Socialrådgivere stoppede ulovlige besparelser på anbragte børn og unge

Socialrådgiverne i familieafdelingen i Guldborgsund Kommune sagde fra over for ulovlig instruks fra centerchefen – og fik dermed sat en stopper for den. Nu har byrådet besluttet at igangsætte en uvildig undersøgelse af sagen.

Socialrådgivere stoppede ulovlige besparelser på anbragte børn og unge

Udklip af mail fra centerchefen- Kilde: TV2 Øst

Centerchefen i Guldborgsund Kommune meldte blandt andet ud, at alle medarbejdere i afdelingen for forebyggelse og familie skulle spare 100.000 kr. på deres sager. Det kunne for eksempel være ved at sende et anbragt barn tilbage til den familie, som barnet var fjernet fra.

Sagen var på byrådets dagsorden torsdag i sidste uge. Regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening Øst, Rasmus Balslev, er i tæt kontakt med tillidsrepræsentanten i kommunen.

– Det er et rigtigt grimt eksempel på, at økonomiske hensyn trumfer den faglige vurdering. I mailen fra centerchefen bliver medarbejderne pålagt at gøre noget, som chefen godt ved er klart ulovligt. Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger han.

Dansk Socialrådgiverforening står bag socialrådgiverne, der har sagt fra over for denne tilgang, og er klar til at hjælpe og bakke op. Tillidsrepræsentanten og de lokale socialrådgivere sagde straks fra over for instruksen, som også blev trukket tilbage. Efterfølgende har en anonym socialrådgiver sendt den ulovlige instruks til Ankestyrelsen, som nu er gået ind i sagen for at sikre, at Guldborgsund overholder lovgivningen.

– Jeg vil opfordre byrådet i Guldborgsund til at prioritere de udsatte børn og familier, så socialrådgiverne kan sætte de indsatser i gang, der kan hjælpe børnene til en god barndom og et godt liv, siger Rasmus Balslev.

Økonomi står i vejen for faglighed

Sagen fra Guldborgsund Kommune er et vidtgående eksempel på, at økonomiske hensyn trænger fagligheden i baggrunden. Men det er desværre ikke enestående, at økonomi står i vejen for socialrådgivernes faglige vurderinger.

I en rundspørge foretaget af Dansk Socialrådgiverforening i september 2020 blandt socialrådgivere på børneområdet svarer 29 procent af de adspurgte, at de ofte oplever, at økonomiske hensyn står i vejen for at iværksætte den faglige korrekte foranstaltning, og 46 procent oplever det indimellem. Konsekvenserne er blandt andet, at der ikke er råd til anbringelser, eller at de forsinkes.

Dansk Socialrådgiverforening vil under forhandlingerne om en ny Barnets Lov gøre politikerne på Christiansborg opmærksom på, at det ikke alene er ny lovgivning, der er brug for.

– Indsatsen for de udsatte børn og familier skal også prioriteres økonomisk, så der er råd til at iværksætte de rette indsatser, der kan hjælpe børnene til at få et godt liv, siger Dansk Socialrådgiverforenings næstformand Ditte Brøndum.

Hør Rasmus Balslev, formand for Region Øst i Dansk Socialrådgiverforening, i P1 Orientering. Indslaget begynder 00:43:40.

Hør Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, i P1 Morgen.

Udgivet d. 20. januar 2021. Opdateret d. 27. januar 2021.