Brug julen som anledning til at skabe synlighed og invitere flere med

Julen står for døren, og du finder derfor her lidt inspiration til, hvordan du kan bruge den søde juletid til både at give medlemmerne af klubben en julehilsen og række ud til dine uorganiserede kolleger og invitere dem med i det faglige fællesskab.

DS har designet et julekort til dig og dine kolleger

Det er blevet december, og traditionen tro bruger mange af jer TR’ere denne tid på året til at give jeres medlemmer en personlig hilsen, for på den måde at takke for året, der er gået, påskønne deres medlemskab samt skabe synlighed omkring DS og medlemskabet af foreningen på arbejdspladsen.

Hilsenen tager ofte form af et lille julekort samt lidt sødt ved siden af. For at gøre det nemt for dig, ligger der på DS’ hjemmeside en skabelon til et julekort med logo på, som du kan downloade og printe.

Giv en smagsprøve på medlemskab og fællesskab

I Gentofte Kommune har TR’erne udviklet lidt på traditionen med julekortet og bruger således anledningen til både at ønske glædelig jul til klubmedlemmerne, skabe synlighed omkring medlemskabet og samtidig række ud til de kolleger, som endnu ikke er medlem. I facebookgruppen ’TR i DS’ deler Signe Færch, TR i Gentofte Børne- og familieteam, deres idé og skriver:

[…]alle medlemmer får en voksen-chokoladekalender. På den måde bliver det tydeligt, hvem der er organiserede, og vores ikke-medlemmer kan gå og sukke misundeligt – ikke bare een dag, men ALLE dage i december.
Vores ikke-medlemmer får også en lille hilsen med et enkelt stykke chokolade og et julekort om, hvor gerne vi vil have dem med i fællesskabet.”

Med dette lille eksempel en opfordring til, at du bruger julehilsenen som en smagsprøve på medlemskabet og rækker ud til dine uorganiserede kolleger. Brug casen fra Gentofte som inspiration og find din egen version, som passer til dig og jeres arbejdsplads.

Gør gerne julekortet personligt og fortæl, hvorfor du mener, at der er brug for, at din kolleger kommer med i fællesskabet. På den måde får du aktualiseret medlemskabet, givet en åben invitation til at være med i forbindelse med en konkret anledning, som tilmed kan føles hyggelig og nærværende.