Leder – Region Nord

Læs regionsformand Trine Quists leder til nyhedsbrevet sendt ud til alle kommunalt og regionalt ansatte tillidsvalgte i Region Nord den 22. januar 2020.

Rigtig godt nytår! Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i 2020 og har fået taget godt hul på det nye arbejdsår.

Mange nye opgaver og udfordringer venter forude. Nogle vil være svære og hårde, andre lette og sjove. Fælles for dem alle er, at vi udvikler os og vokser med dem.

I den mere lette ende, eller i hvert fald den let tilgængelige, har regionsbestyrelsen netop sendt forårets arrangementskalender på gaden. Der er arrangementer af både faglig og social karakter – og også et par arrangementer målrettet særlige grupper af socialrådgivere (nyuddannede og privatansatte).

Og så er det jo i dette forår, at vi har vores egen lille mini-socialrådgiverdag: ”Fagligt Udsyn”. Det er en hel dag med spændende oplæg og workshops som denne gang har omdrejningspunktet: socialrådgivernes arbejdsmiljø. Det foregår d. 13. marts på Comwell i Rebild, og jeg håber at se rigtig mange af jer, både her og til de andre arrangementer. Arrangementerne er for alle medlemmer, også studerende.

I den måske lidt tungere ende, så er det også dette forår, at vi starter forberedelserne til overenskomstforhandlingerne 2021 (OK21). Vi har allerede haft 1. møde i DS’ forhandlingsdelegation, og startskuddet for kravsindsamlingen blandt medlemmerne kommer til at lyde på TR-konferencen d. 24. og 25. marts 2020. Herefter vil jeg rigtig gerne rundt i landet og tale med medlemmerne om fokuspunkter i forhandlingerne og om jeres krav og ønsker til en kommende overenskomst.

Jeg tilbyder at komme ud til fyraftensmøder eller klubmøder fra ultimo marts og frem til medio oktober 2020. I næste uge sender jeg en mail ud til alle TR med konkrete datoer, som klubberne kan byde ind på. Så TR: Hold øje med indbakken og kontakt mig gerne for en snak om, hvordan et OK21-arrangement kunne skrues sammen hos jer.

God arbejdslyst – og vi ses derude

Trine Quist
Regionsformand