggrund giver visionære bud på, hvordan vi på én gang kan sikre en høj levestandard samt ordentlige og bæredygtige livs- og arbejdsvilkår.
Det bliver hårdt og besværligt – og på kort sigt muligvis også dyrt – at knække stresskurven og skabe livs- og arbejdsbetingelser, vi ikke bliver syge af. Men vi har ikke noget valg.
For nøjagtig som hvis der var tale om en virus, kan vi som samfund ikke acceptere de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af stressepidemien. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal tage fat om de strukturelle problemer, men hvornår vi gør det.