Region Øst flytter (ikke så langt)
1. december flytter DS Region Øst kontoret til Trekroner. Det giver bedre plads, og det åbner nye muligheder.
Dansk Socialrådgiverforening er over årene vokset støt i medlemstal. Det har derfor været nødvendigt at øge antallet af konsulenter i Region Øst, og nu er pladsen i den gamle arrest på Kornerups Vænge blevet for trang. Derfor rykker vi teltpælene op, men kun for at sætte dem ned 5 kilometer derfra, på Langebjerg 1 i Trekroner. Hvis du som tillidsvalgt fremover skal møde din konsulent på regionskontoret eller tanke op af DS-merchandise, er det altså her, du skal til. Kontoret ligger klos op ad Holbækmotorvejen og 15 minutters gang fra Trekroner station.
Foruden bedre arbejdsfaciliteter vil vi, modsat i dag, rent faktisk også have plads til… tadaaa… medlemmer! Med mødelokaler på helt op til 100 siddepladser får vi helt nye muligheder for at holde aktiviteter in house, med administrative og økonomiske besparelser til følge.
I det nye år vil alle medlemmer i Region Øst blive inviteret til housewarming, hvor man over et glas bobler i det bedste selskab kan få en rundvisning i de nye gemakker og høre regionsformanden gøre status på DS og Region Øst.
Vi glæder os til at slå dørene op!