Deltidsansattes ret til overtidsbetaling
Er du, eller har du været deltidsansat i stat, kommune, region eller privatansat inden for de sidste fem år, kan du have krav på efterbetaling af merarbejde.
Afgørelser fra EU-domstolen og Faglig Voldgift har konkluderet, at det er forskelsbehandling, at honorere deltidsansattes merarbejde dårligere end fuldtidsansattes overarbejde.
Derfor er vi i gang med at tilpasse reglerne i overenskomsterne, og du kan have et krav på efterbetaling.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du er, eller har været deltidsansat og omfattet af en overenskomst, som fastsætter forskellig honorering deltidsansattes merarbejde og fuldtidsansattes overarbejde, kan du have krav om efterbetaling af overtid. Det samme kan være tilfældet, hvis du er eller har været ansat på individuel kontrakt med tilsvarende vilkår.
For at have krav om efterbetaling skal du have været deltidsansat, haft merarbejde og har fået almindelig timeløn for dit merarbejde, medens sammenligneligere fuldtidsansatte på din arbejdsplads, har fået ekstrabetaling for overarbejde.
Ikke alt merarbejde udført af deltidsansatte vil nødvendigvis udløse efterbetaling. Det gælder eksempelvis, hvis du har været omfattet af en lokal flekstidsaftale, hvor hverken deltidsansatte eller fuldtidsansatte har fået særskilt betaling for arbejde ud over den aftalte arbejdstid.
Forældelsesfristen på efterbetaling er 5 år. Forældelsen afbrydes ved at kravet anmeldes overfor arbejdsgiver, eller rejses ved domstolene. Læs mere nedenfor.
For merarbejde i kommuner og regioner:
De kommunale og regionale arbejdsgivere har meddelt, at de af egen drift vil finde og genoptage tidligere sager om udbetaling af merarbejde. Vi ved dog ikke hvornår det sker eller om arbejdsgiverne vil være i stand til at finde alle sager.
Som medlem af DS har du haft mulighed for at registrere, at du har haft merarbejde. DS har anmeldt registreringerne til de kommunale og regionale arbejdsgivere. Forældelsesfristen af det mulige efterbetalingskrav er derved blevet afbrudt. Sidste mulighed for registrering af merarbejde var i juni 2026.
Du har dog stadig mulighed for at kontakte DS for anmeldelse dit eventuelle krav. Du skal være opmærksom på at forældelsen af et evt. krav om efterbetaling først afbrydes, når kravet anmeldes til arbejdsgiver.
For merarbejde i Staten:
Der er endnu ikke indgået aftale med de statslige arbejdsgivere om processen for efterbetaling af merarbejde. Derfor har arbejdsgiver meddelt, at forældelsesfristen er midlertidigt afbrudt, ved registrering af merarbejde senest den 27. august 2026.
Som medlem af DS har du haft mulighed for at registrere merarbejde inden den 27. august. Hvis du ikke fik gjort det, kan du kontakte DS for vejledning.
For merarbejde på det private område:
DS har indgået ganske få overenskomster, hvor merarbejde bliver honoreret med en lavere betaling end overarbejde, men hvis du er dækket af en overenskomst, hvor det er tilfældet, eller hvis du er deltidsansat på individuel kontrakt på en arbejdsplads, hvor sammenlignelige fuldtidsansatte modtager højere betaling for overarbejde end du modtager for merarbejde, kan du have et krav på efterbetaling af merarbejde.
På det private område, skal et krav om efterbetaling af løn rejses direkte overfor din arbejdsgiver. Forældelsen afbrydes når din arbejdsgiver har anerkendt kravet om efterbetaling eller der er taget retslige skridt mod arbejdsgiver, med krav om efterbetaling. Vi anbefaler, at du kontakter DS for vurdering af dit eventuelle krav om efterbetaling og vejledning om processen.
Kontakt DS
Hvis du overvejer, om du kan have krav på efterbetaling af merarbejde, er det er meget vigtigt, at du kontakter os, så vi kan vurdere sagen og hjælpe dig med at anmelde dit eventuelle krav hos din arbejdsgiver, så forældelsen bliver afbrudt. Forældelse betyder, at dit krav over tid falder bort.
Forældelsesfristen er på 5 år,
Se FAQ nedenfor. Du er også velkommen til at kontakte Medlemsservice på: 70 10 10 99
FAQ: Deltidsansattes ret til overtidsbetaling – få svar på, hvad det betyder for dig:
Hvorfor er reglerne om honorering af merarbejde blevet ændret?
I to tyske sager har EU-Domstolen fastslået, at deltidsansatte er blevet forskelsbehandlet i forhold til fuldtidsansatte, da de ikke fik samme betaling for ekstra arbejde som fuldtidsansatte.
Da mange danske overenskomster på det tidspunkt havde regler om forskellig honorering af deltidsansattes merarbejde og fuldtidsansatte overarbejde, var der brug for at afklaret om reglerne var i strid med lovgivningen, og der blev derfor anlagt to sager ved faglig voldgift, der begge blev afgjort i februar 2026. Det blev her slået fast, at det er i strid med lovgivningen, hvis deltidsansatte ikke får samme honorering for timer, der ligger udover deres normale arbejdstid, som sammenlignelige fuldtidsansatte får for timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.
