Der er uendeligt langt fra Rådhuset til Københavns jobcentre

Kære Bjarne Winge og Michael Baunsgaard Schreiber, direktører i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.

Når syge borgere uge efter uge, måned efter måned demonstrerer foran kommunens jobcentre, når læger råder nogle af deres patienter til at flytte fra København for at få en fair sagsbehandling, og når socialrådgivere går i pressen med beskrivelser af en arbejdsuge, som ikke giver mulighed for at afklare borgerne ordentligt og give dem ordentlige tilbud – ja så er det ikke for sjov, eller fordi vi opfatter virkeligheden forkert. Det er nemlig vores virkelighed. Vores hverdag.

I jeres svar på kritikken af arbejdsforholdene på Jobcenter Lærkevej (»Jobcentret er bemandet med dygtige og engagerede medarbejdere«, Information den 11. oktober), lægger I ud med at slå fast, at medarbejderne i jobcentret er dygtige, men bruger så resten af indlægget på at argumentere for, at kommunen investerer massivt i udsatte borgere, og at sagsbehandlerne i virkeligheden slet ikke har så mange sager, som de påstår.

Det er på den ene side fint og prisværdigt, at I ønsker at forsvare medarbejderne, men det sætter på den anden side vores medlemmer i en besynderlig situation, når I umiddelbart derefter fremlægger et regnestykke vedrørende deres sagstal, der simpelthen ikke holder.

Absurde regnestykker

Vores medlemmer på Lærkevej har beskrevet, hvordan rigide rammer og op mod 220 sager per sagsbehandler gør det meget svært og ofte umuligt at tilbyde borgerne en håndholdt indsats, der bygger på grundigt, socialfagligt arbejde.

Det anerkender I imidlertid ikke. Ifølge jeres beregninger ligger gennemsnittet nemlig på omkring 90 sager, hvis man medtager alle medarbejderne på jobcentret. Det er absurd at stille regnestykket sådan op, for sagsbehandlerne har med forskellige målgrupper at gøre, og de, der har den direkte kontakt med borgerne, afholder samtaler, afklarer borgerens situation osv., har brug for tid og ressourcer for at kunne hjælpe udsatte borgere videre.

Det gør det ikke mindre absurd, at de 90 sager, I når frem til, stadig er langt flere, end hvad vi i Dansk Socialrådgiverforening anbefaler. Hvis arbejdet med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere skal udføres grundigt og med socialfagligheden i orden, skal hver enkelt socialrådgiver sidde med maksimalt 55 sager.

I fremhæver, at sagsbehandlere, der arbejder med borgere i ressourceforløb, har 75 sager hver, og det trækker selvfølgelig gennemsnittet ned. Men sagsbehandlere med disse sager har brug for endnu mere tid, og her anbefaler vi maksimalt 45 sager per sagsbehandler.

Når vores medlemmer i detaljer beskriver, hvordan de på 25 minutter skal nå at forberede en samtale, hente borgeren, lytte, følge op på de seneste tre måneder, foreslå aktivering med mere, så har de brug for noget andet og bedre end en meningsløs gennemsnitsberegning.

Kom ud i virkeligheden

Andre steder i landet har kommunerne investeret i at bringe sagstallet markant ned med bedre resultater, større borgertilfredshed og ikke mindst bedre arbejdsmiljø til følge.

Derfor, kære direktører, hvis I virkelig vil hjælpe vores medlemmer, og ikke blot på skrømt, kunne I jo begynde med at tage ud i virkeligheden og se, hvilke udfordringer socialrådgiverne sidder med i Københavns Kommune.

Og samtidig vende blikket mod de kommuner, der lige nu viser, at det kan betale sig at arbejde socialfagligt, helhedsorienteret og med færre sager per sagsbehandler i beskæftigelsesindsatsen.