Udsathed i bagagen: ”Kan jeg være en god socialrådgiver, når jeg selv har oplevet omsorgssvigt?”

Jeg har lært, at man aldrig måtte blande det private ind i det professionelle. Derfor har jeg gemt min historie væk for at opbygge min faglige identitet. Vi lærte om de såkaldte tre P’er på uddannelsen: Professionel. Personlig. Privat. Samtidig hører jeg stadig indimellem nogen sige, at det er svært at have praktikanter, der selv har erfaringer med sociale problemer. Og der ligger jo en tanke om, at de så bliver for følelsesmæssigt involverede, siger socialrådgiver og praktikvejleder Emilie Rasmussen.

Spørgsmålet om forholdet mellem det personlige og professionelle har fulgt hende siden studietiden: ”Kan jeg være en god socialrådgiver, når jeg selv har oplevet omsorgssvigt?” Hun har oplevet det som et tabu. At der har været, og stadig er, en stærk norm om at adskille personlige erfaringer og faglighed.

– Der er en forestilling om, at socialrådgivere med egne erfaringer fra sociale problemer risikerer at blive mindre fagligt stærke. Det er med til at skabe et tabu – og en oplevelse af, at man risikerer at blive stigmatiseret, hvis man bryder det tabu, mener Emilie Rasmussen.

På praktikvejlederuddannelsen blev hun introduceret for autoetnografisk metode, og hun begyndte at undersøge sin egen socialisering og dens betydning for hendes faglige praksis. Autoetnografi er en metode, hvor man skriver refleksive tekster og på den måde undersøger, hvordan egne erfaringer påvirker forståelsen af os selv og verden omkring os.

Arbejdet med metoden fik Emilie Rasmussen til at ønske et opgør med forestillingen om, at man ikke må blande det private ind i det professionelle.

– Jo mere jeg hemmeligholder, at jeg har oplevet nogle svære ting i mit liv, jo mere bærer jeg på den skam og det ansvar, som jeg har med mig fra ­barndommen, reflekterer socialrådgiver Emilie Rasmussen.

Når hun skal sætte ord på sine oplevelser fra barndommen, ønsker hun at holde det i generelle termer og ikke beskrive de konkrete oplevelser.

– Jeg har været udsat for omsorgssvigt, hvor de voksne ikke tog ansvar, og der opstod nogle meget uhensigtsmæssige familiedynamikker. Det hører med til min historie, at jeg først lærer min far at kende, da jeg er ti år.

I dag er Emilie Rasmussen 32 år, og i sit arbejde i ’Specialgruppen for børn og unge’ i Aalborg Kommune møder hun hver dag unge og deres familier, som står i komplekse og sårbare livssituationer.

Det var som et led i sin uddannelse som praktikvejleder i 2024, at hun blev undervist i autoetnografisk metode, og i dag bruger hun både metoden selv og i arbejdet med de socialrådgiverstuderende, som hun er vejleder for. De studerende er typisk blevet introduceret for metoden på uddannelsen (Læs artiklen: Udsathed i bagagen: ”Kan jeg være en god socialrådgiver, når jeg selv har oplevet omsorgssvigt?”).

”Teksten skrev nærmest sig selv”

Vi skruer tiden et par år tilbage, da Emilie Rasmussen for første gang prøver at skrive autoetnografisk i forbindelse med uddannelsen som praktikvejleder. Hun forberedte sig grundigt. Telefonen blev lagt væk og sat på lydløs. Mailen blev lukket ned. I den treværelses lejlighed i Aalborg skulle der være ro. Emilie havde på forhånd besluttet, hvilket møde hun ville skrive om. På sin hjemmearbejdsdag havde hun afsat to timer til opgaven. Alligevel var hun i tvivl, da hun satte sig til rette for at skrive.

– Jeg tænkte: ”Kan jeg overhovedet slippe kontrollen og bare skrive?” Jeg er et ret struktureret menneske, og jeg var spændt på, om det lykkedes. Heldigvis forholdt min lille hund, Lulu, sig også rolig og nød, at jeg var hjemme.

Da Emilie Rasmussen først gik i gang med at skrive, gik det over al forventning.

– Allerede efter et par linjer var det, som om teksten skrev sig selv. Da jeg satte det sidste punktum, tænkte jeg: ”Hvad er det egentlig, jeg har skrevet?” Det var først, da jeg læste teksten igennem bagefter, at jeg for alvor forstod, hvad der stod. Jeg fik øje på nogle ting og sammenhænge, som jeg ikke havde været bevidst om, siger hun.

Slukker for selvmedlidenhed

Emilie Rasmussens første autoetnografiske tekst handler om et møde med en ung borger, som hun kalder Mathias. Vi har fået lov til at bringe et uddrag af teksten:

”Stemningen er intens, svær, dårlig, og der er tydeligt enormt mange følelser i rummet. Min puls stiger, jeg kan mærke, at min krop er anspændt, og jeg synes, at far skal tage sig sammen. Jeg har prøvet at være tydelig i, hvem den voksne er, men lige nu synes jeg, at det egentlig primært er Mathias.

