Hvordan er det Danmark, vi kender?

Fire uddannende socialrådgivere med vidt forskellige jobs sætter ord på, hvad det er for et Danmark, de kender – og som statsministeren vil have os til at passe på.

Johanne Juul Digens, socialrådgiver/Case Manager og tillidsrepræsentant, Odense Kommunes Center for Familier og Unge

I det Danmark, jeg kender, er vi udfordret på balancen mellem sammenhold og velfærd og at finde de besparelser, der skal til. Besparelserne rammer hårdt på børneområdet, som jeg sidder med – men det er jo en generel tendens.

Danmark er presset på økonomien. Der kan komme noget grimt op i folk, når de er pressede, så vi skal passe på de gode, danske værdier. Danskhed er ikke bare Dannebrog, frikadeller, og smørrebrød. Danskhed er også, at vi er gode til at passe på hinanden.

De økonomiske udfordringer har gjort det helt legalt at stille krav om, at dem, der kan, de skal, så dem, der ikke kan, kan få. Det støtter jeg til fulde. Det er vigtigt, at vi alle er med til at give den hjælp, som vi administrerer ude i kommunerne.

Anne Haarløv, arbejdsmarkedschef i Roskilde Kommune

Det Danmark, jeg kender, er bestemt værd at passe godt på – og nogle dele kunne have godt af lidt mere medvind. For eksempel synes jeg, at vi skal skrue op for ambitionen om, at der også skal være arbejdspladser til dem, der ikke performer 100 procent. Jeg synes, at det giver super god mening at møde flygtninge, der kommer til landet, med et arbejde eller en meget lang praktik.

I Danmark skal vi stille krav til borgerne, men vi skal også kræve, at erhvervslivet stiller arbejdspladserne til rådighed. I jobcentrene skal vi fortsætte vores arbejde med de socialøkonomiske virksomheder, vi er i fuld gang med at få op at stå, og nytteindsats til kontanthjælpsmodtagere. Men vi har brug for erhvervslivet, hvis indsatsen skal lykkes.

Henrik Appel, landsleder for TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere)

Det Danmark, jeg kender, er et Danmark, der ikke er bange. Et Danmark, hvor vi ikke er bange for at blande os. Ikke er bange for at åbne døren for det barn, der mistrives lige inde ved siden af, for at spørge det barn ”hvordan har du det”, og hvor vi tør at høre svaret – og handle på det, hvis det kræves.  For barnets bedste.

Det Danmark, jeg kender, tør forandringen – som individ og som samfund. Det er et Danmark, der tør tage behandlingsgarantien til børn af misbrugere alvorligt og vedtage den.

Jeg er stolt over det Danmark, jeg kender. Selv i denne tid, hvor der skal skæres overalt, er der i kommunernes budgetter fundet plads til, at der i løbet af de seneste to år er blevet åbnet syv nye TUBA-behandlingssteder til børn af misbrugere.

Lars Uggerhøj, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet

Kimen til det Danmark, jeg kender, er lagt i en anden tid. Jeg vil hellere tale om det Danmark, jeg ønsker – et Danmark, hvor vi ikke ser sociale problemer som noget, der udelukkende skal løses ved at støtte den enkelte.

En stor gruppe danske børn lever i dag i fattigdom, og indtil vi som samfund vedkender os problemet og tager fattigdomsgrænsen alvorligt, bliver det den enkelte, der må tage konsekvensen af det. Samme tendens ser vi hos de voksne. Politikerne bliver ved med at forhandle om en løsning på dagpengeproblematikken. Indtil de finder den, er det et problem for den enkelt borger.

Hvis vi ser alt som den enkeltes ansvar, er samfundet ansvarsløst. Det er med til at øge de problemer, som den enkelte socialrådgiver skal arbejde med.