Socialrådgivere er afgørende for at sikre it-kvalitet
Digitalisering er for længst blevet et vilkår i socialrådgivernes arbejde, og nogle kommuner bruger allerede eksempelvis talegenkendelse i sagsbehandlingen. Netop det, at fagfolk tager teten i it-udviklingen, er afgørende for kvaliteten, mener ekspert.
Socialrådgiverne skal tage medejerskab i den igangværende digitale udvikling ved at stille faglige krav og tage styring. Sådan lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening, som har besluttet at udvikle en teknologistrategi, som skal understøtte, at udviklingen bliver til gavn for borgerne, for kvaliteten af det sociale arbejde og for socialrådgiverne
Spørger man Hanne Shapiro, innovationschef ved Teknologisk Institut, er det en særdeles god ide, at socialrådgiverne tager del i diskussionerne om, hvordan teknologien kan give mere kvalitet i borgerservicen frem for bare at blive brugt som effektiviseringsredskab.
– Jeg tror, at når danske socialrådgiveres dybe faglighed møder teknologien på et tidligt tidspunkt, kan det give gode løsninger. Omvendt, hvis man bare læner sig tilbage og siger nej til det nye, så kan jeg være bange for, at teknologien kommer under alle omstændigheder. Men så bliver det alene i form af effektivisering, og det har vi ikke råd til som samfund.
”Talegenkendelse er en stor lettelse”
Et af de helt varme emner inden for digitalisering i det offentlige er talegenkendelse – en teknologi, det ifølge medarbejdere i Frederikshavn Kommune kræver god tid, masser af tålmodighed og hyppig opfølgning at implementere. Men når systemet kører, er gevinsten stor.
– Det gør, at jeg ikke nødvendigvis føler mig så presset imellem to samtaler. Når jeg har seks samtaler på en dag, har jeg jo kun en time til andet arbejde, og så er det en stor lettelse, at jeg ikke skal bruge tid på at finde standardformularer frem, lyder det fra Thomas Buhl Kristiansen, socialrådgiver i visitationen i Jobcenter Frederikshavn.
Talegenkendelse er aflastende for kroppen, fordi man ikke belaster ryg, nakke og skuldre, som når man sidder ved tastaturet og taster, påpeger han.
– Og så er der masser af autotekster, du kan hente ind. Du behøver blot at sige eksempelvis ”indsæt fravær”, og så sætter programmet 10 linjer ind, du normalt plejer at skulle skrive fra bunden eller lede efter i et andet program.
Socialrådgivere skal blande sig i it-diskussionerne
Som fællestillidsrepræsentant for i alt 86 socialrådgivere i Frederikshavn Kommune er Thomas Buhl Kristensen desuden glad for, at ledelsen ikke har forøget antallet af sager til den enkelte socialrådgiver som følge af implementeringen af talegenkendelse.
Netop tillidsrepræsentanterne er vigtige for at sikre fagligt funderet it-udvikling på arbejdspladserne, mener Hanne Shapiro:
– De skal være på tæerne og være med til at diskutere, hvordan teknologien bliver implementeret på arbejdspladsen, så den ikke bare kommer ned ovenfra.
Samtidig er det meget vigtigt, at socialrådgivere og andre fagpersoner er med til at udvikle de nye teknologier og dermed også definere både indhold og brugergrænseflader, understreger hun.
– På den måde sikrer man, at systemerne ikke arbejder imod de ansattes praksis, fordi de er håbløst designet og ikke passer til jobrutinerne.
Læs mere om den digitale udviklings indflydelse på socialrådgivernes arbejde i Socialrådgiveren nummer 3/2017.