Jeg ser Mathias have nogle forventninger til sin far, som jeg virkelig godt kan genkende. Men bare på dette ene møde er det tydeligt, at fars egne behov og minimale selvindsigt står i vejen for deres relation.

Jeg går ud af mødet og har cirka 20 minutter til at forberede mig til næste møde og ryste de mange stemninger fra dette møde af mig. Jeg kan mærke trætheden, men det er simpelthen for tidligt, for arbejdsdagen og rækken af møder er endnu ikke slut. Jeg får hurtigt slukket for min selvmedlidenhed og tager ”socialrådgiverkasketten” på, forbereder mig på at være noget for andre og indstiller mig på at møde en anden ung med andre behov.”

Professionel bevidsthed

Autoetnografien har givet hende et sprog for den del af arbejdet, som ofte foregår mere eller mindre ubevidst.

– Når jeg skriver autoetnografiske tekster, får jeg øje på, hvordan mine egne erfaringer og min faglighed spiller sammen. Det giver mig en anden erkendelse, end jeg nødvendigvis får i situationen. På skrift kan jeg se nogle sammenhænge, som ellers er svære at få øje på, fordi de er så indlejrede i mig selv. Teksten bliver på den måde et redskab til at forstå både, hvor jeg kommer fra, hvad jeg er rundet af, og hvordan det påvirker mit professionelle arbejde.

Hun understreger, at pointen ikke er at lade personlige erfaringer fylde eller styre det professionelle arbejde.

– For mig er det at have egne erfaringer med omsorgssvigt ikke det samme som, at jeg er styret af dem. Professionel bevidsthed handler, som jeg ser det, om at kunne undersøge, hvordan mine erfaringer påvirker mit blik og om at kunne arbejde med det.

– Den slags refleksioner gør mig mere bevidst om, hvordan mine egne oplevelser påvirker mødet med de unge, borgerne og samarbejdspartnerne. Jeg bliver skarpere på, hvornår mine erfaringer spiller ind, og hvordan de kan påvirke mine vurderinger og reaktioner. Det giver mig en større bevidsthed om mig selv som fagperson og om den rolle, jeg træder ind i sammen med andre mennesker – jeg træner med andre ord refleksivitetsmusklen.

”Jeg kender mine triggere”

Emilie Rasmussen har blandt andet fået øje på, at bestemte situationer kan vække en stærkere følelsesmæssig reaktion hos hende end andre. Hvis hun møder mennesker, som efter hendes opfattelse ikke tager ansvar for deres barn, rammer det noget personligt.

– Jeg får indsigt i nogle af de mønstre, som jeg selv bærer med mig, og bliver opmærksom på situationer, der kan trigge noget i mig. For eksempel kan det vække noget særligt hos mig, når jeg møder forældre, som jeg oplever, ikke tager ansvaret på sig. Når jeg kender den reaktion hos mig selv, er jeg bedre forberedt på at håndtere den professionelt og være bevidst om, hvad der sker i mødet.

– Det kan vække en irritation i mig. Nogle gange kan jeg mærke en vrede eller frustration, som egentlig handler om noget større end den konkrete situation. Før i tiden kunne jeg have svært ved at forstå, hvorfor jeg reagerede så stærkt, men gennem refleksionsarbejdet er jeg blevet mere bevidst om, hvad der ligger bag de følelser, fortæller hun.

– Jeg er blevet mere bevidst om, at der er noget i den type situationer, som kan trigge noget i mig. Så kan jeg stoppe op og sige til mig selv: ”Jeg forstår godt, hvorfor du reagerer. Men det her handler ikke om dig. Det handler om den borger, der sidder over for dig, og om at forstå deres situation.” Den bevidsthed gør det lettere at være nærværende og professionel i mødet, forklarer Emilie Rasmussen.

Tavshed får skammen til at vokse

Emilie Rasmussen vender tilbage til spørgsmålet om forholdet mellem det personlige og det professionelle.

– Hvis vi tror, at vi ikke bringer vores egne værdier og erfaringer med ind i mødet med borgeren, så bliver vi blinde. Vi gør det jo under alle omstændigheder. Spørgsmålet er bare, om vi er bevidste om det.

Emilie Rasmussen understreger, at hun aldrig kunne drømme om at fortæller borgerne om sine private erfaringer.

– I takt med min tryghed på min arbejdsplads, deler jeg nu lidt mere om mig selv til mine kollegaer, fordi jeg tror på, at hvis vi er åbne over for hinanden om vores erfaringer, værdier, socialisering, så kan vi alle bliver klogere på både hinanden og hinandens ressourcer ind i arbejdet.

