Leder – Region Nord

Læs regionformand Trine Quists leder til nyhedsbrevet sendt ud til alle kommunalt og regionalt ansatte tillidsvalgte i Region Nord den 28. november 2018.

Kære TR, TR-suppleant og AMiR

Så har det været skiftedag på de politiske poster i vores forening. Jeg tiltrådte således hvervet som regionsformand i lørdags d. 24.11.18 kl. 16.00, da Dansk Socialrådgiverforening Repræsentantskabsmøde 2018 sluttede. Så nu er det mig, som er dén, og jeg har glædet mig helt vildt til at komme i gang!

Jeg overtager ledelsen af en veldrevet og velfungerende region. Vi har en høj organisationsprocent, dygtige og engagerede tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter og et korps af meget kompetente medarbejdere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg bare har tænkt mig at læne mig tilbage og hvile på laurbærrene, men det betyder, at jeg har ro til at kunne sætte mig godt ind i tingene og udforske mangfoldigheden i vores region.

Først og fremmest vil jeg meget gerne ud og besøge jer i klubberne. Det er vigtigt for mig at komme i dialog med jer og jeres kollegaer om, hvad der rører sig i jeres arbejdshverdag, og hvad der er vigtigt for jer i samspillet med mig som formand og regionens ansatte. Så jeg vil gerne opfordre jer til at invitere mig på besøg. Det kan være til et klubmøde, et fyraftensarrangement eller noget lignede. Ring eller skriv til mig, så taler vi om hvor og hvornår, det kan lade sig gøre – og om, hvad I gerne vil drøfte af temaer med mig.

Et tema som vi helt sikkert kommer til at tale mere om i nær fremtid, men også i årene der kommer, er vores arbejdsmiljø. Vi ved bl.a. fra FTF’s undersøgelse af vores psykiske arbejdsmiljø, at det står rigtig skidt til mange steder ude på socialrådgivernes arbejdspladser. Og det bliver vi nødt til at handle på sammen! Repræsentantskabet vedtog på det nyligt afsluttede møde en arbejdsmiljøresolution, som forpligter DS til at have et særskilt fokus på arbejdet med at forbedre socialrådgivernes arbejdsmiljø i de kommende år. Dette arbejde skal jo ud til jer ude på arbejdspladserne, og vi skal sammen identificere og arbejde med de udfordringer og problemer, som I og jeres kollegaer evt. måtte opleve, at der er i jeres hverdag. En stor opgave, som vi ikke kommer til at løse ”over night”, men som vi forhåbentlig får godt hul på i løbet af de kommende år.

Jeg ser frem til at komme rundt til jer i regionen og tale om noget af ovenstående, men også om alt muligt andet, som I måtte ha’ på hjerte. Vi ses!

Trine Quist
Regionsformand