Ledersektionsformand: Brug vores viden og erfaringer til at reformere beskæftigelsesindsatsen
Når politikere skal udvise handlekraft, laver de reformer, og endnu engang står jobcentrene for skud. Det kan være berettiget, men den store fortælling om, hvorfor og hvad mangler vi som både ledere og medarbejdere. Og det skaber unødvendig modstand.
Da vi fik ny regering i efteråret 2022, fik vi også et nyt udspil til Velfærd 2.0. Og jeg gætter på, at det nok sendte kaffen i den gale hals hos mange socialrådgivere og ledere, da de kunne læse, at jobcentrene skulle nedlægges og hele beskæftigelsesområdet reformeres. Igen, fristes man næsten til at sige. For siden jobcentrene så dagens lys i 2007, har der ikke været meget arbejdsro for hverken ledere, medarbejdere eller borgere for den sags skyld.
Det kan som udgangspunkt være svært at modsætte sig tankerne bag reformen, når man nærlæser regeringsgrundlaget. Hør bare:
Regeringen vil ”sætte den enkelte ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus”. Udover altså at nedlægge jobcentrene vil regeringen også sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. ”Den ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem. Kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen”. Endemålet er, at de ledige kommer hurtigere i arbejde. Og at de borgere, som har større udfordringer med at finde et job, skal omfattes af ”værdige indsatser med større effekt”.
Tal om det smukke, blå ocean
Det lyder bestemt smukt. Og jeg er også som udgangspunkt positivt indstillet overfor, at politikerne har valgt at tage livtag med beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Jeg ville bare sådan ønske, at man ville inddrage videnspersoner, ledere og medarbejdere i processen. Og at man ville tale henimod det, man gerne vil opnå, frem for at tale om det man gerne vil væk fra: ”De elendige jobcentre, som lige så godt kan lukkes”.
Hvis man vil have gode søfolk ombord på sit skib, ved en klog kaptajn godt, at man ikke skal lægge ud med at tale om det svære i at læse søkort. Man skal tale om det smukke, blå ocean og kysterne forude. Så skal de nok påmønstre. Det samme gælder for ledere og medarbejdere i jobcentrene. Tag dem med på rejsen, forklar dem, hvor de skal hen og hvorfor. Skab gennemsigtighed – sig, hvad du ved og vil. Giv os den store fortælling, vi kan se os selv i. Efterlad os ikke i et limbo af usikkerhed og uvished. For gør man det og endda kobler det til besparelser og reduktioner på tre mia. kroner, får man kun én ting: Modstand.
Der findes så uendelig meget god forskning om og erfaring med at drive sådanne processer på en fair måde, så de ender bedst muligt. Og tænk, hvis man også turde overlade friheden til at organisere indsatsen ud fra lokal viden om behovene hos borgere og virksomheder, så man kan skabe agile organisationer, der ikke skal reformeres med jævne mellemrum. Og i samme åndedrag kaste et kritisk syn på de regionale beskæftigelsesråds rolle. Så ville vi være nået langt.
Hold fokus på borgerne og kerneopgaven
Så hvad ville jeg selv gøre, hvis jeg var leder i et jobcenter lige nu, tænker du måske? Jeg ville gøre det, vi gør bedst som ledere: Holde fokus på borgerne og kerneopgaven. Og så lave en plan for medarbejderne, hvor jeg systematisk meldte tilbage – også selvom det bare ville lyde: ”Det ved jeg ikke”, og ”nej, der er ikke noget nyt”.
Systematikken sikrer, at ingen får oplevelsen af, at de er glemt. Og i sidste ende vil der stadig være brug for både ledere og medarbejdere på det her område. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Nogle vil måske få andre funktioner, men så længe man kan se sig selv i det nye, er forandringen væsentlig lettere at være i.