Socialrådgivere med en kandidatuddannelse – hvilken overenskomst skal de indplaceres på?
Socialrådgivere efteruddanner sig i stor stil. En god del tager også akademiske kandidatuddannelser oven på deres professionsbachelor. Som TR skal du vide, hvornår kollegaer med en akademisk uddannelse skal indplaceres på DS' overenskomst.
Hvis socialrådgivere med en akademisk uddannelse fortsat laver socialrådgiverarbejde, så skal de fortsat indplaceres på DS’ overenskomst. Kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde fra Aalborg Universitet, cand.soc,, er den typiske kandidatuddannelse, og der har DS altid forhandlingsretten. Det vil sige, at disse kandidater altid skal ind på DS’ overenskomst, når de er ansat i kommuner eller regioner, uanset om de er ansat som socialrådgiver eller akademiker.
Vi har imidlertid oplevet, at socialrådgivere, som tager eksempelvis en kandidatuddannelse i samfundsvidenskabelig jura – også kaldet cand.soc.jur., får oplyst af såvel Djøf som KL, at de hører til på AC’s overenskomst. Men det er ikke korrekt. Hvis disse kandidater fortsat laver socialrådgiverarbejde, så hører de hjemme på DS’ overenskomst. Hvis du som TR støder på disse socialrådgivere med kandidatuddannelser oven på socialrådgiveruddannelsen, og de laver socialrådgiverarbejde. må du meget gerne tage fat i din regionskonsulent, så vi sikrer, at de bliver indplaceret korrekt.
Hvis du støder på socialrådgivere med en kandidatuddannelse, som allerede er indplaceret på en AC-overenskomst, må du også meget gerne tage fat i din regionskonsulent. Det kan nemlig være overenskomstbrud, og det skal vi i DS naturligvis ikke sidde overhørig. Hvis du har spørgsmål til dette felt, må du endelig tage fat i din regionskonsulent.