Børnetilskud er hårdt tiltrængt

De mange, fattige børn i Danmark har hårdt brug for den beskedne håndsrækning, som de er blevet lovet her og nu. Politikerne må ikke lade regnemodeller trylle en fjerdedel af pengene væk.

Lige nu forhandler regeringen og dens støttepartier om de 250 – 300 millioner kroner, som de i forståelsespapiret har afsat til nogle af de fattigste børnefamilier. Det er desværre langt fra nok, men selv en lille håndsrækning kan få stor betydning for mennesker, der vender hver 25-øre for at få råd til husleje, medicin og mad.

Vi kan kalde det for et lille plaster på såret, mens vi venter på et nyt system for offentlige ydelser og forhåbentlig en afskaffelse af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen – for mere er det ikke. Derfor er det også helt urimeligt, at Finansministeriets regnemodeller nu vil barbere en fjerdedel af de afsatte midler væk.

De mennesker, det drejer sig om, eksisterer i kød og blod. Vi socialrådgivere kender dem, for vi møder dem hver dag. Når regnemodellerne kommer frem til, at et lille økonomisk tilskud til fattige forældre får dem til at forblive i ledighed i længere tid, skyldes det, at de ikke forholder sig til virkelige mennesker.

Mange af de fattigste forældre er ledige på grund af en række udfordringer – sociale, psykiske, fysiske og ja, økonomiske. For når forældre, der i forvejen kæmper med andre problemer, også skal kæmpe med økonomisk stress og dårlig samvittighed over for deres børn, så bliver hele deres tilværelse blot endnu mere uoverskuelig. Det betyder også, at vejen til arbejdsmarkedet bliver længere og sværere, og presset på forældrene smitter også af på børnene.

Fra forskningen ved vi, at fattigdom i barndommen har livslange konsekvenser for mennesker. For eksempel får danske børn, der oplever fattigdom, kortere uddannelser og ringere løn som voksne, end børn der ikke oplever fattigdom. Og international forskning viser, at et løft i indkomsten til fattige børnefamilier betyder, at børnene klarer sig bedre i skolen. Alligevel indgår hverken de negative konsekvenser af fattigdom, eller de positive konsekvenser af at afhjælpe fattigdom, i Finansministeriets regnemodeller.

Tilbage står, at regeringen og dens støttepartier har lovet at hjælpe de fattigste børnefamilier med 250 – 300 millioner kroner, og man skal holde, hvad man lover. Det er hverken børnenes eller forældrenes skyld, at regnemodellerne ikke forholder sig til virkeligheden.