Leder – Region Nord

Læs regionsformand Trine Quists leder til nyhedsbrevet sendt ud til alle tillidsvalgte i Region Nord den 23. juni 2021.

Kære TR, TR-suppleant og AMiR

Sommerferien står for døren og dermed en velfortjent pause fra det arbejdsliv, der nu så længe har været påvirket af covid-19. Jeg håber, at I alle får lejlighed til at få slappet af og få nydt sommeren og samvær med jeres kære.

På den anden side venter der forhåbentlig en mere normaliseret hverdag for os, hvor vi igen kan møde ind på vores arbejdspladser og se vores kollegaer. Det bliver godt, men også endnu en omvæltning, som for mange kommer til at kræve tilvænning. Så vi skal være opmærksomme på hinanden og have tålmodighed.

I Region Nord afholder vi allerede d. 18. august et webinar ”Gentænk arbejdslivet – hvad kan vi lære af coronakrisen”, som kan give jer og alle jeres kollegaer redskaber til at skabe trivsel og understøtte opgaveløsningen i jeres tilbagevenden på arbejdspladserne. Webinaret bliver udbudt her før sommerferien, hvor det kommer ud til alle medlemmer i Region Nord med vores arrangementskalender for efteråret 2021. Så hold øje med indbakken.

Arrangementerne i efteråret vil fortsat for en dels vedkommende være virtuelle, men vi planlægger også nogle enkelte fysiske, hvilket vi glæder os meget til. Det bliver blandt andet julebanko og fredagsbar i december i henholdsvis Holstebro, Aalborg og Aarhus.

Jeg håber også, at jeg på den anden side af ferien kan begynde at køre ud til arrangementer hos jer i klubberne, så hvis I skal afholde generalforsamling eller gerne vil holde et klubmøde om et bestemt emne, så skal I endelig ringe. Jeg glæder mig til igen at kunne komme rundt i regionen.

Rigtig god sommer til jer alle – vi ses til august.

Trine Quist
Regionsformand