Velkomsttale på Socialrådgiverdage 2023

Kære socialrådgivere

Velkommen til jer alle sammen. Et særligt varmt velkommen til jer, der er her for første gang.

Til dem, der ikke har været på Socialrådgiverdage før, plejer jeg at sige, at det er ret meget som Roskilde Festival – uden det med stofferne og massiv druk – men alligevel!

Vi har et hav af workshops og sessioner fordelt rundt på Nyborg Strands scener.

Vi har vores helt egne socialfaglige rockstjerner i form af de klogeste oplægsholdere.

Begge steder er det menneskerne, stemningen og smilene, der binder det hele sammen.

Og ligesom til Roskilde Festival er det værste, at vi de næste to dage kommer til at gå glip af alt for meget, og det er utroligt svært at vælge mellem alt det faglige guf, som programmet er proppet med. Om alt fra ’Dilemmaer i de højkonfliktfyldte skilsmissesager’ til ’Den nye hjemløsereform’.

Men udover velkommen vil jeg også starte med at sige tak. Tak til jer for at være her og gøre Socialrådgiverdage til den festlige fejring af vores fag, hvor vi både bliver klogere og møder hinanden på tværs af arbejdspladser og landsdele.

Igen i år har gode folk i DS – frivillige og ansatte – knoklet for at stable et fremragende og vildt spændende program på benene med inspirerende oplæg og engagerende debatter. I skal også have en kæmpe tak – lad os lige give dem en stor hånd!

Jeg ved, at I har glædet jer. For to år siden lå jeg hjemme med corona, så jeg kan garantere jer, at jeg har glædet mig DOBBELT så meget som jer.

Jeg glæder mig til at

• blive klogere på helhedsorienteret arbejde og sprogets betydning i socialt arbejde
• at høre hvad vores socialminister har på hjertet til os i morgen
• at synge sammen med jer i aften
• i morgen endelig at kunne dele med jer, hvem der i år vinder Den Gyldne Socialrådgiver

Og så har jeg glædet mig, for som en af mine yndlings-fagfæller sagde til et møde den anden dag: ”Der er bare ikke noget bedre end at være i et rum kun med socialrådgivere. Det kan man blive helt rørt af,” som Lone sagde. Det var til et møde, hvor vi var 25. I dag er vi over 600 socialrådgivere.

Kære venner, det bliver saftsusme ikke bedre.

For to år siden var det Corona, der åd alle mine socialrådgiverdage. Denne gang æder trepartsforhandlingerne desværre lidt af dem.

For senere i dag forlader jeg Nyborg nogle timer for at deltage i et vigtigt møde i forløbet om lønløft til offentligt ansatte.

Heldigvis står der andre gode kræfter fra forretningsudvalget klar til at facilitere og indlede de sessioner, jeg skulle have stået for. Tak for det, det er virkelig skønt, at vi er så stærkt et hold i forretningsudvalget.

Forhandlingerne er omgivet af stor fortrolighed, så jeg må desværre ikke fortælle jer, hvordan det går – selvom I nok alle har fulgt med i regeringens udmeldinger og kan læse, at fokus lige nu er på andre faggrupper end os.

Vi under de faggrupper – som vi jo arbejder side og side med i fængsler, i psykiatrien, på bosteder, i daginstitutionerne – hver en krone af det lønløft, de måtte få. Helhjertet.

Men jeg håber, at det er okay, at jeg i eftermiddag hilser fra 600 socialrådgivere og minder om, at socialrådgiverne OGSÅ er en helt vital del af velfærdssamfundet, og at vi i DEN grad fortjener et løft: både af vores løn og af vores arbejdsbetingelser.

I år mødes vi under temaet ”Faglig styrke og udvikling”. Og hvad betyder så det?

Ja det lægger jo op til både en fejring af vores fag og profession og et mere kritisk blik på os selv.

En fejring, fordi det ikke kan blive andet med et program, der viser hvor mange forskellige problemstillinger, vi som socialrådgivere på daglig basis rører ved, hvor tunge menneskeskæbner vi møder, og hvor svære dilemmaer, vi navigerer i.

Det kan nogle gange godt føles som om, ikke så mange andre i verden forstår det – at vi ikke får formidlet, hvor vigtigt og svært et fag, socialrådgiverfaget er.

Men når man ser på tallene, så viser de noget andet. I landets kommuner alene er vi over de seneste 10 år blevet 44 procent flere socialrådgivere. 44 procent flere! Så der er altså nogle beslutningstagere, chefer og politikere, der godt ved det. At der er behov for flere socialrådgivere – særligt i et kompliceret siloopdelt system.