– Og jo mere jeg hemmeligholder, at jeg har oplevet nogle svære ting i mit liv, jo mere bærer jeg på den skam og det ansvar, som jeg mener, at andre burde bære. Og jeg er begyndt at spørge mig selv for hvis skyld, jeg holder det hemmeligt. Det er meget nyt for mig at dele noget mere sårbart om mig selv, men det er blevet vigtigt at være med til at bryde det tabu.

Det har Emilie Rasmussen også skrevet en autoetnografisk tekst om på baggrund af et møde med en familie, hvor børnene risikerede at stå i en loyalitetskonflikt om, hvad de måtte fortælle. Her er et lille uddrag:

”Når et barn skal bære på en stor hemmelighed, eller får at vide, at det ikke må sige noget videre, er der risiko for, at hemmeligheden vokser indeni og giver skammen lov til at fylde. Det er som om, at der ikke er plads til de forskellige dele af mig længere. Jeg har forsøgt for alt i verden at være udelukkende socialrådgiver og opbygge mig en faglig integritet og anerkendelse, og jeg har ikke turde at åbne op for, at jeg altså også har svære oplevelser med mig, for hvad tænker mine kollegaer eller andre i faget ikke om det eller mig? Kan jeg så overhovedet være en fagligt dygtig socialrådgiver?”

Styrket faglighed og selvforståelse

På spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste, hun har lært af at arbejde mere refleksivt og skrive de autoetnografiske tekster, svarer Emilie Rasmussen:

– Jeg har fået en anden ro, hvor borgerne forhåbentlig møder en mere autentisk version af mig. Jeg er blevet mere bevidst om, hvor mine styrker ligger, og hvor mine grænser går. Jeg ved bedre, hvordan jeg passer på mig selv. Samtidig har jeg opdaget, at jeg trives i situationer med kaos og mange bolde i luften, og jeg kan arbejde under et stort pres uden at miste roen. Men jeg er også blevet opmærksom på, at jeg nogle gange tager for meget ansvar. Og at jeg ikke er den bedste version af mig selv, når jeg møder passivitet, fordi det, som jeg oplever som manglende ansvar, har jeg svært ved at håndtere.

At tage for meget ansvar – og have svært ved at bede andre om hjælp, har Emilie Rasmussen også reflekteret over:

”Jeg spørger også om hjælp, hvis jeg har brug for den. Det er typisk nogle spørgsmål om noget, som jeg ikke har prøvet før, eller hvor jeg er i tvivl om, hvem jeg f.eks. skal kontakte. Jeg har svært ved at bede om hjælp til mere end det. Jeg vil ikke lægge den byrde over på mine kollegaer. Jeg undrer mig nogle gange over hvorfor. Jeg kan godt lide at hjælpe andre, men jeg har svært ved at bede om hjælp. Paradoksalt nok. Det føles for sårbart, hvis jeg er den, der skal hjælpes, mens jeg føler mig stærk, hvis jeg er hjælperen. Fuldstændig som var jeg otte år igen og forsøgte at bede om hjælp, men ingen hørte det, eller alle ignorerede det. Stilheden, både nu og dengang, er larmende.”

Emilie Rasmussen håber, at flere socialrådgivere vil begynde at tale om, hvilke erfaringer og værdier de bringer med sig ind i arbejdet. Og hun kan sagtens se for sig, at hun også har lyst til at arbejde mere refleksivt sammen med kollegerne.

– Vi får gruppesupervision cirka hver anden måned, og det kunne være fint at prøve at arbejde med autoetnografisk metode sammen med kollegerne. Jeg kunne faktisk godt overveje at tage en af mine tekster med ind i det rum, for jeg tror, at det er relevant for mange.

Hun oplever, at arbejdet med at undersøge sine egne erfaringer både har styrket hendes faglighed og givet hende en større forståelse af sig selv.

– Jeg får lyst til lige at tage 10-årige Emilie i hånden og sige: Det er faktisk okay, at du mærker det her.

---

At skrive autoetnografisk

En autoetnografisk tekst skriver man:

• I nutid og i jeg-form.
• Uden argumentation, begrundelse og forsvar.
• I stil med en novelle eller et digt.
• Om subjektive tanker og følelser.
• Til og fra hjertet og ikke hjernen.

Kilde: ”At have blik for sig selv, når man har blikket på andre – autoetnografisk metode i professionsuddannelser og arbejdsliv”, af Lene Ingemann Brandt og Vivi Imer Hansen, Hans Reitzels Forlag.

---

Bag om temaet
Hvad laver en socialrådgiver? For mange er forestillingen om jobbet som socialrådgiver ofte lig med en stilling i kommunen, og det er da også her,
de fleste socialrådgivere arbejder. Men uddannelsen giver også adgang til andre typer job. Mød fem socialrådgivere, som har valgt at arbejde på
det private område.