Leder: Valget er overstået – der kommer en ny regering
Tak til de socialrådgivere der har stillet op til valget og til jer der aktivt har deltaget i demokratiet.
Måske var det symbolsk, at valgdagen var den fineste varme sommerdag, som kan varsle en storpolitisk omstilling på nogle af vores socialpolitiske mærkesager i Dansk Socialrådgiverforening.
Så lad os håbe, at en ny regering vil samarbejde om ordentlige arbejdsforhold, flere kollegaer, anstændige ydelser, respekt for fagligheden og investeringer i velfærd.
Tak til de socialrådgivere, der har stillet op til valget og til jer, der aktivt har deltaget i demokratiet.
Særligt arbejdsmiljøet og de faglige arbejdsvilkår bliver mange steder nævnt som problematiske i vores snak med medlemmerne på Road-Touren og på de seneste TR-møder i Syd. Det handler klubberne selvfølgelig på, men ofte har problemerne stået på i alt for lang tid, så socialrådgivere i alt for lang tid har været belastede. Vi skal sammen arbejde på at lave strategier for bedre forebyggelse, så socialrådgiveren får hjælp og støtte når overbelastninger mærkes.
Så, når vi anbefaler flere investeringer i velfærd, fordi det betaler sig for alle, ved vi godt, at virkeligheden ofte er det modsatte – yderligere besparelser og flere arbejdsopgaver. Og når det sker, skal vi sikre socialrådgivernes arbejdsmiljø og beskrive, hvad man kan få og hvad man kan nå på de 37 timer. Husk, socialrådgivere skal ikke finde sig i hvad som helst. Vi har krav på et sundt arbejdsmiljø.
Foråret betyder også mange ekstra fridage, hvor vi kan puste ud og nyde familie og venner.
Så jeg håber at du har haft en rigtig god Pinseferie.
Husk: man skal holde fri og holde ferie for at kunne holde til at arbejde.