Så vi ER fælles lykkedes med at få det budskab ud over rampen.

Og det er i høj grad jeres fortjeneste, fordi I dagligt viser, at socialrådgivere er nøglen til at lykkes bedre med at skabe sammenhænge, koordination og social mobilitet.

At hvis man vil en bedre social og beskæftigelsesindsats, så starter og slutter det med dygtige socialrådgivere.

Men med det her Socialrådgiverdage kalder vi også på faglig udvikling. Vi arbejder i et fag, der er under konstant forandring. Og det kræver blik for fremtiden og mod til selvrefleksion.

Den medicin tager vi også

• når vi i morgen sænker forsvarsparaderne og beder tre modige borgere fortælle om deres bedste OG værste oplevelser med en socialrådgiver
• når Joan Lysholt gør os klogere på seksualitetens betydning i arbejdet med unge og måske også revser os lidt for det manglende fokus
• når Jeppe Bülow Sørensen sætter spot på risikoen for, at vi selv bliver utilsigtet diskriminerende i vores møde med grønlandske borgere

Og den selvrefleksion og insisteren på at ville sætte den faglige barre tårnhøjt er måske endnu vigtigere, når vi står med et fag under pres. Og det gør vi.

Jeg har været socialrådgiver i snart 11 år, men I er mange, der har været med i vores faglige fællesskab længere end mig.

Jeg har mødt mange af jer, der har været i faget i rigtig mange år, og I gør mig altid klogere – tak for det. I er fuldstændigt uundværlige og afgørende for vores forening og vores fag. I er med til at sikre, at vi holder fast i fagets kerne og rødder og husker at passe og pleje det.

Det er vigtigt. Socialrådgiverfaget strækker sig ud i alle velfærdssamfundets områder og afkroge – lidt som grenene på et træ. Men mange steder oplever vi et pres på vores faglighed og arbejdsvilkår, der som et kraftigt stormvejr kan få grenene til at knække: Milliardbesparelser på beskæftigelsesindsatsen, nedskæringer på både børneområdet, familieretshusene, sundhedssocialrådgivere og grunduddannelsen. Samtidig ser vi også, at andre faggrupper eller endda ufaglærte varetager opgaver, som burde kræve en socialfaglig uddannelse.

Vi skal huske at passe og pleje fagets rødder – det, vi alle sammen deler og kommer fra, og som altid holder os fast og sørger for, at vi ikke vælter, uanset hvor hårdt stormvejret er. Vi skal stå sammen på tværs af områder og kæmpe for plads til vores helhedssyn, beslutningskompetence og det sociale ansvar, som vi så gerne vil løfte.

Vi skal insistere på, at nogle arbejdsopgaver og områder skal varetages af os socialrådgivere. Og vi skal sige fra, når vi oplever en trussel mod vores fag – når økonomi, systemtænkning eller politiske hensyn trumfer vores faglighed!

Derfor er jeg også glad for vedtagelsen på sidste års Repræsentantskabet om, at vi skal arbejde for en autorisationsordning med alle de farer og dilemmaer, det indebærer. Det løser selvfølgelig ikke alt. Men vi har hårdt brug for at sætte hegnspæle om vores fag, og en autorisationsmodel, der blandt andet sikrer faglige rettigheder, loft over sagstal og en stærk forankring i vores praksis og faglige etik, vil være et afgørende skridt i kampen for at fremtidssikre socialrådgiverfaget – og for at vores kommende fagfæller også bliver stolte socialrådgivere.

Det er mit første Socialrådgiverdage som forkvinde for DS, og det er bare noget helt særligt.

Og jeg tror, det handler om noget, som først for nylig sådan rigtigt er gået op for mig: Jeg har fået lov til at bestride den bedste post i verden.

Der er bare én downside.

Jeg savner praksis så sindssygt meget.

Jeg savner hjemmebesøg og børnesamtaler

Savner lange torsdage i kommunen og de korte fredage.

Jeg savner at møde de mennesker, der har brug for os, jeg savner jer som kolleger, og jeg savner helt vildt at bruge min faglighed i det daglige

Tænk sig: Jeg savner endda DUBU.

Men heldigvis får jeg lov til at nasse lidt på jer. Det har jeg tænkt mig virkelig at gøre de næste par dage, suge til mig af al den kloge faglige viden, vi får præsenteret. Alle de spændende dilemmaer fra praksis, vi skal drøfte.

