Inspiration fra ”Deltagereffekten” – Motivér kollegerne

Kit Larsen, konsulent i Region Syd, har med afsæt i bogen ”Deltagereffekten” skrevet et indlæg om "Motivér kollegerne" – Få folk med gennem fælles fortælling.

Hvorfor er du TR?

Har du tænkt over, hvorfor du valgte at blive TR? Hvad gjorde, at du tog valget og sagde ja? Hvad er din fortælling?

Inden jeg blev ansat i Dansk Socialrådgiverforening var jeg TR på min tidligere arbejdsplads. Som TR arbejdede jeg med historiefortælling som en måde at motivere både mine medlemmer, men også mine TR-kollegaer.

Her får du min fortælling:

Jeg valgte at blive TR, fordi jeg oplevede, at der manglede en TR på min arbejdsplads. Der havde i flere år ikke været en TR, hvilket gjorde, at ledelsen ofte tog nogle beslutninger hen over hovedet på os, uden at tænke i medinddragelse. Jeg oplevede en stærk følelse af uretfærdighed og et stort ønske om at gøre en forskel for vores arbejdsvilkår samt for at få ændret muligheden for medbestemmelse og medindflydelse. Det var vigtigt for mig, at mine kollegaer og jeg fik en stemme ind i trivslen og driften på vores arbejdsplads. Jeg var desuden igennem en periode blevet opfordret til at stille op af mine kollegaer, hvilket var et dejligt skulderklap at få og samtidig med til at gøre beslutningen om at stille op lettere. Og jeg har ikke fortrudt det et sekund.

Jeg har efterhånden fortalt ”min fortælling” en del gange, og jeg kan forsat mærke den uretfærdighedsfølelse jeg var ramt af, inden jeg blev TR, og hvor vigtigt det var og fortsat er for mig at være med til at gøre en forskel for vores trivsel på arbejdspladsen samt vigtigheden af, at vi står sammen og hjælper hinanden med de udfordringer, der er.

Historiefortælling er et vigtigt redskab i det organiserende arbejde og kan være med til at motivere og skabe en god drivkraft i klubben. Det handler blandt andet om at have meningsfulde samtaler i klubben om, hvorfor vi har valgt at engagere os i Dansk Socialrådgiverforening. Samtaler der kan være med til at øge motivationen samt sætte ord på fælles værdier og udfordringer, der desuden er med til at danne byggestenene til et stærkt vi. På side 84-97 i Deltagereffekten præsenteres, hvordan vi kan arbejde med historiefortælling, og jeg håber, at dette indlæg har givet dig lyst til at få nærlæst kapitel 4 samt prøve de beskrevne værktøjer af.

God læselyst

Med venlig Hilsen
Kitt Larsen
Konsulent