Hold så den pause!

Mange, som arbejder hjemmefra, får ikke holdt ordentlige pauser. Det går ud over din krop! Her er nogle tips til at få holdt pause med bevægelse.

Når vi arbejder hjemme, og ikke bliver så forstyrret som på den fysiske arbejdsplads, så kan man risikere at blive helt opslugt af arbejdsopgaverne. Det betyder, at vi ikke får holdt de små nødvendige pauser, som gør, at vi holder kroppen i gang. Prøv at hjælpe dig selv i gang:

  • Stil æggeuret til at ringe, så du fx får rejst dig op en gang i timen, og går lidt rundt.
  • Få en pausemakker, hvor I kan sende hinanden SMS’er med forslag til hvad I skal gøre: stræk ud/tag trappen/gå rundt om dit hus/osv.
  • Find øvelser på internettet, fx hos Dansk Firmaidrætsforbund. Se blandt andet ’motionsuret’ og ’pusterum og øvelser’. Print materialet ud og hæng det op.
  • Køb en elastik og følg Arbejdstilsynets videovejledning om nakke-skuldertræning
  • Lav en tæl-skridt konkurrence med dine kollegaer.