Leder: Skulderklap og opbakning til alle vores TR & AMiR

Læs regionsformand Anne Jørgensens leder til nyhedsbrevet sendt ud til alle kommunalt og regionalt ansatte tillidsvalgte i Region Syd den 10. april 2019.

Jeg må sige, at det er et travlt forår for mange af jer TR med nedskæringer og afskedigelser i rigtig mange kommuner og med et arbejdsmiljø, der desværre giver mange stresssygemeldinger på grund af arbejdet.

Det giver rigtig meget ekstra arbejde for jer, og kan i perioder udfordre den nødvendige tid og den tid, jeres frikøb giver til arbejdet. Det er rigtig vigtigt, at I passer på jer selv og ikke kommer til at arbejde mere end de samlede 37 timer om ugen.

Prioriter TR- og AMiR-arbejde og præsenter ledelsen for det arbejde, I ikke kan nå. For I er vigtige personer, der skal stå i spidsen for jeres kollegaer, og i samarbejde med ledelsen, skal sikre arbejdsforhold, man kan holde til inden for arbejdstiden.

I må have jeres kollegaer med til at støtte op om, at arbejdsmængde, sagstal og arbejdsmiljøproblemer ikke skal være individuelle problemer, men er kollektive strukturelle problemer, som alle skal stå sammen om at løse i fællesskab.

Vi skal sammen med ledelsen få lagt en mere forebyggende nedre grænse for arbejdsmiljø løsninger, så alle reagerer når en socialrådgiver kan mærke, at man har mistet overblikket, og der kommer begyndende syntomer på, at det her kan ikke fortsætte. Det er hele arbejdspladsens problem.

Alle vinder ved et arbejdsmiljø uden stress og sygemeldinger. Socialrådgiverne, ledelsen og borgerne. Derfor skal vi have skabt en kultur, hvor man deler sit ”balancepunkt” med sine kollegaer og ledelse, og der rent faktisk støttes op og findes fælles løsninger, så alle kan holde til at gå på arbejde.

Der findes et hav af personalepolitikker om samtaler ved sygefravær, rygning, frihed, trivselsmålinger m.m., men ikke en aktiv forpligtelse til konkret at hjælpe mennesker, der beder om hjælp, når de drukner i arbejde. Mine sager – dine sager – vores sager – ledelsens sager – ledelsens kvalitets- og serviceniveauer.

Jeg kender ikke socialrådgivere, der kan ”løbe stærkere”, og det skal de heller ikke. Forleden fortalte en TR om en kollega, der havde 11 opfølgningssamtaler i sin kalender på én onsdag.  Det lyder så idiotisk, at man tror det er løgn! At nogen vil byde både socialrådgivere og borgere det. Der må alle kollektivt sige fra, når bunden er nået, uden faglighed og kun bliver snyd med et sat flueben i en statistik, der bliver uden mening.

Det er vigtigt, vi på arbejdspladserne byder ind med, hvad man kan få, når man har ansat en socialrådgiver 37 timer på et område, og hvad man ikke mere kan få, når man har nedlagt en masse stillinger, eller der er kommet yderligere tidskrævende lovkrav.

Jeg vil gerne rose jer for jeres engagement og store indsatser, og vil opfordre jeres kollegaer og ledelse til at sige tak for indsatsen til jer. Godt gået.

Husk at lade op og hold fri og nyde, når forårssolen skinner.