Og jeg får heldigvis også lov til at suge til mig i hverdagen.

• Da jeg tidligere på året besøgte Kamilla i Brøndby Jobcenter, som engageret fortalte, hvordan hun møder hver enkelt borger med en oprigtig nysgerrighed på deres håb og ønsker.
• Eller da jeg fik lov til at være med til borgersamtale sammen med Isabell i Hillerød og forstod, hvor komplekst et sygdomsforløb kan være, og hvor kringlede sygedagpengelovens forlængelsesmuligheder er.
• Da Kasper og Jesper (jamen det hedder de faktisk – der var dog ingen Jonathan) Da Kaster og Jesper inviterede mig indenfor i det boligsociale arbejde i Fredericia og viste, hvor vigtigt et værktøj ”fælleskaber” er i vores sociale værktøjskasse.

Overalt i landet har jeg mødt hamrende dygtige, engagerede socialrådgivere, og når jeg ser, hører og føler den forskel, I gør for andre mennesker og vores samfund, så bliver jeg sindssygt stolt af vores fag.

Giv jer selv og kollegaerne en hånd!

I det forgangne år har jeg lært meget.

• Om udbetalingsprofiler på vores pensionsordninger i PKA
• Om gennemsnitsløngarantiordninger og reguleringsordningen i vores overenskomstforhandlinger
• Om budgetstyring og egenkapital internt i DS

Men den vigtigste læring er alligevel noget, som jeg egentlig godt vidste i forvejen.

Vi er en af de bredeste professioner jeg kender. En profession hvor man aldrig kan ende i en blindgyde, og hvor det kun er ens egen skyld, hvis man keder sig. For bliver man træt af arbejdet med udsatte unge i beskæftigelsessystemet, kan man få job på et sygehus, vil man ikke længere det, kan man arbejde med voldsudsatte kvinder. Og sådan kunne jeg forsætte.

Jeg kender ingen profession så bred.

Men på trods af den enorme spændvidde, så har jeg i løbet af det seneste år sådan for alvor lært og forstået: Vi laver præcis det samme!

Det får man ikke altid øje på, når man sidder som myndighed på børneområdet eller i en sygedagpengeafdeling: Så tror man, at de andre laver et helt andet socialrådgiverarbejde.

Vi møder mennesker, afdækker hvad der er på spil i lige præcis deres livssituation. Hjælper med at formulere målet og drømmene. Rydder de sten ad vejen, der ligger på stien derhen. Vi finder smuthullerne i lovgivningen, der faktisk gør det muligt. Og så følger vi op på, at der faktisk sker noget.

IT-systemerne hedder noget forskelligt.

Vi er måske ansat på forskellige overenskomster eller helt uden.

Paragrafferne vi rører ved, er vidt forskellige.

Nogle af os sidder med myndighed, andre uden.

Men i bund og grund så er vores arbejde at være ved siden af mennesker, der er snublet i livet og hjælpe dem videre – og tit starter det med at finde ud af, hvor videre er.

Det gør vi, hvad enten det på et jobcenter, et krisecenter, åbent fængsel eller i Mødrehjælpen.

Og derfor er det også så vigtigt, at vi husker alt det, som binder os sammen:

Helhedssynet, handlekraften, systematikken, og det at vi aldrig giver op, heller ikke når vi møder mennesker, der selv har givet op.

Det er – kære venner – saftsusme en faglighed, som det er værd at være stolt af, og værne om!

Før jeg giver ordet videre, vil jeg gerne opfordre jer alle til at bruge pauserne i dag og i morgen til at blive klogere på hinanden, både fagligt og personligt.

Ligesom man får den fedeste Roskildefestival, hvis man ikke bare bliver i sin egen lejr, men går ud og taler med skønne, spændende, fremmede mennesker.

Man kan nemlig lære så meget af at møde socialrådgivere fra forskellige arbejdsområder og alle dele af landet – og hver eneste gang bliver jeg bekræftet i to ting:

• Vi har verdens vigtigste og fedeste fag
• Og vi laver i virkeligheden allesammen ret meget det samme

Kære socialrådgivere.

Vi er stærke.

Vi er engagerede.

Og vi gør en forskel.

Det skal vi være stolte af og kæmpe for at bevare.

Tusind tak for ordet!

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, holdt talen på Socialrådgiverdage 2023. Det talte ord gælder.