Læs Majbrit Berlaus 1. maj-tale

Kære venner

I mange år har folk sagt, at 1. maj bare er en fest dag og ikke en kampdag.
Det må vist være folk, som ikke ser den virkelighed, som jeg og tusindvis af medarbejdere i velfærdsdanmark ser.

Hver dag oplever vi at gå på arbejde og kæmpe for at levere en ordentlig velfærd – på trods af alle odds. Det er…

• Skolelæreren, der kæmper for en god undervisning til alle 28 elever i klassen – også den elev, der kæmper med tallene og bogstaverne.
• SOSUen, der kæmper for at nå omsorg og ordentlig pleje – også til den sidste ældre på ruten.
• Pædagogen, der i mængden af børn, lytter efter – også det barn som er stille.
• Og selvfølgelig socialrådgiveren, der bag sagsbunkerne insisterer på at se den enkelte borger og hjælpe folk videre fra den ofte svære livssituation, de befinder sig i.

Det er ikke kun velfærden, der er på spil. Det påvirker også arbejdsmiljøet voldsomt, når velfærden forringes.

En undersøgelse fra februar i år viser, at 82 procent af de offentligt ansatte oplever, at arbejdsmængden og arbejdspresset er større i dag, end det var for fem år siden. Og hele 48 procent – næsten hver anden – føler sig stresset på jobbet.

Det er grundlæggende helt uacceptabelt, at vi risikerer at blive syge af at gå på arbejde. Eller at vi sågar risikerer, at arbejdet koster os livet! Senest har vi endnu engang oplevet et mord på en medarbejder, der arbejder med de mest psykisk skrøbelige og udsatte mennesker på bostederne. Det kunne formentlig have været undgået med ordentlige arbejdsforhold og ordentlige rammer for indsatsen. Det er ikke alene dybt tragisk. Det er helt og aldeles uacceptabelt.

For mange medarbejdere i den offentlige sektor er hver dag en kamp. Det, at vi fortsat kan møde den engagerede lærer, den omsorgsfulde pædagog, HKeren, der hurtigt og dygtigt hjælper os videre i system-Danmark – og socialrådgiveren, der rent faktisk rådgiver og ikke bare kontrollerer, skyldes på ingen måde de exel-ark, den dokumentation og de evalueringskrav, vi er ved at drukne i. Og det skyldes heller ikke, at man år efter år har skåret kraftigt på budgetterne i den offentlige sektor og forsøgt at bilde befolkningen ind, at man bare kan gøre det hele billigere, uden at det betyder en forringet velfærd.

Set i det lys, er det dybt bekymrende, at regeringen har pålagt kommunerne at spare yderligere syv milliarder kroner i løbet af de næste år med det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Smag lige på ordet: omprioriteringsbidrag – bare et andet ord for de nedskæringer, som rammer vores kernevelfærd lige i maven. Det rammer vores børn, ældre, syge, handicappede og udsatte, som i den grad har brug for fællesskabet.

Det sidste, der er brug for, er flere besparelser, som måske ser fine ud på et excel-ark – her og nu – men som ingen mening giver i virkelighedens velfærd rundt omkring i kommunerne. Og som ender med at koste samfundet dyrt – både menneskeligt og økonomisk.

Og lad mig gøre det klart med det samme: Kommunernes påtvungne milliardbesparelse er ikke en ”nødvendighed,” som skal redde os fra en statsbankerot. Det er en politisk beslutning. For vi HAR pengene til at prioritere velfærden. Det økonomiske råderum ER til stede. Det er den politiske vilje, der mangler.

Ved sidste folketingsvalg var der et tydeligt flertal for at udvikle velfærden. Det folketingsflertal – velfærdsflertallet – bestående af De radikale, de røde partier og DF, vil vi holde op på deres politik.

Derfor er vi i Dansk Socialrådgiverforening gået sammen med FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL og HK Kommunal – på tværs af hovedorganisationerne. Og I dag skyder vi kampagnen ”Virkelighedens Velfærd” i gang. Vi er lærere, pædagoger, SOSU’er, HK’er og socialrådgivere, der sammen vil give folketingets tavse velfærdsflertal et venligt men meget bestemt skub i ryggen.

For vores velfærd er værd at kæmpe for! Både fordi det skaber trygge og gode liv for borgerne, men det sikrer også fremtiden for Danmark. Med uddannelse igennem hele livet kan vi sikre en massiv konkurrencefordel for Danmark. Med stabile og udviklende rammer for pasning og pleje af både børn, syge og ældre, sikrer vi tryghed, men også stabilitet for den del af Danmark, der er eller skal jonglere mellem at passe børn, syge og gamle forældre, og samtidig varetage et job. Og hver gang vi hjælper dem, som har sociale problemer og inkluderer dem i fællesskabet, skaber vi et bedre Danmark.

Men langt de fleste af os oplever jo alt for ofte, at det, som vi egentlig troede var en del af kernen i velfærdssamfundet, ikke rigtigt er det alligevel. Og derfor er det ikke kun 1. maj, der er en kampdag. Nej, hver dag kæmper vi for at levere den bedste indsats, så vi kan se os selv i øjnene og gå på arbejde med faglig stolthed. Men vi har også indset, at vi ikke kan vinde kampen alene. Vi skal råbe de politiske beslutningstagere op og insistere på, at velfærd er værd at forsvare.