Hvorfor blev sagerne behandlet i faglig voldgift?
Arbejdsgiverparterne og de faglige organisationer kunne ikke blive enige om hvordan afgørelserne fra EU-domstolen skulle forstås og om reglerne om forskellig honorering af merarbejde og overarbejde i de danske overenskomster var i strid med lovgivningen. Derfor blev uenigheden løst ved faglig voldgift.
En faglig voldgift er en særlig domstol, hvor uenigheder om forståelsen af overenskomster eller om brud på overenskomsterne kan løses.
Afgørelsen i en faglig voldgift er bindende for begge parter og kan ikke ankes.
Hvorfor har der været forskel på betalingen for mer- og overarbejde for deltidsansatte og fuldtidsansatte?
Bestemmelserne om at deltidsansatte kan pålægges merarbejde for almindelig timeløn op til fuldtidsnormen (fx 37 timer) – og først derefter kan få overarbejdsbetaling – har været gældende i mange overenskomster i Danmark.
Synspunktet har været, at deltidsansatte og fuldtidsansatte skulle have samme betaling for timerne op til fuldtidsnormen på fx 37 timer om ugen og samme betaling for timerne derefter, selvom den deltidsansatte blev pålagt at arbejde ud over det aftalte i ansættelseskontrakten.
Bestemmerne om mer- og overarbejde er forskellige fra overenskomst til overenskomst, men forskellene har f.eks. været:
- Fuldtidsansatte: Får timeløn plus 50 pct. ekstra, når de arbejder ud over 37 timer om ugen
- Deltidsansatte: Får normal timeløn op til 37 timer. Først derefter får de 50 pct. ekstra som fuldtidsansatte.
Afgørelser ved EU-domstolen og ved faglig voldgift i Danmark har slået fast, at det er i strid med lovgivningen, at honorere deltidsansattes merarbejde dårligere end fuldtidsansattes overarbejde.
Hvornår bliver overenskomsternes merarbejdsbestemmelser for deltidsansatte ændret?
Overenskomsternes regler om honorering af merarbejde og overarbejde vil blive tilpasset lovgivningen når overenskomsten skal fornyes.
Overenskomsterne på det offentlige område, er blevet tilpasset lovgivningen ved fornyelsen af overenskomsterne pr. 1.april 2026. I de nye overenskomster er reglerne om merarbejde er afskaffet, så der nu der gælder de samme regler og den samme overarbejdsbetaling for fuldtidsansatte og deltidsansatte.
Der er ikke ændret i mulighederne for lokale flekstidsaftaler. Men flekstidsaftalerne skal naturligvis indeholde samme regler for deltidsansatte og fuldtidsansatte.
DS har ganske få overenskomster med private arbejdsgivere, som indeholder regler om forskellig honorering af deltidsansattes merarbejde og fuldtidsansatte overarbejde. Overenskomsterne med private arbejdsgivere, vil blive tilpasset lovgivningen når overenskomsten skal fornys. Du kan finde overenskomsterne med private arbejdsgivere her: Overenskomster i den private sektor – Dansk Socialrådgiverforening
Kan jeg have mistet mit krav på efterbetaling?
Lønkrav, herunder krav på betaling for merarbejde, forældes løbende. At kravet forældes betyder, at du mister muligheden for at kræve betaling for krav, der er 5år gamle.
For at afbryde forældelsen, kan du haft mulighed for at registrere merarbejde ved statslig, regional og kommunal arbejdsgiver hos os.
For at afbryde forældelsen af krav ved en privat arbejdsgiver, skal arbejdsgiver anerkende kravet, eller der skal være taget retslige skridt mod arbejdsgiver.
Hvis du overvejer om du kan have et krav efterbetaling af merarbejde, men ikke har registreret dig, kan du kontakte
Hvornår får jeg at vide, om jeg har ret til efterbetaling?
Hvis du er ansat i kommunen, Regionen eller staten, og hvis du har registreret dig på vores liste, vil du få besked når din arbejdsgiver har vurderet, om du har ret til efterbetaling. Der ligger mange sager hos arbejdsgiverne, så vi ved endnu ikke, hvornår arbejdsgiverne er klar til at foretage efterbetaling.
Hvad hvis jeg har været deltidsansat i det private?
Du kan kontakte DS for vurdering af dit eventuelle krav om efterbetaling og vejledning om processen.
På det private område, skal et krav om efterbetaling af løn rejses direkte overfor din arbejdsgiver. Forældelsen afbrydes når din arbejdsgiver har anerkendt kravet om efterbetaling eller der er taget retslige skridt mod arbejdsgiver, med krav om efterbetaling.
Få personlig rådgivning
Kontakt TR
Hvis du har spørgsmål om løn og arbejdsvilkår, så er det først og fremmest tillidsrepræsentanten på din arbejdsplads, du skal kontakte.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har et problem, der ikke kan løses på arbejdspladsen - eller ikke har en TR - kan du kontakte medlemsservice.
Vi sidder klar til at svare på dine spørgsmål.