Har du lagt mærke til at din løn er steget?
Hvis du er offentligt ansat, vil du muligvis have lagt mærke til et nyt og højere tal på din seneste lønseddel. Som et resultat af OK18 er socialrådgivere i både kommune, region og stat steget i løn fra 1. oktober 2018.
Forårets overenskomstforhandlinger er måske ved at være langt væk, men hvis du ser på din lønseddel fra oktober, vil du – hvis du er offentligt ansat – kunne se et meget konkret resultat af de hårde forhandlinger.
Socialrådgiverlønnen er nemlig steget med 1,18 procent i kommunerne, 0,9 procent i regionerne og 0,5 procent i staten pr. 1. oktober 2018. For en socialrådgiver, som arbejder i en kommune og tjener 30.000 kroner, betyder det en lønforhøjelse på cirka 350 kroner om måneden.
Det er faktisk anden gang lønnen er steget som følge af OK18, så alt i alt har den kommunalt ansatte socialrådgiver, som tjener 30.000 kroner, fået en lønstigning på 685 kroner om måneden, hvilket svarer til en årlig lønstigning på ca. 8.200 kroner.
Lønstigningerne er relative, så en socialrådgiver, som tjener mere eller mindre end 30.000 kroner, vil få en tilsvarende større eller mindre lønstigning. Stigningerne beregnes i forhold til lønnen i marts i år.