Jeg håber, at I alle vil støtte op om kampagnen Virkelighedens velfærd og jeg vil også stærkt opfordre jer til at deltage i de demonstrationer eller happenings, der løber af stablen den 12. maj rundt omkring i hele landet.

Den 12. maj siger vi – Ja til tryghed og nej til millionbesparelserne på vores fælles velfærd!

(…)

Et stærkt velfærdssamfund er et samfund, der tager vare på vores udsatte medborgere. Derfor er vi i Dansk Socialrådgiverforening meget bekymrede for, at et flertal på Christiansborg har besluttet at indføre et kontanthjælpsloft, en 225-timersregel og en meget lav integrationsydelse.

For konsekvenserne af den førte politik er, at flere end 30.000 voksne og 34.000 børn vil blive fattigere – alene på grund af kontanthjælpsloftet.

Med 225-timersreglen har vi en helt reel bekymring for, at det vil betyde, at syge medborgere vil blive trukket i deres kontanthjælp – eller helt taget den fra sig – fordi de ikke er i stand til at arbejde 225timer.

Men come on, venner. Det giver vel sig selv. Hvis man er syg, så skal systemet ikke presse en ud i job. Hvis man er syg, så skal man have behandling. Det er jo sådan, man bliver rask. Og jeg er med på, at vores gode beskæftigelsesminister ved rigtig meget. Men han rammer fuldstændig ved siden af, når han siger, at man bliver rask af at gå på arbejde.

Sidst men ikke mindst er vi bekymrede for den lave integrationsydelse til de mange flygtninge, der i dag søger ly for krig og terror i Danmark. Der er ingen med faglig indsigt på området, der tror på, at bliver problemfrit, at vores nye medborgere kommer til at leve for en ydelse på under 6000 kr. brutto om måneden. Vi ved, at alene i år, vil det betyde, at ca. 12.000 flygtningebørn kommer til at leve i fattigdom – et tal, der stiger til 22.000 til næste år.

Sammenlagt med de familier, der nu også bliver ramt af kontanthjælpsloftet, får vi altså en stor gruppe af børn og voksne, der kommer til at leve et økonomisk fattigt liv. Og de afsavn, der følger med, er blandt andet, at børn risikerer at gå sultne i seng om aftenen, manglende mulighed for at købe lægeordineret medicin, aflyste børnefødselsdage og november måned uden flyverdragt.

Kære venner, det er ikke et Danmark, jeg kan genkende.

Og alt det her bliver sat i værk af et politisk flertal på Christiansborg – som hver eneste gang, de bliver konfronteret med konsekvenserne – kynisk messer, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Vi fagfolk kan fra første parket oplyse, at det allerede KAN betale sig at arbejde. Vi kan også oplyse, at det ganske enkelt ikke hjælper folk tættere på arbejdsmarkedet, at vi gør dem fattigere. Det er simpelthen en logik, politikerne holder fast i mod bedre vidende!

Selv ministeriets egne tal viser, at ud af de 30.000 danske borgere, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet, vil kun 700 af dem potentielt komme i arbejde. Hvad i alverden er det for et menneskesyn, der ligger bag det regnestykke?

Som socialrådgiver er jeg nødt til at sige, at den økonomiske pisk og den fattigdom, der bliver dybere, bare skaber mere mismod, dårligere sundhed og flere sociale problemer. Og det har aldrig været en brugbar cocktail for mennesket, når man skal løfte sig og kæmpe om pladsen på arbejdsmarkedet.

(…)

Det er muligt, at det ikke er os alle, der står her i dag, som kender et af de mennesker, der vil blive ramt af fattigdom. Men alligevel vil jeg komme med en klar opfordring til, at vi alle sammen solidarisk tager ansvar for at kæmpe for en ny politik på det her område.

For fattigdom er som en sygdom – det kan ramme alle i samfundet – ikke kun lille Muhammed eller Peter på bænken. Nej, det kan ramme os alle, hvis tæppet pludseligt bliver trukket væk under os. Og hvis vi accepterer en udstødelse af de fattigste – så forarmer vi det Danmark og det fællesskab, vi ellers altid har brystet os af.

OK, venner. Nu bliver jeg nærmest helt deprimeret af at høre på mig selv.

Men der er jo en anden vej at gå. Det er den vej, der peger imod udvikling af vores velfærdsamfund i stedet for den afvikling, som jeg netop har talt om. Men den vej kan vi kun betræde, hvis vi står sammen – og handler sammen.

Og det er ikke fordi, udviklingsvejen er en ukendt vej. Det er sådan set kendt stof. Det er det, vi lærer i folkeskolen, at Danmark er bygget på. Nemlig fællesskab, lighed og solidaritet. Det er den vej, som vi ved, gør Danmark til et bedre sted at leve.

Personligt priser jeg mig ofte lykkelig over at være født på denne lille plet på jorden. Og jeg har tænkt mig – sammen med alle jer – at kæmpe for, at mine børnebørn fortsat skal have de samme muligheder, som jeg er vokset op med. Derfor venner, er der masser at kæmpe for. Ikke kun 1. maj – men også alle de andre dage.

Lad os sammen kæmpe for en genopretningsplan for vores velfærdssamfund!

Lad os sammen kæmpe for et samfund, der investerer i mennesker!

Og lad os en gang for alle få afskaffet fattigdomsydelserne!

Rigtig god 1. maj!