Tid og vidensdeling kan styrke barnets tarv

Dokumentarfilmen ”Blodets Bånd”, hvor en alkoholiseret far får tvangsfjernet fire børn, udgjorde baggrundskulissen for konference på Christiansborg 7. oktober. Et af børnene, den 21-årige pige Michelle fortæller om, hvordan hun blev anbragt uden at blive hørt. Omdrejningspunktet på konferencen var: Hvordan kan vi gøre det endnu bedre? En række aktører kom med deres bud.

Social- børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) understregede, at det er nødvendigt med en tidlig, tværgående indsats og målrettet forebyggelse.  Hun skitserede de seneste lovinitiativer på området og fremhævede, at overgrebspakken, som trådte i kraft 1. oktober, indebærer, at alle kommuner skal reagere på en underretning inden for 24 timer. Og hun opfordrede fagfolk til at lave de nødvendige underretninger:

– Jeg vil gerne have, at fagfolk reagerer. Derfor starter vi en underretningskampagne, og vi etablerer en national underretningsstatistik, som også skal vise, hvordan der bliver handlet på underretningerne. For hvis vi for alvor skal løfte indsatsen, skal vi ikke bare se på, om vi reagerer, men også på hvordan vi reagerer, lød det fra Annette Vilhelmsen.

Ministeren understregede, at alle kommuners børn- og ungepolitik skal være med til at sikre en optimal indsats.

Travlhed præger indsats

Per Larsen, formand for Børnerådet, pointerede i sit indlæg, at en tidlig indsats er alfa og omega.

– Jeg er enig med ministeren i, at kommunernes børnepolitik er vigtig. Men det er åbenbart svært for nogle at få arbejdet i kommunerne tilrettelagt hensigtsmæssigt. Sagsbehandlerne er dynget til med sager og med registrering af sager. Selv om vi har en masse gode hensigter, så har vi faktisk så travlt, at vi mener, at vi skal have løst en masse andre ting, før vi kan gå i gang med selve opgaven.

Han opfordrede kommunerne til at lade sig inspirere af hinandens ”best practice”.

DS: Diskussionen om sagstal må ikke dø

Socialrådgiver Helle Nøhr Korsholm, som er formand for børnefaggruppen Børn, Unge og Familier i Dansk Socialrådgiverforening, gav sin analyse af udfordringerne på området:

– Det bliver af mange grunde nogle få meget ulykkelige sager, der rammer medierne, og som tegner billedet af kommunernes arbejde. Men hver dag gør vi socialrådgivere faktisk en ihærdig indsats for at forebygge, at problemerne opstår, for at iværksætte støttende foranstaltninger – og når problemerne så opstår, gør vi en indsats for at forebygge, at de udvikler sig. Vores mål er at styrke børns, unges og familiers trivsel – og vi har mange forløb, hvor det lykkes.

Og hvordan kan det så gøres endnu bedre? Helle Nøhr Korsholm havde flere bud:

– For det første må diskussionen om sagstal ikke dø. Et lavere sagstal er en forudsætning for, at der kan komme mere kvalitet i arbejdet. En læge på stuegang med alt for mange patienter vil også overse noget.

– Kvaliteten kan også højnes ved at give bedre tid til faglig sparring og ved at sikre kompetent socialfaglig ledelse og faglig udvikling i form af kurser samt efter-og videreuddannelse.

– Vi skal også have tid til en tværsektoriel og tværprofessionel koordinering. Det er tit af meget stor betydning, men vi når det kun alt for lidt – og så er forældrene eller de unge selv nødt til at gå fra den ene til den anden for at samle trådene, konstaterede Helle Nøhr Korsholm.

Spareiver tilsidesætter faglighed

Det stærke fokus på økonomi ude i kommunerne gør ifølge Helle Nøhr Korsholm ikke socialrådgivernes arbejdsbetingelser lettere:

– Vi må erkende, at kommunernes spareiver løbende giver os eksempler på, at faglige vurderinger tilsidesættes, og at beslutninger tages med øjnene stift rettet mod bundlinjen.

Også Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Niels Christian Barkholt, påpegede, at kommunerne i høj grad mangler ressourcer.

– Det er problematisk, at fire ud af 10 socialrådgivere oplever, at de skal finde en billigere løsning, når de kommer med et forslag om, hvordan et udsat barn skal have hjælp, sagde han på konferencen og i et interview med TV2.

Han efterlyste desuden en ny finansieringsmodel på området, så kommuner ikke undlader at anbringe, fordi det er forbundet med store udgifter.

– Ved dyre anbringelser bør udgiften deles mellem stat og kommune. Det kan være med til at forebygge manglende indgriben, når for eksempel en familie med flere børn mistrives.

Niels Christian Barkholt understregede, at det ikke kun handler om mangel på ressourcer.

– Som fagpersoner skal vi i højere grad opsøge viden og bruge den viden, vi har, endnu bedre. Vi skal dygtiggøre os i at dele de gode eksempler mellem socialrådgiverne og mellem kommunerne – styrke fokus på vidensdeling og vidensbasering, sagde han og henviste til Herning Kommune, hvor socialrådgivere med inspiration fra Sverige har ca. 25 sager, og anbringer børn og unge i intensive og tidsbegrænsede perioder.

Folketinget kan sætte loft over sagstal

Som afslutning på konferencen deltog socialordførerne fra de fleste af partierne i et paneldebat. Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, sagde:
– Det kunne være smukt, hvis vi lavede loft over antallet af sager. Der skal være tid til at tage hånd om den enkelte familie. Det loft kan vi sætte fra Folketingets side.

Ingen af de øvrige socialordførere reagerede på den opfordring.