OK15: Socialrådgivere vil beskytte sig mod stress

Der er udsigt til kamp om arbejdstiden ved de kommende OK-forhandlinger. Arbejdsgiverne ønsker færre pauser, men åndehuller i arbejdsdagen giver vigtig beskyttelse mod stress, understreger socialrådgivere over for Dansk Socialrådgiverforening.

Der er udsigt til, at arbejdsgiverne vil forsøge at lave ændringer i socialrådgivernes arbejdstid ved de kommende OK15-forhandlinger.

Ordene er Annemette El-Azems, formand for Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst, og de falder i et propfyldt mødelokale hos Jobcenter Frederikssund til fagligt klubmøde blandt Frederikssund Kommunes DS-medlemmer midt i september.

Regionsformanden er indkaldt til at kridte banen op for de kommende OK15-forhandlinger, samt hente input fra de fremmødte DS-medlemmer.

Det giver vigtig viden til Dansk Socialrådgiverforenings forhandlingsdelegation forud for udvekslingen af krav med arbejdsgiverne fra KL den 17. december samt ved OK-forhandlingerne til januar 2015.

KL overvejer kamp mod betalt frokost

Hvordan arbejdsgiverønsket om ændring af arbejdstiden specifikt vil udmønte sig, er det dog for tidligt at konkludere på, understreger Annemette El-Azem.

– Ofte lancerer arbejdsgiver en række krav på dette tidspunkt i forløbet. Mange af dem er bare raslen med sablen. Men arbejdstiden er noget, som fagbevægelsen generelt forventer, at arbejdsgiver vil angribe.

Et muligt scenarie er, at KL ønsker at afskaffe den betalte frokostpause, hvor socialrådgivere og andre offentligt ansatte står til rådighed for deres arbejdsplads. Dette vil naturligvis ændre sig, hvis frokostpausen fremover skal holdes uden løn, påpeger Annemette El-Azem.

Længere arbejdsdag kan blive ulempe for arbejdsgiver

Blandt de mange fremmødte socialrådgivere er der da også skepsis i forhold til, om en sådan ændring af arbejdstidsreglerne overhovedet vil være en fordel for deres arbejdsgiver.

– Hvis konsekvensen er, at arbejdsdagen bliver en halv time længere, fordi der indlægges en halv times tvunget ubetalt frokostpause, kan det blive endnu sværere for Frederikssund Kommune at tiltrække folk, siger en af tilhørerne.

Hun pendler selv fra København og har svært ved at se, hvordan hun skal få en halv times ekstra arbejde om dagen til at hænge sammen med transporttid og familieliv.

Brug for beskyttelse mod stress

En kollega påpeger, at åndehuller i hverdagen er vigtige for at sikre ”orden i hovedet”.

– Det betyder rent ud sagt mere end penge, at vi beskytter os mod stress. Arbejdsgiver har jo heller ingen interesse i, at medarbejderne går ned.

Annemette El-Azem forsikrer tilhørerne om, at eventuelle ændringer i arbejdstidsreglerne ved de kommende forhandlinger naturligvis vil betyde, at socialrådgiverne skal have noget til gengæld.

*Opdateret 7/10: Ny dato for udveksling af krav med KL*